Indlæg af udviklingsminister Ulla Tørnæs i Kristeligt Dagblad, fredag den 29. september 2006:
Seksuel vold som bevidst våben i krigsførelse hører til vor tids mest massive krænkelser af menneskerettighederne. Massevoldtægter, seksuel mishandling, tvungne graviditeter, bevidst hiv-smitte af kvinder, piger og drenge er rædselsfuld virkelighed for titusinder rundt om i verden – ikke mindst i Darfur, hvor nogle af de værste krænkelser af kvinders basale rettigheder finder sted. Det er totalt uacceptabelt ud fra enhver etisk og moralsk standard, og det er en grov overtrædelse af international humanitær lov.
Den seksuelle vold er en af grundene til, at kvinder rammes hårdest af krig og konflikt. Men den udbredte vold mod kvinder er også en af de store barrierer for kvinders deltagelse i fredsopbygningsarbejdet i konfliktramte lande. Det er en hovedkonklusion i den netop offentliggjorte rapport om kvinder og fredsopbygning i Sudan, DR Congo og Uganda. En anden hovedkonklusion er, at kvinder langt fra alene er ofre, men aktivt bidrager til fredsopbygningsarbejdet trods vanskelige vilkår. Og endelig, at varig fred efter en konflikt ikke opnås, hvis halvdelen af befolkningen – kvinderne – er udelukket fra at bidrage til processen. Det er udemokratisk og spild af menneskelige ressourcer. Kvinder både kan og skal have mulighed for at være aktive bidragsydere til genopbygningen af deres lande.
Det er naivt at håbe på færre krænkelser af kvinder i krise- og konfliktsituationer, hvis ikke kvindernes generelle status i for eksempel fattige afrikanske lande ændres i fredstid. Hvis kvinderne ikke formår at tilkæmpe sig en højere status i fredstid, så kan vi ikke håbe at forbedre deres status i krise- og konfliktsituationer. Det er kun logisk, at dagligdagens magtforhold og -strukturer forstærkes og intensiveres i krise- og konfliktsituationer.
Derfor sætter den danske regering ekstra fokus på kvinder både i fredstid og konflikt i vores udviklingsbistand fremover. Danmark var blandt de første lande i verden til at udarbejde en plan for arbejdet med kvinder, fred og sikkerhed. Nu er Norge, Sverige og Storbritannien fulgt i vores fodspor. Danmark gør en stor indsats for internationalt at få tænkt kvinderne ind i arbejdet i FN, i NATO, i EU’s civile krisestyringsoperationer og i OSCE. Og i vores egen bistand til udviklingslandene fylder kvinder en stadig større del. Ikke alene vil vi fremover, hver gang vi igangsætter nye programmer i udviklingslandene, gøre nøje status over – og sætte mål for – hvordan programmet gør en forskel for kvinderne.
Med finansloven for 2007 er der sat 140 millioner kroner af til målrettet at styrke kvinders ressourcer og rettigheder. Derudover har vi iværksat selvstændige initiativer for at fremme kvindelige iværksættere og entreprenører i Afrika, og vi har afsat ekstra 25 millioner kroner til pigers uddannelse.
Ud over flere penge til programmer målrettet kvinder, så kræver en ændring af kvindernes status også, at det internationale samfund vil udvise større mod og ikke acceptere kultur, tradition, skikke og religion som argument for ikke at behandle mennesker ens, selvom emnet kan være følsomt.
Mange tror, at de primære problemer i fattige udviklingslande må handle om mad, sundhed og så videre. Og at temaer som ligestilling måske er en “luksus-problematik”, som kan vente og som måske i lige så høj grad er udtryk for, at de rige donorlande vil trække deres kultur ned over hovedet på befolkningen i fattige lande, som har helt andre traditioner og kulturer. Men på den måde er jeg bange for, at undertrykte kvinder bliver taget som gidsel for en akademisk diskussion i de rige lande. For faktum er, at det handler om noget langt mere lav-praktisk og konkret: Demokratisk, social og økonomisk udvikling af de fattige lande i Afrika lader sig ganske enkelt ikke gøre uden kvindernes deltagelse i samfundslivet. Om Afrikas fremtid byder på udvikling eller afvikling afhænger af et ændret syn på kvinderne.
www.um.dk
