I 2003 var ikke færre end 25 millioner i omkring 50 lande verden over på flugt på grund af konflikter uden at have krydset en landegrænse. De var såkaldte internt fordrevne i deres eget land.
Det er mere end dobbelt så mange som de 12 millioner mennesker, der defineres som flygtninge, fordi de har bevæget sig over en landegrænse, anfører udenrigsministeriet i en pressemelding onsdag.
Alligevel har internt fordrevne flygtninge i mange år været en temmelig overset gruppe. F.eks. har der ikke været nogen internationalt anerkendt definition af, hvad det vil sige at være internt fordrevet, og først i 1998 kom FNs Retningslinjer for Internt Fordrevne i et forsøg på at klargøre de mange bestemmelser.
For at forbedre koordineringen, planlægningen og gennemførelsen af den humanitære bistand til internt fordrevne besluttede Danmark, Sverige og Holland sammen med EUs Humanitære Kontor (ECHO) i maj 2003 at gennemføre et fælles evalueringsforløb af indsatsen.
Andre lande (Storbritannien, Irland og USA) og organisationer (UNICEF, WHO og OCHA) sluttede sig til, og der blev i alt gennemført 17 evalueringer af bistand til internt fordrevne i 10 lande. De 10 lande er:
Angola, Somalia, Indonesien, Kosovo, Afghanistan, DR Congo, Colombia, Liberia, Eritrea og Sudan. 3 af evalueringerne ser på Danida-indsatser i Angola, Kosovo og Afghanistan.
Resultaterne fra samtlige evalueringer er analyseret og samlet i en fælles synteserapport. Hovedkonklusionen er, at bistanden til de internt fordrevne er vanskelig at gennemføre.
Det er svært for bistandsorganisationerne at få adgang til de internt fordrevne og levere en effektiv bistand og beskyttelse. Der er også problemer med koordineringen, og behovsanalyser mangler ofte. Alligevel vurderedes virkningen generelt som positiv.
Ansvaret for at hjælpe og beskytte internt fordrevne ligger først og fremmest hos de nationale myndigheder. Men i situationer med væbnet konflikt er de nationale myndigheder ofte ude af stand til at leve op til ansvaret, og i visse tilfælde er de ligefrem selv skyld i, at folk må flygte fra hus og hjem.
Kun et par lande har skrevet retningslinjerne ind i deres nationale lovgivning. Angola gjorde det i 2001 uden at det dog i praksis har ført til væsentlige forbedringer i forholdene for de internt fordrevne. Det er altså ikke nogen garanti for bedre forhold, men dog en mulighed for at gøre regeringer ansvarlige for deres behandling af internt fordrevne.
Men det internationale samfund har også ofte svigtet. I Kosovo blev mindretals behov for beskyttelse overset; i bl.a. DR Congo blev materiel bistand prioriteret højere end behovet for beskyttelse; og Europas hjemlige asylpolitik underminerede bestræbelserne på at yde internt fordrevne beskyttelse i Afghanistan.
Evalueringerne afslørede, at donorerne generelt er tilbageholdende med at lave særlige strategier for internt fordrevne. Gruppen er så svær at definere, at donorerne foretrækker at lave brede strategier for sårbare grupper, der også dækker internt fordrevne.
Når det kommer til koordinering af bistanden, gør de enkelte donororganisationer alt for lidt for at støtte en samordning, både generelt i humanitære indsatser og specielt over for internt fordrevne. Donorernes måde at yde støtte på kan ligefrem underminere FN-systemets forsøg på koordinering.
Endelig er det et kritikpunkt, at der er stor forskel på, hvordan bistanden til internt fordrevne afsluttes. Beslutningen om at indstille bistanden var ofte baseret på utilstrækkelige vurderinger på trods af talrige beviser for, at bistand også er nødvendig efter de fordrevnes hjemkomst.
Synteserapporten anbefaler, at der lægges mere vægt på at få indarbejdet FNs retningslinjer i landenes lovgivning, og at donorerne opfordrer regeringer i lande med internt fordrevne at leve op til deres ansvar.
Beskyttelsen af de internt fordrevne bør forbedres ved øget overvågning bl.a. ved at oprette flere missioner i udsatte områder. Donorerne bærer et særligt ansvar for, at indsatser koordineres bedre.
Endelig anbefales det, at donor-organisationerne udarbejder klare strategier for, hvordan de vil afhjælpe sårbare gruppers, herunder internt fordrevnes, behov for bistand og beskyttelse, og bedre retningslinjer for, hvornår bistanden til internt fordrevne kan afsluttes.
For at holde øje med om anbefalingerne følges op, foreslås det, at donorerne fokuserer på 2 geografiske områder, hvor mennesker i stort tal fordrives fra hus og hjem. De massive og aktuelle kriser i Darfur og Uganda anbefales som prøvesager.
Danida hilser evalueringen velkommen. Den bekræfter, at den Strategi for Danmarks humanitære bistand, der blev færdiggjort i 2002, er rigtig, hedder det.
I strategien understreges det, at internt fordrevne i mange tilfælde udgør en særligt udsat gruppe. Fra dansk side arbejdes der for, at både de internationale retningslinjer for internt fordrevne og bistanden til denne gruppe forbedres.
Fra dansk side gives der via FN og særlige initiativer støtte til det normative arbejde med henblik på at sikre, at opmærksomheden mod de internt fordrevnes problemer øges og deres rettigheder klargøres.
I udmøntningen af dansk bistand er der med det nye nærområdeinitiativ igangsat konkrete indsats, som får positive konsekvenser, også for de internt fordrevne.
Nærområdeinitiativet styrker indsatserne i områder med mange internt fordrevne og flygtninge ved at forbedre beskyttelse og levevilkår og hjælpe de lokale myndigheder med at håndtere de store befolkningsgrupper, der er blevet presset til at forlade deres hjemstavn.
I forbindelse med dansk-finansierede indsatser lægges der stor vægt på, at de koordineres tæt med FN og lokale myndigheder i videst muligt omfang.
Evalueringen i sin helhed “Support to Internally Displaced Persons: Learning from Evaluations” (nr. 2005.02), et kort sammendrag på engelsk, samt et dansk resumé kan læses på www.evaluering.dk eller bestilles hos Danidas evalueringskontor på tlf. 33 92 10 83.
Yderligere information hos Niels Dabelstein, Danidas evalueringskontor, tlf. 33 92 10 85.
