Torsdag ventes lederen af oprørsbevægelsen “Lords Resistance Army” (LRA), Joseph Kony, skrive under på aftale, der skal sikre fred i det nordlige Uganda efter 22 års borgerkrig.
Af frygt for at blive taget til fange i Uganda, skriver oprørslederen under på grænsen mellem Sudan og DR Congo, hedder det i en pressemeddelelse fra Red Barnet Danmark torsdag.
Mandag den 14. april vil regeringen i Uganda og LRA-repræsentanter skrive officielt under på fredsaftalen. Red Barnet er inviteret med og danske John Reinstein deltager.
John Reinstein har boet i Uganda i mange år. Charlotte Beyer fra Red Barnet Danmark er tillige netop nu er i det nordlige Uganda.
Over 25.000 børn er blevet kidnappet af LRA under den lange konflikt. Børnene har været tvunget til et liv som børnesoldater, slaver eller “hustruer” for rebellerne.
Siden 1994 har Red Barnet været med til at drive et center for de tidligere børnesoldater og ”hustruer” i byen Gulu i det nordlige Uganda. Her får børnene medicinsk behandling, terapi, undervisning og hjælp til at blive genforenet med deres familier.
Red Barnet støtter også skoler i flygtningelejrene og organisationer, der bekæmper hiv/aids blandt børn i flygtningelejrene.