Stor buket af afrikanske kunstnere udstiller i Rundetårn

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Flere end 30 yngre kunstnere fra 10 afrikanske lande udstiller i Rundetårn på Købmagergade i København fra søndag den 1. juni til søndag den 3. august

Her sættes der fokus på ny kunst fra kontinentet med udstillingen AFRICA/NOW. Afrikanske kunstnere udstiller malerier, fotos og skulpturer, hvor humor, skønhed og ikke mindst selvindsigt præsenterer os for et friskt billede af Afrika.

Afrika og det globale fællesskab

Afrika er på vej ind i en ny æra, der forbinder kontinentet med det globale fællesskab. Midt i det hele står de afrikanske kunstnere, der på tværs af landegrænser, medier og udtryk fastlægger en kunstnerisk identitet for deres samtid, som er helt unik, og som nu står for at formidle et helt kontinents alsidighed, fremgår det af en foromtale af udstillingen.

Et alsidigt udtryk

AFRICA/NOW er en smagsprøve på den ellers ukendte afrikanske kunstneridentitet og bringer et bredt udsnit af den aktuelle kunst fra kontinentet. Der er ikke plads til impressionistiske efterligninger, konceptkunst eller lufthavnskunst, når kunstnerne sætter penslen til lærredet. Udtrykket kan være blidt og æstetisk, humoristisk, råt, politisk og socialt, og er lige så forskelligt som landene er mange.

Afrika – med noget på hjertet

Værkerne præsenterer et billede af et Afrika, som har selverkendelse, som har noget på hjerte, som lægger vægt på samfundet frem for individet og ikke mindst gør det på et kunstnerisk, internationalt niveau. Et kontinent er ved at skrive sig ind i kunsthistorien.

Udstillingens kunstnere kommer fra bl.a. Kenya, Tanzania, Uganda, DR Congo (tidl. Zaire), Mali, Burkina Faso og Zimbabwe.

Udstillingen er et samarbejde mellem thorupART i Danmark, Nordnorsk Kunstcenter i Lofoten og Tampere (Tammerfors) Kunstmuseum i Finland.

I august vises udstillingen i Grenå i samarbejde med Verdensmusik- og kulturfestival, og efterfølgende i Norge og Finland.

Udstillingen er bl.a. støttet af Center for Kultur og Udvikling, Nordisk Kulturfond, de danske firmaer Cimbria, Emidan, Semcomaritime, Toms og et antal private personer.

Tid & sted
1. juni – 3. august
Rundetaarn
Købmagergade 52A
1150 København K

Se også www.thorupart.com

Yderligere oplysninger hos Hanne Thorup, tlf. 51 90 00 31