Topfolk inden for udviklings- og miljøbistand mødtes onsdag i Hørsholm nord for København, herunder vicedirektøren for World Agroforestry Center (ICRAF), chefen for Afrika-kontoret i International Plant Genetic Resources Institute (IPGRI) og en repræsentant fra FNs fødevare og landbrugsorganisation (FAO) for at rådgive det nye center, “Skov og Landskab”, om dets udviklings- og miljøbistandsaktiviteter.
Skov og Landskab er et selvstændigt center ved Landbohøjskolen og har aktiviteter inden for udviklings- og miljøbistand på områderne skov, landskab og planlægning. Aktiviteterne foregår i både u-lande og Østeuropa, hvor Skov og Landskab er involveret i undervisning, forskning, udvikling, formidling samt rådgivning.
Det rådgivende udvalg holdt sit første møde onsdag på Skov og Landskabs residens i Hørsholm. Her drøftede udvalget bl.a. udkast til en strategi for Skov og Landskabs aktiviteter inden for udviklings- og miljøbistand for de næste 5 år samt en række af de projekter, centret er involveret i.
Et af projekterne går ud at undersøge mulighederne for at forbedre forsyningen og kvaliteten af frø som småbønder i Burkina Faso, Uganda og Malawi benytter, når de skal plante træer på deres jord. Det er vigtigt da flere millioner bønder i de 3 lande er afhængige af produkter fra træer som en del af deres levebrød. Projektet udføres i samarbejde med lokale partnere.
Det andet projekt er et samarbejdsprojekt med Institute of Forestry i Nepal. Det går ud på at forbedre undervisning og forskning ved universitetet, således at Nepal kan uddanne kvalificerede kandidater, der efterfølgende kan bidrage til at løse de problemer, bl.a. med afskovning og erosion, som Himalaya-landet kæmper med.
I øjeblikket har Skov og Landskab omkring 50 projekter i ca. 20 lande. Fælles for projekterne er, at de bidrager til at bekæmpe fattigdom og forbedre levevilkår for lokalbefolkninger samt at løse miljøproblemer.
Centret har omkring 25 medarbejdere, der arbejder fast med disse projekter og et lignende antal, som medvirker i kortere eller længere tid. Årligt relaterer 18 millioner eller mere end 10 pct. af centrets samlede omsætning sig til projekter og aktiviteter indenfor udvikling og miljø i u-lande og Østeuropa.
Centret er oprettet den 1. januar 2004 ved en sammenlægning af Forskningscentret for Skov og Landskab, dele af Institut for Økonomi, Skov og Landskab på KVL, Skovskolen i Nødebo og Danida Skovfrøcenter i Humlebæk.
Centrets opgave er at gennemføre forskning og udvikling, uddannelse og efteruddannelse, overvågning, rådgivning og formidling, myndighedsberedskab samt udviklings- og miljøbistand indenfor centrets fagområder.
Skov og Landskab har afdelinger på Frederiksberg, i Hørsholm, Nødebo, Vejle, Taastrup og på Djursland. Centret har i alt ca. 300 medarbejdere.
Skov og Landskab, Hørsholm Kongevej 11, 2970 Hørsholm. Yderlige oplysninger hos International koordinator: Christian Pilegaard Hansen, tlf. 3528 1735, mobil 6166 2746, e-mail: [email protected]
Skov og Landskab, tlf. 35 28 15 00, e-mail [email protected]. website www.SL.kvl.dk. Pressekoordinator Line Wadum, direkte tlf. 35 28 19 16, mobil 20 14 36 17. e-mail [email protected].
Skov og Landskab er et selvstændigt center for forskning, undervisning, formidling og rådgivning vedr. skov, landskab og planlægning ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL) på Frederiksberg i København.