Amerikas Danida (USAID) har anmodet 6 afrikanske lande om at stoppe med at give amerikansk-donerede kondomer til den britiske organisation for familieplanlægning, Marie Stopes International, skriver foreningen Sex & Samfund i sit seneste elektroniske nyhedsbrev fredag.
USAID beskylder Marie Stopes for at samarbejde med FNs befolkningsprogram (UNFPA) i Kina, som ifølge Bush-administrationen er fortalere for både tvungen abort og tvangssterilisation og dermed direkte imod officiel amerikansk politik på dette område.
Siden 2002 har Bush-administrationen derfor nægtet at støtte UNFPA, og nu rammer forbuddet så også Marie Stopes International.
USA støtter ikke Marie Stopes direkte, men organisationen er én blandt flere grup-per, som står for distributionen af amerikansk-donerede kondomer i Afrika.
Forbuddet rammer Ghana, Malawi, Sierra Leone, Tanzania, Uganda og Zimbabwe.
I en pressemeddelelse afviser generalsekretær for Marie Stopes, Dana Hovig, at organisationen støtter tvungen abort og tvangssterilisation i Kina eller andre steder.
Hun kalder beslutningen ”100 pct. politisk” og tilføjer, at ”det kun er Bush-administrationen, der kan finde logik i at reducere antallet af aborter i Kina ved at forårsage flere aborter og mindre valgfrihed for kvinder i Afrika”.
– Denne vanvittige beslutning har kun én klar konsekvens: Flere døde afrikanske piger og kvinder, mener Dana Hovig.
USAID siger, at der stadig vil blive sendt den samme mængde amerikanske kondomer til de pågældende lande, og at man arbejder med landenes regeringer for at sikre, at kondomerne når frem til de kvinder, der har brug for dem.
Den ugandesiske sundhedschef, Sam Zaramba, siger imidlertid, at han intet har hørt om beslutningen og ikke er blevet kontaktet af USAID.
Han understreger, at Marie Stopes er en af Ugandas stærkeste samarbejdspartnere, hvad angår familieplanlægning og reproduktiv sundhed, og at Ugandas regering intet har at udsætte på organisationens arbejde.
Ifølge Marie Stopes International har organisationen et netværk på 16 klinikker fordelt over hele det østafrikanske land.