Projektpulje ændrer barsk hverdag

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Gennem Dansk Ungdoms Fællesråd (DUFs) projektpulje får 3 organisationer nu mulighed for at ændre børn og unges hverdag i Afrika, skriver DUF i sit nyhedsbrev fredag.

På DUFs projektpuljeudvalgsmøde blev der givet tilskud til 3 pilotprojekter, der skal gøre hverdagen lettere for børn og unge i Afrika. Projektområderne spænder fra unge handicappede i Ghana til spejdere i Kenya.

“Handicappede smitter”

Denne påstand er et eksempel på, hvor stor uvidenhed der hersker om fysisk handicappede i Ghana. Dansk Handicap Forbund – Ungdomskredsen har fået tildelt 90.000 kr. til at styrke Ghana Society of the Physically Disabled, GSPDs, ungdomsfløj gennem seminarer og workshops.

– I Ghana tror mange, at folk i kørestol smitter, og at deres handicap er en straf fra guderne, fortæller Sif Holst, der er en del af projektets danske styregruppe.

GSPD arbejder for at ændre opfattelsen af og forholdene for handicappede, sådan at de får lige adgang til eksempelvis uddannelse og arbejde.

– Der er så meget drivkraft i de unge handicappede, at vi kan ændre meget med de penge, DUF har givet til projektet, fortæller Sif Holst.

Sunde valg

Mange unge i Uganda har ikke nok viden til at træffe de rigtige beslutninger f.eks. om sikker sex, som kan afgøre deres fremtid. Ungdomsringen har fået bevilliget 90.000 kr. til et pilotprojekt i Uganda, hvor unge får viden om sex og hiv/aids.

– De unge mangler viden om sundhed og om, hvordan de kan træffe gode valg, fortæller Helle Friis-Mikkelsen, der er en af personerne bag projektet.

Ungdomsringen vil i samarbejde med Uganda Pioneers Association bl.a. oprette ungdomsklubber, hvor unge kan mødes og få viden om sikker sex og hiv/aids, så de kan træffe de sunde valg, der bestemmer deres fremtid.

Fra lim til ansvar

– Almindelige børn og unge hænger på gaden i Kenya, andre har mistet deres forældre, og nogle bor på gaden, hvor den hårde hverdag holdes på afstand ved at sniffe lim, fortæller Troels Lorentzen fra Det Danske Spejderkorps, DDS.

I samarbejde Nyeri Area Scouts og The Kenya Scouts Association vil DDS give børn og unge i Kenya et alternativ til en hverdag med kedsomhed, hårdt arbejde og snifning af lim.

Det gør de ved at styrke den del af spejderbevægelsen, der ikke er tilknyttet landets skoler, så børn, der ikke går i skole, også kan få gavn af de sociale egenskaber, det giver at deltage i foreningsarbejde.

– Vi vil give dem et sted, hvor de oplever, at de er noget værd. Vi har set, at børn, der før sniffede lim på gaden, er begyndt i skole efter at være blevet en del af spejderbevægelsen, afslutter Troels Lorentzen.

Kilde: DUFs elektroniske ugebrev