Det betaler sig at investere i fattige mennesker. Det er her, vi får “mest for pengene”, skriver international chef i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach, i en kronik i Berlingske Tidende onsdag. Det giver mindre fattigdom, mere uddannelse, bedre sundhed, mere demokrati, mindre ustabilitet, færre krige og konflikter. Og det giver så mere velfærd og velstand, argumenterer han.
Af Chr. Friis Bach
SOMMERENS KONCERTER og kampagner med fokus på verdens fattigdom affødte en række kritiske kommentarer: Hvorfor dog give mere i bistand, når det nu alligevel ikke virker? Mest markant var David Karsbøl i Berlingske Tidende (17.7.). Han beskyldte hånligt Bono og Bob Geldof for ikke “at kunne løse en andengradsligning”, hvorefter han selv rodede gevaldigt rundt i sine ligninger og ubekendte.
Kritikken – og Karsbøls påstand – er, at udviklingsbistanden ikke virker og er overflødig. Den bygger på 2 argumenter. Det ene argument er, at det afgørende er god økonomisk politik, herunder beskyttelse af den private ejendomsret. Det er helt sikkert rigtigt.
Men det betyder ikke, at u-landsbistanden ikke virker. Tværtimod. Der er de seneste år kommet en række analyser, der viser, at udviklingsbistanden virker, og endda virker rigtig godt i lande, der netop har gode politikker. Da flere og flere lande gennemfører politiske reformer, er der i dag langt bedre mulighed for at give effektiv bistand. Den del af kritikken peger derfor mod mere bistand – ikke mindre.
Derudover er det naivt at tro, at alle lande og egne kan klare sig selv. Vi giver jo i Danmark stadig “bloktilskud” til Nordjylland, og i EU har vi strukturfonde til Syd- og Østeuropa. Der vil altid være brug for nationale, regionale og internationale overførsler.
Det andet argument – som Karsbøl også benytter – er at lave en banal sammenligning af en gruppe lande i Sydøstasien og en gruppe lande i Afrika. Påstanden er, at den første gruppe – der har klaret sig godt – ikke har fået bistand, og at den anden – der har klaret sig dårligt – har fået hundredvis af milliarder. Derfor er u-landshjælpen “helt overflødig”.
Men den sammenligning overser en række ting. For det første blandes årsag og virkning sammen.
Det er rigtigt, at de lande, hvor det går elendigt, får meget bistand. Når tørken, sulten, orkanen eller oversvømmelsen rammer, stiger bistanden, mens væksten falder. Derfor vil en simpel analyse vise, at det går dårligt i de lande, der får bistand. Virkeligheden er, at landene får bistand, fordi det går dårligt.
En ny analyse udført af forskere fra Center for Global Development i Washington deler derfor bistanden op i katastrofehjælp, bistand til ting som demokrati og uddannelse (der først virker på lang sigt), og bistand målrettet mod at skabe vækst og højere produktion i landbruget og i industrien.
Resultatet viser, at den del af udviklingsbistanden, der går til at skabe vækst, virker. Én krone mere i “vækst-bistand” til et land betyder, at væksten og produktionen stiger med hele 1,64 kroner. Og den effekt er både til stede i de “gode” og “dårlige” lande – og i Afrika. Det er et opmuntrende resultat.
Kritikken overser også, at en række af landene i Sydøstasien har fået store mængder u-landsbistand og kapital fra udlandet.
Sydkorea fik massiv – især amerikansk – bistand og kapital efter Korea-krigen. Taiwan tilsvarende. Derudover havde landene et langt bedre udgangspunkt. Hong Kong og Singapore havde særlige fordele som små lande på centrale handelsruter. Befolkningen i alle landene var – af historiske og kulturelle årsager – langt bedre uddannet end befolkningen i Afrika.
Kritikken og Karsbøl prøver derfor at drage stærke konklusioner ud fra én ligning med én ubekendt og overser helt, at der er cirka tyve ubekendte. Men når det er sagt, kan der ikke være tvivl om, at landene i Sydøstasien har ført en langt mere fornuftig økonomisk politik end landene i Afrika. Det har virket. Den viden skal vi bruge i Afrika.
Resultatet – at bistanden virker – er særlig flot i betragtning af, hvordan bistanden ofte gives – og har været givet:
BISTANDEN HAR VÆRET BRUGT POLITISK. Under Den Kolde Krig blev bistanden fra verdens rige lande og fra det tidligere Sovjetunionen brugt nærmest uhæmmet til at støtte diktatorer og uduelige regeringer, blot de lovede ikke at skifte side i Den Kolde Krig. Mange af de problemer og konflikter, landene i Afrika fortsat lider under, stammer fra den tid. Den Kolde Krig er heldigvis slut.
BISTANDEN HAR VÆRET BRUGT SOM ERHVERVSSTØTTE. Vi har i årtier givet bistand til verdens fattige lande for i virkeligheden at give bistand til os selv. Over halvdelen af udviklingsbistanden er gået tilbage til de rige landes virksomheder og organisationer.
Det har ført til groteske problemer som i el-sektoren i Tanzania, hvor der skulle bruges forskellige stikkontakter i forskellige områder. Det har ført til “hvide elefanter” i form af ubrugelige cementfabrikker, mejerier, slagterier og skibe bygget på danske skibsværfter, som hurtigt løb på grund.
Og det har, ifølge OECD, betydet, at bistandsprojekterne blev 15-20 procent dyrere, end de ville være blevet uden bindingerne til dansk erhvervsliv. Den slags gammeldags bindinger til erhvervslivet er heldigvis på vej ud.
BISTANDEN HAR VÆRET UKOORDINERET. Alle rige lande har rendt rundt og lavet deres egne projekter, skoler, sundhedsklinikker og brønde og sat små messingskilte på, så alle vidste, hvem der var den glade giver. Det har undermineret den lokale forvaltning og administration, der har brugt tiden på at tjene donorerne i stedet for at tjene deres egen befolkning.
Danmark sendte i 1999 ikke færre end 37 missioner til Uganda, der i sig selv pålagde de lokale myndigheder en arbejdsbyrde svarende til i alt 5-6 mandår. Det må kunne gøres bedre og mere samlet, og det bliver det også. Der gøres i dag store anstrengelser for at koordinere og harmonisere bistanden.
ENDELIG HAR BISTANDEN BIDRAGET TIL KORRUPTION. Donorernes aktiviteter og bistanden har været med til at skabe korruptionen. Det lokale ejerskab har været svagt, og det har gjort det fristende at tage af kassen.
Derudover har vi tilladt, at danske virksomheder trak korruption – eller “smøring” som det hedder i skatteforvaltningen – fra i skat, og dermed bidraget betydeligt til at fremme den korruption, som vi nu så selvretfærdigt kritiserer. Muligheden for skattefradrag blev først lukket i 2001, og endda kun når det gælder korruption til offentlige embedsmænd.
Danske virksomheder kan stadig trække pengene fra i skat, hvis de bestikker private selskaber i verdens fattige lande. Det er urimeligt og skal ændres. Og så skal vi i stigende grad bruge bistanden til at øge det lokale beredskab mod korruption ved at styrke politi, dommere, revisionsmyndigheder, anti-korruptionskampagner, civilsamfundet, åbenheden i forvaltningen og decentraliseringen, så pengene kommer ud lokalt.
Det er præcis den vej, bistanden bevæger sig.
Der er langt igen. Men den gode nyhed er derfor, at betingelserne for at give god bistand er bedre end nogen sinde – og at bistanden er bedre end nogensinde. Det var også det billede, der kom frem i forbindelse med den stort anlagte Copenhagen Consensus-konference sidste år. Det virker.
Analyserne viste, at vi får pengene mere end 40 gange igen ved en styrket indsats mod aids. Vi får pengene 25 gange igen, hvis vi bekæmper malaria, som dræber mere end én million børn om året.
Den slags afkast er svære at finde ved offentlige investeringer i Danmark. Det er en god investering at investere i løsningen af verdens problemer. Og det er dyrt at lade være.
En borgerkrig – og dem udbryder der omkring 2 af om året i verden – koster i gennemsnit næsten 400 milliarder kroner i tab for både landet selv, for nabolandene og for verden. Det svarer omtrent til verdens samlede u-landsbistand.
I Sierra Leone lykkedes det at stoppe en borgerkrig gennem en aktiv indsats og tilstedeværelse af internationale tropper. Det kostede kun omkring 2,5 milliarder kroner. Det er mindre end det beløb, vi i Danmark siden 2001 har sparet på vores udviklingsbistand om året! Tallene er markante og overbevisende.
Valgte vi ud fra samfundsøkonomiske kriterier, ville vi derfor give langt mere i bistand for at forebygge krige og konflikter og afskaffe sygdomme og sult i stedet for at lappe og helbrede, når skaden først er sket.
Det betaler sig virkelig at investere i fattige mennesker. Det er her, vi får “mest for pengene”. Det giver mindre fattigdom, mere uddannelse, bedre sundhed, mere demokrati, mindre ustabilitet, færre krige og konflikter. Det giver mere velfærd og velstand.
Det er dét budskab, Bono og Bob Geldof fremfører. Og det er et både rigtigt og vigtigt budskab.
Kronikken stod i Berlingske Tidende onsdag den 24. august 2005 og gengives med forfatterens tilladelse.
Christian Friis Bach blev international chef i Folkekirkens Nødhjælp den 1. april og er en kendt skikkelse og debattør i det danske u-lands- og solidaritetsmiljø. Læs mere om ham ved at søge i u-landsnyt.dks arkiv. Tryk ordene Christian Friis Bach ind i søgefunktionen, og artiklerne om ham kommer frem.
Se tillige mere på www.berlingske.dk under temaet “Debat:Opinion” og læs David Karsbøls kommentar den 17. juli “U-landshjælpen er helt overflødig”.
