Red Barnet i Danmark har fået 5 mio. kr. af Sida – den svenske pendant til Danida – til at bygge skoler i det nordlige Uganda, hvor mere end 1,4 millioner er fordrevet fra hus og hjem, skriver organisationen i en pressemeddelelse onsdag.
Efter planen skal der opføres 22 skoler til 30.000 børn i samarbejde med de lokale myndigheder i og omkring flygtningelejrene i Gulu, Lira og Apac provinserne. Red Barnet vil foruden bygningerne sørge for undervisningsmateriale og indføre lærerne i, hvordan de bedst hjælper børn, der har fysiske og psykiske mén som følge af konflikten.
Red Barnet i Danmark er den største aktør blandt de internationale NGOer i det nordlige Uganda og yder i forvejen skolehjælp til tusindvis af børn, der er ramt af konflikten mellem regeringshæren og oprørsstyrkerne. Derudover driver Red Barnet gennem en lokal partnerorganisation et rehabiliteringscenter for børn, der har været bortført af oprørshæren, Lords Resistance Army.
I løbet af de seneste 18 år er flere end 20.000 børn blevet bortført og via tvang og vold tvunget til at deltage som børnesoldater eller sexslaver i den blodige konflikt.
Red Barnet har gennem flere år gjort den danske regering og det internationale samfund opmærksom på problemerne i Uganda. Red Barnet har bl.a. været med til at sætte konflikten på dagsordenen i FN´s Sikkerhedsråd og appellerer fortsat til at man finder en fredelig løsning på konflikten og øget beskyttelse af børnene, hedder det i pressemeddelelsen.
Yderligere information hos Charlotte Beyer, Program assistent. Tlf. 28 78 10 01
Mette Hilden, Pressemedarbejder, Red Barnet – Save the Children Denmark, Tlf. 88 24 85 78. Mobil: 24 21 45 35. Rosenørns Allé 12, 1634 Kbn V. e-mail: [email protected]