Optimisme i Red Barnet – trods alt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Trods det skuffende resultat af sidste søndags landsindsamling til fordel for Afrikas kvinder – kun godt 1,4 mio. kr. blev det til – er næste søndags indsamler, Red Barnet, fuld af optimisme.

Informationschef i Red Barnet, Vibeke Vinther, siger, at der fredag eftermiddag kun få timer før landsindsamlingen til fordel for krigsramte børn går i gang, er registreret 5.300 tilmeldte indsamlere. Målet var – og er – 6.000.

Såfremt hver indsamler som forventet får 1.000 kr. i raslebøssen i snit på søndag (3. sept.), giver det et sted mellem 5 og 6 millioner.

Vibeke Vinther siger, at der er flere byer, hvor man er 100 procent dækket ind med indsamlere, f.eks. Holte, Svendborg og Allerød, og at man i det hele taget har en rimelig god dækning i Storkøbenhavn.

Til gengæld kniber det mere i landdistrikterne. Tilbage står at se, hvordan vejret arter sig og hvor mange af de tilmeldte indsamlere, der rent faktisk møder op.

Temaet for indsamlingen er børn i krig. Det meste af overskuddet går til at:

– hjælpe tidligere børnesoldater
– hjælpe piger, der er blevet seksuelt misbrugt i forbindelse med krigshandlinger
– sørge for uddannelse til børn i krig

Millioner af børn verden over er berørt af krig og væbnede konflikter. 43 millioner børn går ikke i skole på grund af konflikter. 300.000 er direkte involverede som børnesoldater eller ”hustruer” og fødemaskiner for soldater.

Alene i det nordlige Uganda er 25.000 børn i de sidste 20 år blevet kidnappet af oprørshæren Lords Resistance Army til et liv som børnesoldater eller ”hustruer”.

– Jeg har selv lige været på besøg i området. Det var en rystende oplevelse. Jeg mødte børn, der har været kidnappet til et liv som soldater og andre børn, helt ned til 10-års-alderen, der dagligt er i fare for at blive kidnappet, voldtaget eller slået ihjel. Det er bl.a. de børn, pengene fra landsindsamlingen skal gå til, siger generalsekretær i Red Barnet, Mimi Jakobsen.

Siden 1994 har Red Barnet været med til at drive et center for tidligere børnesoldater og ”hustruer” i byen Gulu i det nordlige Uganda. Her får børnene medicinsk behandling, terapi, undervisning og hjælp til at blive genforenet med deres familier.

Red Barnet støtter også skoler i flygtningelejrene og organisationer, der bekæmper hiv/aids blandt børn i flygtningelejrene.

De øvrige midler fra landsindsamlingen vil gå til arbejdet med udsatte børn i Danmark, Grønland og resten af verden.

Man kan stadig nå at tilmelde sig som indsamler på tlf. 80 24 25 26.