De internationale nødhjælpsorganisationer har deres favoritlande. Til gengæld er næsten ingen af dem til stede i en stribe meget fattige lande.
Det viser en ny undersøgelse, udarbejdet af en hollandsk forsker ved Radboud universitetet i Nijmegen, skriver Politiken online søndag.
Forskeren Dirk-Jan Koch, der er ansat i det hollandske udenrigsministerium og udviklingsekspert, har samlet data om 61 nødhjælpsorganisationers tilstedeværelse rundt om i verden.
2/3 af dem er aktive i lande som Kenya, Sri Lanka, Guatemala og Uganda, der modtager op til 20 gange mere bistand pr. indbygger sammenlignet med mindre populære lande som Den Centralafrikanske Republik, Yemen, Elfenbenskysten, Somalia og Mali.
Ifølge Dirk-Jan Koch afgøres organisationernes landevalg ofte af forhold såsom tradition, landenes infrastruktur, religiøse og kolonimæssige bånd samt de praktiske muligheder for at få mest muligt ud af den hjælp, der ydes.
Generelt vil organisationerne helst være der, hvor de andre også er, og hvor de ved, at de kan komme igennem med deres projekter. Og det er ikke altid i de lande, der har mest brug for hjælpen. En undtagelse er ifølge Koch de norske nødhjælpsorganisationer.
Dirk-Jan Koch mener, at NGOerne i højere grad bør koordinere deres anstrengelser. – Mange venter faktisk bare på, at andre skal tage det første skridt, siger han.
