Af Christian Sørensen,
tovholder på U-landsnyt
Joyce Kituva køber majsmel på markedet til 120 kenyanske shilling for 2 kg – ca. 9 danske kroner. Mere end det dobbelte af, hvad hun betalte for et år siden. Hun køber også bønner, som nu koster 3 gange så meget som før.
Majsmel og bønner er hovedingredienser i den daglige mad, som millioner af kenyanere spiser, også Joyce Kituvas familie. Det hører med, at vegetabilsk olie og petroleum – igen 2 vigtige ingredienser i husholdningen – tillige er steget drastisk i pris.
De alvorlige politi-ske uroligheder efter præsident-valget i 2007 ramte især de majs-producerende områder i det centrale Kenya.
Joyce Kituva bor i Kitui i det østlige Kenya, hvor en del af høsten i år har slået fejl på grund af tørke. Hun har hørt om både oliekrise og fødevarekrise på verdensplan, men også at disse kriser skulle være overstået.
Det har dog ikke betydet lavere priser for hende. Madpriserne er blevet deroppe, petroleumsprisen er faldet, men ikke ned til det, den var før krisen.
HALVDELEN AF ALLE PENGE GÅR TIL MAD
Sådan er situationen også for husmødre i Uganda, Eritrea, Malawi og i mange andre afrikanske lande. I gennemsnit bruger en afrikansk familie mere end halvdelen af budgettet til mad, så det er blevet endnu sværere at få pengene til at slå til.
Den økonomiske tilbagegang, som er fulgt i kølvandet på finanskrisen, er begyndt at kunne mærkes af millioner af allerede fattige afrikanere og også de lidt bedre stillede som Joyce Kituva.
Råvarepriserne på f.eks.bomuld falder som svar på faldende efter-spørgsel, adgangen til privat international kredit bliver vanskeligere. “Remittances” – de penge, som afrikanere uden for Afrika sender hjem – bliver også påvirket.
Det anslås at “‘remittances” udgør omkring 90 milliarder kr. om året. Med øget arbejdsløshed i Europa og USA vil dette beløb givetvis gå ned. Det samme gælder den statslige udviklingsbistand (ODA).
Dertil kommer, at Afrika i voksende grad begynder at føle effekten af klimaforandringer med hyppigere tørke og flere oversvømmelser og det har alvorlige konsekvenser. Det synes som om, at enhver ny krise i verden blot forværrer kontinentets permanente fattigdomskrise.
HVIS, HVIS OG HVIS
Joyce Kituva kan måske se en ende på de høje priser på majs og bønner, hvis den politiske situation i Kenya stabiliseres og hvis der kommer bedre regn næste år. Og måske også hvis der kan skabes bedre vilkår for de småbønder, som producerer en så stor del af afgrøderne.
Det er i øvrigt dét, hun selv arbejder med i det Danida-støttede landbrugsprogram, hvor hun er ansat.
Men det undrer hende, at den madolie, hun køber, er så pokkers dyr, for den bliver importeret. Kenya er for mange år siden holdt op med selv at producere olie af jordnødder, majs, solsikker og kokosnødder. Tidligere havde Kenya sin egen produktion og forarbejdningsindustri af vegetabilsk olie. Kenyas margarine var berømt i hele Østafrika.
Men disse industrier var urentable. Det var dengang “import-substitution” blev kasseret som udviklingsstrategi. Industrien skulle udvikles i fri konkurrence, og man skulle købe varerne, hvor de blev produceret billigst og mest rentabelt.
Teorien om “komparativ fordel” kender Joyce Kituva godt, for hun er begyndt at læse økonomi som fjernstudium.
At meget af Malaysias palmeolie nu bliver brugt som bio-brændsel var ikke til at forudse, da oliemøllerne i Mombasa for 15-20 år siden holdt op med at udvinde kokosnøddeolie – og det i et land, som har mere end 7 millioner kokospalmer. En komparativ fordel, der nu tilsyneladende giver bagslag.
JOYCE HAR EN SHAMBA
Afrikas småbønder, og det gælder også dem, der kommer fra Kitui, hvor Joyce Kituva arbejder, har altid holdt fast i at producere mad til sig selv, hvis de kunne.
Joyce Kituva har selv en “shamba”, hvor hun dyrker majs, selv om det er en afgrøde, som ikke klarer sig godt i de halvtørre egen af Kenya. Hun har dertil nogle mangotræer og høns.
Ændret klima med udsigt til mere tørke vil gøre det vanskeligere at producere fødeafgrøder for folk som hende, men samtidig tvinger de ophobede kriser småbønderne til at fortsætte med at gøre det.
Det er et af de store dilemmaer Afrikas landbrug står overfor netop nu. Allerede før den nuværende serie af kriser startede, opfordrede Verdensbanken til øget investering i udviklingslandenes landbrug. “Mens 75 procent af verdens fattige bor i landdistrikterne i udviklingslandene, går kun sølle 4 pct af den statslige udviklingsbistand til landbrug”, lød det.
Danida har gennem årene haft en landbrugsfokus på langt over 4 procent. Og Danmark hører til de lande, der har været kendt for at give god landbrugsbistand.
Ikke desto mindre er Danida lige nu – midt i fødevare-, finans- og global recession – i færd med at afvikle flere af sine landbrugsprogrammer i Afrika, bl.a. dét, som Joyce Kituva arbejder for i Kenya.
Hun er dog så “heldig”, at den komponent hun er tilknyttet – landbrugs-business-udvikling – højst sandsynligt kan fortsætte som en del af et større business-sektorprogram, som Danida er ved at formulere.
Hun håber så bare, at småbønderne i Kitui, som hun arbejder med til daglig, ikke kommer til at drukne i dette nye program.
Samtidig tænker hun på, om hun måske skulle få fat i nogle solsikkefrø, så solsikker og købe en håndpresse, så hun kan fremstille sin egen madolie. Måske kunne hun forsøge at få nogle naboer med på ideen, så de kunne bruge pressen i fællesskab og deles om udgifterne.
OM ASPS I
Danidas sektorstøtte til landbruget i Kenya (ASPS I), som nu afvikles allerede efter sin første fase, har de økonomisk aktive småbønder som primær målgruppe. Hensigten er at give dem mulighed for at udvikle deres subsistenslandbrug til et jordbrug, der producere med henblik på salg og indtjening.
Programmet sigter på at støtte Kenyas regering i at gennemføre den nye nationale landbrugsstrategi. Dens mål er at stimulere væksten i sektoren gennem befordrende lovgivningsmæssige og institutionelle rammer for en øget landbrugsproduktion, samt at tilskynde private investeringer i landbrugssektoren.
Der ydes således støtte til udvikling af de overordnede institutionelle rammer, styrkelse af ministeriernes kapacitet til en koordineret planlægning af landbrugsudviklingen i distrikterne, udbygning af infrastruktur direkte relateret til landbrugsudviklingen f.eks. biveje, opbygning af landboorganisationer, øget adgang til kreditter og en generel markedsorientering af sektoren.
ASPS I gennemføres i 7 af Kenyas halvtørre distrikter i kystprovinsen og den østlige provins.
Programmet bygger på de erfaringer, Danida har indhøstet efter mere end 20 års engagement i landbrugssektoren i Kenya. En væsentlig erfaring er, at landbrugsudvikling afhænger af et tæt samspil mellem den offentlige og private sektor.
Kilde: Bevillingsoplægget til ASPS1, som blev behandlet og bevilget af U-landsstyrelsen den 13. Maj 2005 – i alt 198 millioner kr. for perioden 2005-2010.
VÆR OPMÆRKSOM PÅ, at denne artikel kan findes under “Dansk bistand”, når den ikke længere optræder på forsiden af u-landsnyt.
