Ungemiljøet i Randers udgiver musik til fordel for unge musikere i Uganda. Målet er at indsamle midler nok til et åbent indspilningsstudie i Uganda.
Den 25. november i år var det præcis 25 år siden, at cremen af den engelske pop gik i studiet for at indspille sangen “Do the know it’s Christmas”. Nummeret har over tiden indsamlet adskillige millioner pund til hungersramte i Etiopien.
Inspireret af historien vil unge i Randers indspille musik til fordel for Uganda. Formålet er langt fra så alvorligt som for 25 år siden, men det handler stadig om at gøre en indsats for en bedre verden.
Hos Ungemiljøet i Randers arbejder de unge til dagligt med musik og multimedie.
Nu vil de gøre det til fordel for Uganda.
I Randers kan unge, der vil beskæftige sig med musik, komme direkte ind fra gaden til Ungemiljøet og Kaosambassaden for at indspille musik.
I Uganda må unge, der spiller eller drømmer om at spille musik, som oftest droppe drømmen. Der er ingen tilsvarende muligheder. De unge ugandere, der spiller musik, har oftest ikke mulighed for at drive det til noget, da det er et langt større formål at tjene til føden.
Leder efter økonomisk støtte
Disse forhold vil de unge fra Randers gerne gøre noget ved. Det er derfor målet, at indspille nogle Afrika-numre, som kan skaffe penge til et åbent indspilningsstudie i Uganda. De unge fra Kaosambassaden skal selv finde sponsorer eller fondsmidler til projektet.
– Det er ideen, at musikken kan downloades gratis, men for hvert download gives der så et beløb til at opbygge et studie i Uganda, fortæller Tommy Lui, der er musikmedarbejder på Kaosambassaden.
Han drømmer også om at få musiknumrene samlet på en cd, der kan købes i de randrusianske butikker.
Imens de unge fra Kaosambassaden selv står for at skaffe økonomiske midler, skrive og indspille musikken, hjælper det kommunale initiativ Randers Millennium med kontakterne i Uganda.
Musikvideo
Randers Millennium fik i sommer sin helt egen sang, da Miss Africa Danmark 2009 – alias Selam Mahdi – optrådte med sangen “Fem Flade” foran et veloplagt publikum på byens rådhustorv.
Sangen symboliserer, at der skal så lidt til for at gøre verden bedre. Fem Flade indgår også i Kaosambassadens projekt. Den 30. november indspiller Kaosambassaden således en musikvideo til sangen, der også går under betegnelsen Millennium-nummeret.
Yderligere oplysninger kan fås hos:
Kenneth Lemvig Sørensen
Journalist / Informationsmedarbejder
Erhverv og Udvikling, Randers Kommune
Laksetorvet, 8900 Randers
Tel.: 8915 1150 (direkte), mobil: 4012 5708
E-mail: [email protected] /
[email protected] (privat e-mail)