I seneste udgave af Danidas månedsavis udvikling, som er på gaden tirsdag, kigger journalist og debattør Knud Vilby tilbage på bistandsåret 2006. Vi bringer her artiklen i sin fulde længde.
Af Knud Vilby
Der blev ikke brændt flag eller ambassader af, da den sidste luft sivede ud af Doha-runden i de globale handelsforhandlinger i WTO. Alligevel vil det sammenbrud i et historisk perspektiv virke langt mere forargeligt end Jyllands-Postens Muhammed-tegninger.
Måske vil kun de helt utilstrækkelige beslutninger i kampen mod klimaændringer historisk give et endnu klarere billede af den impotens, der i 2006 præger det internationale samfund på andre områder end det rent militære.
Den mislykkede kamp mod terror, og Vestens ulykkelige og til dels misforståede involvering i anti-terrorkrige, der i Irak og Afghanistan er blevet til borgerkrige, har medført, at Vesten er under anklage.
Det gælder i særdeleshed USA, men i stigende grad resten af den vestlige verden. Samtidig vidner krigene om, hvor megen handlekraft der kan mobiliseres og finansieres, når præsidenter og regeringer virkelig har vilje til det.
Den vilje var og er der ikke, når det gælder kampen for at skabe mere fredelig og bæredygtig økonomisk udvikling, som også omfatter de fattige.
Her viste 2006, at Vesten fortsat har paraderne oppe i et helt kortsigtet perspektiv. Indsatser mod klimaforandringer må fortsat ikke berøre “the American” eller “European way of life”.
Og uanset alle prædiker om de liberale markedskræfters velsignelse, må disse markedskræfter ikke bruges til at styre et frit landbrug i den rigeste af alle verdener. Der skal støtte og dermed protektionisme til.
Den vestlige verden beskytter sig ikke blot mod terror. Den beskytter sig også mod fattige bønder i fattige lande. Det er de samme bønder, der i den kommende tid vil opleve mere tørke og misvækst på grund af klimaforandringerne.
Det er der grund til at være forarget over, også selv om det ikke fører til ambassadeafbrændinger.
Man skal passe på med at se en tæt sammenhæng mellem alle internationale udviklingstræk. Der er stor forskel på at bruge hundredvis af milliarder af dollars og euro på beskyttelse mod terror og på at bruge en milliard dollars om dagen i beskyttelsen mod konkurrence fra fattige bønder.
Men når man samtidig ikke gør noget reelt for at beskytte kloden og fremtiden mod klimaændringer, tegner der sig dog et samlet billede af en verden med besynderlige og forargelige prioriteringer.
Intet under at den vestlige verdens brand ikke er i høj international kurs.
2006 bød på andre, mere positive udviklingstræk. Selv om bevillingerne til krig stadig prioriteres langt højere end bevillinger til civil udvikling, var der uigenkaldelige beviser på, at midler til internationale udviklingsindsatser igen er markant stigende efter mange års fald.
De kommer både fra de vestlige lande (med EU som en vis drivkraft) og fra Kina, og der er sågar fattige lande, der nu oplever, at de på visse områder kan vælge mellem investeringsvillige donorer.
Her i Vesten er det spændende at se, om fremgangen holder, når de store (næsten gratis) gældslettelsesinitiativer er ovre, og der for alvor skal penge op af lommerne og statskasserne.
I september rapporterede Verdensbanken, at de unge udgør en større del af befolkningen i udviklingslandene end nogensinde før. Det var ikke en oplysning, der fik den store opmærksomhed, men det vil i høj grad være med til at bestemme fremtiden.
Afrika er kontinentet med den hurtigste befolkningstilvækst og fertilitet. I mange lande er tæt ved halvdelen af befolkningerne under 16 år. Fertiliteten er høj, og trods aids bliver Afrika i løbet af nogle årtier det kontinent i verden, som rummer de fleste helt unge arbejdssøgende.
Trods bedre økonomiske konjunkturer for Afrika ser det med de nuværende udviklingstræk ud til, at hundreder af millioner vil blive arbejdsløse.
De sociale og politiske og religiøse spændinger vil vokse, og presset mod Europa blive langt større end i dag, hvis det ikke lykkes at ændre den udvikling.
Det klares hverken med danske Business-to-Business-programmer eller kinesiske olieinvesteringer. Det kræver helt andre brede internationale indsatser med fokus på beskæftigelse og kønspolitiske indsatser omkring kvinders rettigheder og seksuel og reproduktiv sundhed.
Danmark er en lille spiller i forhold til de internationale udfordringer, men så meget mere grund kunne der være til, at vi koncentrerer os om det, vi har lidt forstand på.
Det kunne være klima. Det kunne være landbrug, og det kunne være langt bredere civilsamfundsbaserede beskæftigelsesindsatser på tværs af de forskellige programsektorer. Det kunne være en kombination.
I 2006 blev det besluttet, at Danmark skal have en ny Afrika-strategi, mindre end 3 år efter, at den sidste blev vedtaget. I den stod der ikke meget om beskæftigelse. I diskussionsoplægget til den nye er beskæftigelse et af de helt centrale områder.
Kan Danmark være med til at skabe en positiv udvikling på det område, vil det i et historisk perspektiv blive set som en langt mere konfliktafværgende indsats end nok så mange krigsførende militære anti-terrorenheder.
I 2006 blev det endnu en gang understreget, at der konkret kan være behov for et civilt og militært samarbejde i udviklingsindsatser, forstået på den måde, at der er civile indsatser, der ikke lader sig gøre, hvis krigen får lov til at rase.
Det gælder i Irak og Afghanistan, hvor Danmark har medansvar, og det gælder i Sudan, hvor myrderierne i Darfur fortsætter.
Men samtidig tegnede prognoserne i 2006 et mindst lige så klart billede af, at der er krige og konflikter, der slet ikke kan undgås, med mindre det vi kalder det internationale samfund er parat til at sikre en social og økonomisk udvikling, som giver mennesker livsmuligheder.
Manglende handling i forhold til den viden er ikke blot forargelig, den er nærmest forbryderisk.
Der kom flere penge til udvikling internationalt i 2006. I Danmark kom meddelelsen om, at der i 2007 vil være markant flere danske udviklingsmidler. Kurven er vendt. Nu går det fremad og opad, og det giver nye muligheder.
Interessant nok – og lidt paradoksalt – kommer denne udvikling samtidig med, at man blandt andet på grund af Paris-deklarationen (en international aftale, der skal skabe større effektivisering i bistanden og som forpligter donorlandene til at harmonisere og koordinere bedre, red.) skærer de traditionelle programmer mere og mere til. De skal være færre og større.
Tendensen går mod kun 3 sektorprogrammer pr. land, hvor det i flere år er gået den anden vej. Ambassaderne klynker over manglende kapacitet, så også af den grund skal bistand være enkel og standardiseret.
Men tages der ikke nye initiativer, betyder det, at mange sektorprogrammer skal være langt større, end de er tænkt, og det vil næppe være fornuftigt. Derfor skal der tænkes nye udviklingspolitiske tanker.
Måske skal Danida til at tænke bredere end i budget- eller sektorstøtte til et antal programsamarbejdslande. Måske er det ikke nok at satse så snævert på bistand fra stat til stat. Måske skal civilsamfundene og rigtige mennesker inddrages langt mere direkte.
Og måske bliver der plads til en mere åben diskussion.
2006-meddelelserne om, at det kommende beskæftigelsesproblem bliver gigantisk, og om at klimaforandringer allerede skaber død og fattigdom, sender stærke signaler.
Der bliver behov for vældige indsatser for både at sikre højere produktivitet og beskæftigelse i landbrug, som på grund af klimaforandringer vil få endnu større problemer med tørke.
Der bliver i det hele taget brug for gigantiske indsatser på at forberede klimaramte u-lande bedst muligt på de forandringer, der er i gang. Det vil kræve store bilaterale indsatser, og det vil kræve en ny satsning på det multilaterale system.
Og mere end nogensinde vil der være sandhed i de gamle klicheer om, at en første forudsætning er direkte involvering af de mennesker, der både er den positive udviklings drivkraft og fejludviklingens ofre.
Det vil kræve noget meget stort, men det vil også kræve mange af de små initiativer, der sommetider tilsammen kan gøre en forskel.
En lille 2006-nyskabelse var yoghurt fra Thise Mejeri med økologisk frugt fra Uganda. Den blev præsenteret på en konference på Geografisk Institut i København om mulighederne for udvikling af arbejdsintensive økologiske landbrug i Afrika.
Småt i forhold til de store udfordringer, men lige så konkret som 2006-julens nye gavehit: Høns eller geder til kvinder i Malawi.
Trods alt er det da godt, at der er mere appel i den slags gaveønsker end i at give maskingeværer til bekæmpelse af terrorister i Irak.
Men bedst var det naturligvis, hvis bønderne fik bedre produktionsforhold og salgsvilkår.
Læs mere på www.udvikling.dk
