En særlig “Celebrate Africa”-fest, som blev afviklet i det nordlige København ultimo november, uddelte såkaldte Best African Achievement Awards, hvor herboende afrikanere blev fremhævet for indsatser på hver på deres felt.
Vinderne af prisuddelingen 2008 blev:
– Kuku Agami: Bedste afrikanske musiker i Danmark 2008
– Aleni Agami: Årets afrikanske mand i Danmark 2008
– Karen Makupa: Årets afrikanske kvinde i Danmark 2008
– Jacob Crawfurd: Årets afrikanske ambassadør i Danmark 2008
– Prince Nana: Årets bedste afrikanske fodboldspiller i Danmark 2008
– Arrangørerne af Miss Africa: Bedste afrikanske initiativ i Danmark 2008
– Mogogo: Årets bedste afrikanske restaurant i Danmark 2008
– Salon Skaley: Bedste afrikanske forretning i Danmark 2008
Alle vindere af Celebrate Africas prisuddeling er integrerede i det danske samfund, hvilket har muliggjort deres succes indenfor henholdsvis foldbold, musikbranchen, restaurationsbranchen og forretningsverdenen, hedder det i en rundsendelse.
Dette gør vinderne til positive rollemodeller og giver håb for andre afrikanere i Danmark om, at de gennem hårdt arbejde og integration kan nå deres mål.
Ved at uddele disse priser motiverer Celebrate Africa afrikanere i Danmark til at tage ansvar for deres egen succes.
Udover den årlige prisuddeling promoverer Celebrate Africa afrikanske produkter i Danmark. Dette gøres ud fra en forestilling, som bygger på udsagnet “trade is better than aid”, om at skabe jobs og eksportmuligheder i Afrika, som en grundsten i forhold til at skabe en bedre økonomi.
Celebrate Africas næste årlige prisuddeling løber af stablen i oktober 2009.
Projektet er oprettet af Abraham Walyejjemu, cand. merc. Applied Economics and Finance, ansat som økonom hos FN, født og opvokset i Uganda, bosat i Danmark siden 1997, og Syriaque Jared Ta Thomsen læser, cand.merc. Development Studies, født og opvokset i Elfenbenskysten, bosat i Danmark siden 1995.
Hensigten er at promovere de mange positive aspekter, det afrikanske kontinent og dets folk har, uden dog at negligere de problemer kontinentet står overfor.
“Da vi begge er fra Afrika og bosat i Danmark vil vi med Celebrate Africa eksponere afrikansk kultur til det danske publikum, bl.a. ved at anerkende de afrikanere og danskere som har gjort noget ekseptionelt for at promovere Afrika gennem deres arbejde”, anføres det.
Man kan læse mere på www.celebrateafrica.dk