Af Peter Bischoff
medarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke
artikel i Magasinet Indflydelse nr. 1/2007
Miriam iførte sig forsigtigt sin pandehjelm og bodyglove, tog en dyb indånding, og i næste øjeblik var hun i en landsby langt nede i Uganda, hvor hun knugede Evelynes små hænder.
Hun lod sig suge ind i Evelynes sind og kunne føle hendes sult og smerte over dagens nederlag i skolen. Miriam begyndte at trøste hende. Utroligt hvad man kunne med virtual reality og meget mere realistisk end den fornemmelse af computerspil, der stadig var over Second Life.
Hastighed og båndbredde var ikke længere et problem – det havde opfindelsen af nanohavet løst. Klodens metropoler var nu gigantiske hotspots, hvor cyberspace flød frit overalt. Men den virtuelle opkobling kunne give problemer, og der var dage, hvor Miriam ikke kunne få kontakt med Evelyn på de aftalte tidspunkter.
Selv om den digitale revolution var nået ud i alle afkroge, havde udviklingen ikke ændret meget ved de gamle skævheder. Der var stadig massiv fattigdom, men folk levede nu så adskilt, at man ikke behøvede at have ret meget med de ekskluderede at gøre. Og det havde også ændret hjælpeorganisationernes metoder.
Et øjeblik slap Miriam sin mentale kontakt med Evelyne og lod tankerne glide tilbage til julen 2006 – dengang regeringen havde kastet organisationerne ud i et kapløb om befolkningens gunst.
Hun smilede ved sig selv over, hvor langt det allerede var væk. Dengang man kunne have anpart i et hus i Afrika, være fadder til et barn eller betale til demokratiundervisning i Uganda.
Den jul, da 2 organisationer hver tilbød 20 forskellige julegaver fra fodbolde over hønseflokke til symaskiner – og med geden som det største hit. Der var også en excentrisk dansk kunstner, der gav husdyr, hvis folk tog hans efternavn Hornsleth.
Det var længe siden, og de facere, der dengang stoppede tilfældige på gaden ansigt til ansigt, var for længst blevet afløst af tracere, der opsporede de mest oplagte givere – ligesom phonerne var blevet afløst af roamere, der næsten hackede sig ind i folks konti og tilbød dem færdige hjælpekontrakter.
Det var en af dem, der havde overtalt Miriam til at blive virtual mother – en af tidens nye hjælpeprodukter med stor ægthedsværdi. Og hun måtte indrømme, at hun var ved at blive lidt afhængig af sine mentale rejser til de ekskluderede i syd. Hun havde brug det ekstra pift i hverdagen, som lydene, lugten og deres autentiske følelser fremkaldte.
Organisationerne var for længst blevet tvunget til at investere i den nye udvikling. Højt betalte eksperter havde kronede dage med at holde det virtuelle cirkus i gang, og hvad der tidligere blev brugt på administration var småting sammenlignet med, hvor lidt der nu blev tilovers til det virkelige udviklingsarbejde bag den kæmpemæssige kulisse til ære for giverne.
I Uganda langt mod syd rettede Evelyne på sin virtuelle dragt, som gnavede og lavede mærker, fordi hun havde den på så tit. Hun havde svært ved at nå det hele og havde mest lyst til at smadre dragten, men hun var nødt til at stå til rådighed – ellers fik landsbyen ikke hjælp til at overleve.
I en landsby lidt derfra strøg udlandsdanskeren Kristian von Hornsleth sig gennem sine lange grå lokker og skuede ud over landskabet. Der var sket meget siden hans udstilling i 2006: ”We can help you, but we want to own you”.
Den ene Hornsleth-landsby efter den anden lå nu side om side så langt øjet rakte. Og selve projektet var blevet til meget mere end navne og husdyr. Det kunne Evelyne Hornsleth tale med om.
Kilde: www.ms.dk