Den danske provokunster, Kristian von Hornsleth, der tilbyder fattige ugandesere grise og geder mod at de antager hans efternavn, bliver i en kommentar i Politiken Søndag bedt om at pakke sine grise og geder sammen, mens den danske ambassadør, Stig Barlyng, roses i høje toner.
Det er danskeren Ejnar Søndergaard, der er udsendt som organisationskonsulent til byen Mbale i landets østlige del, som fremhæver den 61-årige danske diplomats indsats. Han kalder den “utraditionel og konstruktiv” i modsætning til Hornsleths meritter og holdning, der betegnes som “selvcentreret og nedladende”.
Ejnar Søndergaard roser især den danske ambassadør for hans uforfærdede indsats mod den omsiggribende korruption i det østafrikanske land, der er programsamarbejdspartner for Danida og et af Danmarks største modtagerlande i udviklingsbistanden.
Søndergaard skriver bl.a.:
“Netop korruptionen indenfor folkeskolen var temaet for årets anti-korruptionsuge, og det var her ambassadøren kom med sit klare budskab. Først gik han som eneste ambassadør med i spidsen for en march med hundredvis af skolebørn, universitetsstuderende og ret få andre gennem hovedstaden Kampala. Mens der blev gjort holdt foran parlamentet, fulgte han (siden) med repræsentanter for eleverne og arrangørerne… ind i parlamentet for at aflevere underskrifter til parlamentets formand”.
“Han holdt også en tale, hvor han skar ud i pap, at donorerne ikke længere ville nøjes med at se rapporter om og afsløringer af korruption, men ville se de ansvarlige personer straffet”, skriver Søndergaard.
Stig Barlyng, der før han kom til udenrigstjenesten for 31 år siden var journalist på Politiken, har tidligere vist en markant holdning. Han var således meget aktiv i protesten mod at præsident Musevenis modstander ved seneste præsidentvalg skulle retsforfølges af en lukket militærdomstol for påståede forseelser/forbrydelser.
Læs også telegrammet “Dansk ambassadør smidt ud af retssal i Uganda”, dato 27.11.05 i rubrikken Nyt fra Den 3. Verden. Gå ind i rubrikken Arkiv og tast ordene Stig Barlyng i i søgefunktionen for oven, så kommer dette og andre telegrammer frem.
Læs også www.politiken.dk