Af Anne Mette Nordfalk
informationsmedarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke
Mellemfolkeligt Samvirkes partner i Uganda, Recreation for Development and Peace (RDP), skal være værter for DGIs elitegymnaster fra den 23 til 31. marts.
Elitegymnasterne skal lave flere opvisninger rundt om i Uganda. Et af programmets hovedpunkter er en opvisning flygtningelejren i Otwal d. 25. marts. Lejren er en af det nordlige Ugandas mange lejre for hjemstavnsfordrevne.
Tanken er, at de 28 danske gymnaster via kulturmødet med de lokale, workshops og opvisning skal give håb og inspiration til lejrens børn og unge, i en hverdag, som ikke rummer de store fremtidsperspektiver.
RDP arbejder til hverdag med at bruge sport, traditionel dans og drama til at bygge bro over etniske forskelligheder, interne konflikter og daglige problemer med det formål at bidrage til en fredeligere sameksistens mellem de mange stammer og befolkningsgrupper i Uganda.
Uganda har 1,6 mio. hjemstavnsfordrevne i den nordlige del af landet – på flugt fra oprørslederen Joseph Kony og hans bevægelse Lords Resistance Army (LRA).
LRA har gennem mange år bortført børn, tvunget drenge ind som børnesoldater, taget piger som sexslaver, voldtaget mødre og slagtet fædre. Derfor har mange landsbyboere set sig nødsaget til at forlade deres hjem til fordel for et liv i de trøstesløse flygtningelejre.
Yderligere information om programmet hos journalist Vibeke Rask Grøn, kommunikationsrådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke og RDP Tlf: 00256 782 145 509. E-mail: [email protected]