WWF Verdensnaturfonden og Kelloggs-koncernen har indgået et samarbejde om at plante træer omkring Virunga nationalparken, som ligger i den østligste del af DR Congo op til grænsen mod Uganda.
Hver gang man køber en pakke cornflakes, vil der blive plantet et nyt træ ved Virunga. Målet med kampagnen er at plante mindst 2,5 millioner træer, skriver WWF Verdensnaturfondens danske afdeling i sit seneste elektroniske nyhedsbrev.
WWF har i flere år arbejdet med at etablere en stødpudezone af træer, som skal beskytte nationalparken på Ruwenzori-bjergenes vestside og dens sjældne bjerggorillaer mod rovdrift.
Gennem kampagnen, der starter til foråret, vil Kelloggs donere 30 øre pr pakke cornflakes, som sælges. Pengene skal anvendes til at købe kimplanter og stiklinger til en pris af ca. 30 øre pr. styk hos lokale planteskoler
Hvornår skal træerne plantes?
For at sikre at flest mulige planter overlever, plantes de unge træer først og fremmest i regntiden, som strækker sig fra november til februar.
Det er vigtigt, at landsbyerne, som driver de lokale planteskoler og har ansvar for udplantningen. kan nå at følge med. WWF forventer, at de træer, som Kelloggs-kampagnen bidrager med, vil blive plantet over 2 sæsoner, dvs. i 2010 og 2011.
Træer for mennesker og natur
Træerne i Virunga nationalpark er afgørende for bjerggorillaernes overlevelse. Projektets mål er at kunne forsyne lokalbefolkningen med trækul på en bæredygtig måde gennem etablering af en “høstzone” af træer rundt om selve parken.
På den måde kan man mindske ødelæggende indtrængen i det beskyttede område. Træplantningen har også den fordel, at den er med til at binde drivhusgasser og dermed mindske den globale opvarmning.
Millioner af træer
WWFs træplantningsprojekt i Virunga begyndte i 1987 og er fortsat på trods af militære konflikter i området. Der er i alt plantet 10 millioner træer. Men der er stadig behov for en indsats for at bevare bjerggorillaens levesteder og sikre en bæredygtig energiforsyning for den fattige lokalbefolkning.
WWFs mål
WWFs mål er at plante 4.500 hektar ny skov, som skal være med til at opfylde Gomas energibehov. Hvis hele befolkningens energibehov skal dækkes, er der brug for 20.000 hektar skov. Derudover er der behov for stødpudezoner af skov ved de særligt udsatte dele af nationalparken.
Hjælper lokalbefolkningen
WWF hjælper også lokalbefolkningen med at danne lokale foreninger for skovbeskyttelse. På den måde kan de lokale selv tage ansvar og forvalte træplantning, salg og markedsføring af træprodukter inklusiv trækul. WWF forsøger desuden at øge interessen for energibesparende teknologi.
Planteskoler
Planteskolerne er selve arbejdets fundament. I dag er der 32 planteskoler, som er finansieret af WWF. Derudover er der 114 planteskoler, som drives af lokalbefolkningen, og 7 i privat regi.
Yderligere oplysninger hos Maj Manczak i Verdensnaturfonden, som arbejder med skovprojekter i Afrika, tlf. 35 24 78 46