Generalsekretærerne for en stribe danske u-landsorganisationer har overfor politikerne på Christiansborg slået syv kors for sig og klart tilkendegivet, at de ønsker – og fremover selv vil praktisere – fuld åbenhed overfor offentligheden om sager med svindel og bedragerier.
Det har det knebet gevaldigt med; hvis sagerne overhovedet er kommet frem, er det sket fodslæbende og med hele og halve års forsinkelse.
Tilsagnet fremkommer i et åbent brev til Folketingets udenrigs- og finansudvalg, der er affødt af omtale i “Nyhedsavisen” og på TV 2 af 244 sager om svindel, bedrageri og andre regnskabsmæssige uregelmæssigheder, som Danida har udleveret til disse medier efter at de begærede aktindsigt. Flere af sagerne involverer danske NGOer.
“Vi er forpligtet til at fortælle den danske befolkning, at afskaffelse af fattigdom ikke er en simpel og let opgave, og at det kun er muligt, hvis vi er tålmodige, risikovillige og parate til at betale det, det koster. Derfor er vi også forpligtede til at gå offentligt ud med de tilfælde, hvor vi opdager, at der svindles med midler, som vi administrerer”, hedder det i det åbne brev. Og videre:
“… det er vigtigt, at der er fuld åbenhed om problemets omfang, og om de danske og udenlandske initiativer som tages for at bekæmpe svindlen. Kun ved at konfrontere problemet åbent og direkte, kan vi imødegå svindlen – og fastholde legitimitet og folkelig opbakning omkring udviklingsbistanden”.
Af teksten i brevet fremgår det mellem linjerne, at organisationerne er bange for at blive kollektivt straffet fra politisk hold i form af manglende statsstøtte for svindel og bedragerisager. Kilder i NGO-miljøet anfører overfor u-landsnyt.dk, at løftet om åbenhed bl.a. skal ses i dette lys.
Det åbne brev har været omgivet af en del mystik, idet det tilsyneladende ikke er udsendt som pressemeddelelse til medierne. Blandt de mange underskrivende organisationer, er det kun 2 – IBIS og ADRA Danmark -, som omtaler det på deres website udover samarbejdsorganet NGO-forum, der står som formel afsender.
NGO-forums åbne brev til Udenrigsudvalget og Finansudvalget pr. 8. september 2008 bringes her som DOKUMENT:
——
Flere medier har i den seneste tid bragt historier om ”massiv svindel” med danske bistandsmidler. Det har været med til at rejse en debat, dels om hvorvidt der gøres nok for at forhindre svindlen, dels om der er åbenhed nok om dette problem.
Nedenstående organisationer fra NGO-forum vil hermed slå fast, at vi finder det helt uacceptabelt, at midler, der er tiltænkt fattigdomsbekæmpelse, forsvinder i de forkerte lommer.
Samtidig er det vigtigt, at der er fuld åbenhed om problemets omfang, og om de danske og udenlandske initiativer som tages for at bekæmpe svindlen. Kun ved at konfrontere problemet åbent og direkte, kan vi imødegå svindlen – og fastholde legitimitet og folkelig opbakning omkring udviklingsbistanden.
I forbindelse med den konkrete medieomtale er der grund til at notere sig, at problemet trods alt har et beskedent omfang og er opgjort til under en halv procent af de samlede midler, der gives i u-landsbistand, selv om der givetvis er flere tilfælde af svindel, der ikke er afdækket.
De danske NGOer gør en stor indsats for at forhindre misbrug, men alligevel vil det aldrig være muligt helt at undgå det.
Vi må se i øjnene, at hvis vi ønsker, at vore samarbejdspartnere (statslige såvel som private) skal have reelt ejerskab til den udviklingsproces, som vi ønsker at støtte, så må vi vise tillid til dem.
Sideløbende hermed skal vi selvfølgelig støtte vore samarbejdspartnere i at føre kontrol med midlerne og sikre åbenhed i forvaltningen af midler, ligesom vi skal støtte korruptionsbekæmpelse.
Når vi støtter udviklingen af lande, hvor samfundsstrukturerne nærmest er brudt sammen, og hvor der hverken er fælles værdier, strukturer eller systemer til at sikre en ordentlig forvaltning, så løber vi uundgåeligt en risiko for, at nogle af midlerne bruges forkert – eller at der sker direkte misbrug.
Danmark blev sidste år kritiseret af OECD for ikke at være risikovillig nok. Vi tør ikke vise tillid, og vi tør ikke bevæge os ind i områder, der er for vanskelige, lød kritikken, og det gør dansk bistand dårligere, mener man i OECD.
Vores indsats for at hjælpe ude blandt verdens fattigste og mest ikke tør støtte i netop de lande og områder, hvor der er allermest brug for vores bistand. Svaret på den aktuelle sag er derfor ikke at blive endnu mere forsigtige og defensive.
Politikere og folkelige organisationer har et fælles ansvar for at sikre åbenhed om den vanskelige opgave det er at udvikle demokratiske samfund og afhjælpe fattigdom.
Men det er også et fælles ansvar at skabe forståelse i offentligheden for, at det af og til ikke går sådan, som vi helst vil, og der ude i verdens fattigste lande også kan være risici for svindel eller, at udviklingen går tilbage.
Vi er forpligtet til at fortælle den danske befolkning, at afskaffelse af fattigdom ikke er en simpel og let opgave, og at det kun er muligt, hvis vi er tålmodige, risikovillige og parate til at betale det, det koster.
Derfor er vi også forpligtede til at gå offentligt ud med de tilfælde, hvor vi opdager, at der svindles med midler, som vi administrerer.
Vi støtter kravet om, at der skal ske en effektiv kontrol af brugen af de danske bistandsmidler, og at der skal slås hårdt ned på svindlen. Men vi mener, det er vigtigt, at svindelsager bliver behandlet og vurderet individuelt.
Organisationer, hvis ledelse bevidst organiserer svindel, bør naturligvis udelukkes fra fremtidig bistand. Men organisationer, som f.eks. bestjæles af en enkelt medarbejder, bør ikke straffes, hvis ledelsen reagerer ansvarligt og målrettet for at opklare sagen og forhindre gentagelse.
På NGO-forums vegne
Henrik Stubkjær, Folkekirkens Nødhjælp
Følgende medlemmer af det stående udvalg i NGO-forum står bag denne henvendelse:
ADRA Danmark, Art of Living, CARE Danmark, Caritas, Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, Danske Handicaporganisationer, Dansk Ungdoms Fællesråd (paraplyorgan for børne- og ungdomsorganisationer i Danmark, red.), Fair Trade Danmark, Folkekirkens Nødhjælp, Ghana Venskabsgrupperne, IBIS, Mellemfolkeligt Samvirke, Mission Øst, Plan Danmark, Projektrådgivningen (samarbejdsorgan for 224 små og mellemstore organisationer og foreninger, red.), Red Barnet, Sex og Samfund og WWF Verdensnaturfonden.
(dokument, slut)
NGO-forum holder i øvrigt årsmøde tirsdag (16.09.08). Forummet har p.t. 22 organisationer og foreninger som medlemmer og har ifølge eget udsagn “fået stigende betydning som mødested og koordinationsorgan for NGOerne” – de ikke-statslige (folkelige) organisationer og grupper.
U-landsnyts mange artikler om svindel- og bedragerisagerne findes under menupunktet “Dansk bistand”