Ugens kommentar: Genteknologien – nye udfordringer for udviklingshjælpen

Redaktionen

Af
Kim Carstensen, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden i Danmark, og Christian Friis Bach, lektor på KVL og tidl. formand for Mellemfolkeligt Samvirke

Kampen er hård og fronterne skarpe.

Nogle argumenterer for, at brugen af genmodificerede afgrøder er en absolut nødvendighed, hvis vi skal løse Afrikas sult- og ernæringsproblemer, hvor kombinationen af et ineffektivt landbrug og en hurtigt voksende befolkning ellers vil lede til endnu større nød og fattigdom, end vi kender i dag.

Andre fremhæver, at miljø- og sundhedskonsekvenserne af de genmodificerede afgrøder er så uafklarede, at det vil være det rene hasardspil at begynde at introducere dem i u-landene.

Ja eller nej til genmodificerede afgrøder?

Vi har i det seneste år deltaget i en arbejdsgruppe under Teknologirådet, som har diskuteret genteknologi og fødevareforsyning i udviklingslandene. Vi har “afhørt” en stribe forskere og eksperter. Vi har diskuteret og læst analyser og
artikler. Resultatet, som netop er offentliggjort, er en rapport om
udfordringer for udviklingshjælpen.

2 ting har overrasket os:

For det første blev det hurtigt klart, at de genmodificerede afgrøder faktisk har et ret begrænset potentiale for u-landene på kort sigt. I
øjeblikket dyrkes der primært afgrøder, som er resistente over for pesticider, og afgrøder, som er resistente over for insektangreb. Det er dem, vi også kender fra debatten herhjemme om genmodificeret soja og majs.

De afgrøder, der kunne gøre en virkelig forskel for fødevareforsyningen i u-landene, er stadig på forskningsstadiet, og det vil vare mange år, før de eventuelt bliver tilgængelige for landbruget.

Det drejer sig om afgrøder, der er virus-resistente, har et forbedret
ernæringsindhold (f.eks. øget indhold af a-vitamin), eller er mere
tolerante over for tørke, salt eller andre vanskelige miljøbetingelser.

For det andet blev det klart, at genmodificerede afgrøder gennemgår en omfattende godkendelsesprocedure, før de eventuelt sættes ud på markerne. Det er givet, at alle de mulige miljø- og sundhedskonsekvenser ikke er undersøgt til bunds, men der er altså heller ikke tale om, at afgrøder bare slippes løs, uden at man har et ret indgående kendskab til deres egenskaber.

Det blev hurtigt meningsløst for arbejdsgruppen bare at diskutere et ja eller nej til genmodificerede afgrøder.

Et markant ja ville være forkert i lyset af det begrænsede potentiale i teknologien og de dele af miljø- og sundhedskonsekvenserne, der stadig er uafklarede. Mens et markant nej ville være lige så forkert i lyset af, at den første generation af afgrøder allerede findes på markerne, også i en række u-lande.

Der er ikke nogen kæmpe revolution på vej på kort sigt, men udviklingen er i gang, og alle u-lande vil før eller siden blive nødt til at tage stilling til sagen.

Genmodificerede afgrøder, især Bt-bomuld, som er resistent over for insektangreb, dyrkes i øjeblikket i ulande som Kina, Indien og
Sydafrika.

I hvert fald nogle steder ser erfaringerne ud til at være gode i form af et mindsket forbrug af pesticider, færre forgiftningstilfælde og øget indtjening. Nogle steder er der diskussion om effekterne, men i alle tilfælde ser det ud til, at arealet med genmodificeret bomuld vil vokse i de kommende år.

I Kina er det allerede sådan i dag, at størstedelen af de genmodificerede bomulds-sorter er udviklet af kineserne selv. Der dyrkes 22 kinesisk-udviklede, genmodificerede bomuldssorter i Kina og 5 amerikanske.

Før eller siden vil nogle af disse sorter – eller andre genmodificerede afgrøder – også være relevante for fattige afrikanske lande, heriblandt de danske programsamarbejdslande.

Hvorfor skulle man f.eks. ikke have en interesse i at dyrke Bt-bomuld i Burkina Faso eller Benin, som begge er stærkt afhængige af bomuldseksporten, hvor produktiviteten godt kunne
tåle et skub opad, og pesticidanvendelsen i bomuldsproduktionen i dag giver store miljø- og sundhedsproblemer?

Derfor er det efter vores opfattelse relevant at bruge bistandsmidler til at sætte u-landene i stand til selv at tage kvalificeret stilling til, om de ønsker at gå ad den genteknologiske vej i landbruget. Og til at hjælpe dem til at kunne håndtere genmodificerede afgrøder så betryggende som muligt, hvis det er den vej, de ønsker at gå.

Det indebærer, at u-landene skal have støtte til at tilslutte sig og
gennemføre de internationale aftaler på området, først og fremmest Cartagena-protokollen om biosikkerhed, der regulerer grænseoverskridende overførsler af genmodificerede organismer.

Samtidig skal det sikres, at u-landene har kapacitet til at stille de rigtige krav til de sikkerheds- og miljøvurderinger, der skal gennemføres, og at de har det lovgrundlag og de institutioner, der skal til for at håndtere de genmodificerede afgrøder forsvarligt og med en ordentlig inddragelse af offentligheden i beslutningerne.

På den måde kan u-landene også på dette område selv blive i stand til at bestemme deres udviklingsvej. Men det vil ikke være nok til at sikre, at det potentiale, der formentlig ligger i de genmodificerede afgrøder på længere sigt, også udfoldes.

Nogle af de store problemer med udviklingen af genmodificerede afgrøder er, at udviklingen kun i meget begrænset omfang er rettet imod at løse de fattige landmænds problemer.

Langt det meste forskning gennemføres af store, multinationale virksomheder og er derfor rettet imod købedygtige markeder, dvs. landmænd i Vesten og eventuelt nogle af de rigere u-lande.

Samtidig er de fleste nye sorter patentbelagt på kryds og tværs, og
derfor svære at komme til at arbejde videre med i forskning eller forædling for interessenter i u-landene.

Der må sættes ind med en øget, offentligt finansieret forskning, der
direkte inddrager de fattige bønder i udviklingen af forbedrede afgrøder og andre løsninger på problemerne i landbrugssektoren. Noget af denne forskning foregår allerede ved CGIAR-institutterne og andre steder, men der er brug for meget mere.

Det er afgørende, at forskningen tager udgangspunkt i landmændenes egen forståelse af deres problemer og skaber
løsninger, som er relevante for dem. I nogle tilfælde kan sådanne
løsninger indebære et arbejde med genmodificerede afgrøder, men der er mange andre teknologier, som ofte vil være lige så relevante.

Endelig er det afgørende at huske, at afgrødernes egenskaber kun er en lille flig af det problemkompleks, der holder de fattige landes landbrug tilbage i en alt for lav produktivitet. Problemer som de fattige landmænds adgang til jord, kapital og markeder, deres ringe uddannelse og de dårligt fungerende landbrugsorganisationer og konsulenttjenester
er mindst lige så vigtige.

En udvikling af landbruget i Afrika vil fortsat kræve en bred indsats, der sætter ind over for den samlede vifte af problemer. Samtidig med at de rige lande må afvikle og omlægge deres egen landbrugsstøtte, så den ikke længere blokerer en bæredygtig
udvikling i de fattige lande.

Genmodificerede afgrøder er ikke nogen mirakelløsning. Der er mange uløste miljø- og sundhedsproblemer, og forbedrede afgrøder er kun en del af løsningen på de fattige landes sult- og ernæringsproblemer.

Men de genmodificerede afgrøder er en del af virkeligheden omkring os, og vi bør derfor forholde os proaktivt til dem – også i udviklingsbistanden.

Rapporten, “Genmodificerede afgrøder i udviklingslande – udfordringer for udviklingshjælpen”, kan downloades på Teknologirådets hjemmeside: www.tekno.dk

Kim Carstensen, WWF Denmark, 3F Ryesgade, 2200 Kbn N
Tlf: 35 36 36 35. Dir. Tlf: 35 24 78 60. Fax: 35 24 78 68. Mobil: 40 34 36 35