KOMMENTAR
Af Jesper Søe
journalist med u-landsforhold som speciale
En meget grundig dokumentar onsdag aften på DR 1 borede i, hvorvidt danske forbrugeres ekstrabetaling for Fair Trade te i supermarkeder og butikker nu også går til de fattige tearbejdere i Den 3. Verden og dermed reelt betyder en forskel for dem, sådan som det var hensigten (dokumentaren konkluderede nej).
I dokumentaren udtalte generalsekretær for mærkningsordningen Max Havelaars danske afdeling, Judith Kyst, bl.a. at det er “yderst sjældent”, at der aflægges uanmeldte besøg på de te-plantager, man samarbejder med.
Faktisk fremgik det, at normalen siger og skriver var eet ANMELDT besøg på plantagerne om året.
Begrundelsen for at anmelde besøg i forvejen var angiveligt, at der skulle ligge en masse dokumentation klar, når inspektøren kom, sættes fortrolige møder op med arbejderne osv.osv.
Mage til tyndbenet – ja naiv – snak skal man lede længe efter. Det organ, der forestår inspektionerne, det tysk-baserede FLO-CERT, er tilsyneladende slet ikke sin opgave voksen.
Ellers ville man for det første ikke give sig i kast med den slags kunstige kulisse-øvelser, der må friste enhver plantageejer over evne og for det andet ville den dokumentar, Danmarks Radio bragte, formentlig slet ikke kunne være produceret.
FLO-CERT har i forvejen været i modvind på det seneste på grund af sin angivelige mangelfulde kontrol med fair trade-bevægelsens store slagvare – kaffen. Det fremgår bl.a. af et brev på organisationens website, hvor dens direktør svarer på kritikken. Så det er ikke teen alene, det er galt med.
At FLO-CERT lover mere end man kan holde, skinner også igennem i den tekst, hvormed man præsenterer sig selv på sitet. Det hedder bl.a.: “Our Certification provides a guarantee to consumers of Certified Fairtrade products that they are contributing to the Social-Economic Development of people through their purchases”.
Læg mærke til ordet “garanti”. Det er præcis denne garanti Max Havelaar har haft stående på sine te-poser indtil for nylig, men som man nu – klogeligt – har erstattet med en mere blød formulering, der løseligt lufter de gode intentioner.
Forskellen er tilsyneladende ikke nået ned til Bonn, hvor FLO-CERT har til huse.
Men tilbage til de anmeldte besøg ude i Den 3. Verdens barske virkelighed, hvor fattige arbejdere som oftest har ringe eller slet ingen rettigheder.
Af et ekspres-udsendt ekstra elektronisk nyhedsbrev, som onsdag aften tilgik landets redaktioner, fremgår det, at Max Havelaar godt selv er klar over, at den er gal.
Det hedder ordret:
“Max Havelaar Danmark vil over for de øvrige dele af den internationale Fairtrade-organisation, FLO, og FLO-CERT foreslå, at der fremover udføres flere uanmeldte inspektionsbesøg”.
Flere uanmeldte? Har Judith Kyst ikke netop lige sagt i dokumentaren, at sådanne besøg var “yderst sjældne”. Ja, måske reelt knapt eksisterende.
Hvorfor ikke kalde en spade en spade og fortælle foretagendet ved Rhinen, at så bundnaiv må man altså ikke være. At inspektionspolitikken må lægges radikalt om. Med adskillige og uanmeldte besøg på hver plantage
Og har man ikke kapacitet til det, må man ganske enkelt melde det ud. Det har forbrugerne krav på.
Kun den inspektør, der uanmeldt pludselig en dag står ved plantagens port og kræver alt gået igennem her og nu, vil have nogen som helst virkning. Al efterforskningsvirksomhed på denne front viser dette.
Akkurat som de danske journalisters udsendelse gjorde det. Akkurat som andre mediefolks skjulte kameraer, åbne konfrontationer m.v. har blotlagt yderst dadelværdige forhold, som ikke kunne tales væk i en flom af manager-ord.
Man kan også spørge: Hvorfor drog Judith Kyst med følge først ud og så plantagerne ved selvsyn her i september, da man fik nys om, at TV-journalisterne var på færde? Det ligner desværre ligeså meget damage control som omsorg for de fattige arbejdere.
Ja, hvorfor har man stillet sig til tåls med papirer fra Bonn om at alt var i orden, når intet kan erstatte at møde op på stedet selv? Bare en gang i mellem.
Det må være det, vi forbrugere forventer af Max Havelaar Danmark. At man ikke er bange for at få skidt på fingrene og gerne tager det på sig at begive sig derud, hvor det tæller. Ud hos arbejderne – de fattige i u-landene, som vi alle så gerne vil hjælpe.
Dem, der – som det fremgik – bliver bidt af igler, slanger og moskitoer under det forcerede og slidsomme arbejde med at plukke te fra tidlig til silde. Dem, der lider under sygdomme, dårlige sanitære forhold, ringe boliger, usle lønninger, ja vi kunne blive ved.
Ja, det er vel også det, de 4 danske u-landsorganisationer, der var medstiftere af Max Havelaar Danmark i 1994, må forvente. Så meget mere, som de alle sidder i bestyrelsen for foretagendet (Folkekirkens Nødhjælp v. Peter Bo Larsen, Mellemfolkeligt Samvirke v. Jacob Andersen, WWF Verdensnaturfonden v. John Konnerup Bang og IBIS v. Isabel Sande Frandsen).
Og hvad siger fagbevægelsen til dokumentarens blotlægninger? Er Max Havelaar med sin mærkningsordning med til indirekte at blåstemple udvalgte plantager, skønt arbejderne også dér får slavelønninger? Hvorfor går de danske te-penge ikke til lidt ekstra i lønningsposen i stedet for til alt andet?
Meget andet omkring te-arbejdernes forhold kunne trækkes frem, men det bedste råd er at se dokumentaren selv. Opleve, hvordan resultaterne er mikroskopiske, hvis de overhovedet er der.
En varevogn her, et kulturhus der, smålån til 10 procent i rente osv. – til ludfattige mennesker, der har krav på at få pengene i hånden direkte for at klare dagen og vejen, bestemt ikke som lån (uanset at de er bedre end de lokale pengeudlånere).
Vi lader en gammel pensioneret te-arbejder på Sri Lanka (Ceylon) få det sidste ord. Han siger i dokumentaren, at det var meget bedre i kolonitiden.
– Dengang kørte de (plantagen, red.) vore børn i skole. De undersøgte os, når vi var syge og gav os medicin.
Det var ikke ligefrem den fair trade-virkelighed seerne oplevede onsdag aften.
Kommentaren er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk
Læs også telegrammet http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=16709&mode=Nyhed
