Havemøbler, pensionsordninger og tøj – i dag har vores forbrug næsten altid en konsekvens for mennesker og natur i andre lande.
DanWatch er en ny uafhængig nyhedstjeneste og analysecenter, som vil undersøge og dokumentere konsekvenserne af dansk import, investeringer, produktion og handel med varer og tjenesteydelser i en globaliseret verden.
WWF Verdensnaturfonden har været med til at stifte DanWatch sammen med Forbrugerrådet, Solhvervsfonden, Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp, skriver WWF Danmark i sit seneste elektroniske nyhedsbrev mandag.
Danske varer kommer i stigende grad fra udlandet, hvor arbejdskraften er billigere og arbejdsmarkedsregler og miljølovgivning mere lempelig. Samtidig har danske forbrugere meget få eller ingen muligheder for at sikre, at disse varer er produceret på såvel lovlig som på bæredygtig vis.
DanWatch har allerede taget forspring på arbejdet som etisk vagthund og pegede i efteråret på en række sager, heriblandt danske pensionskassers og bankers investeringer i olieselskaber, som handler med den burmesiske militærjunta.
DanWatch administreres af en fond og er uafhængig af politiske, statslige eller private interesser.
Man kan læse mere om Danwatch på www.danwatch.dk