Af Daniel Henschen
Til efteråret åbner Det danske hus i Palæstina i Ramallah. Dermed bliver fem års arbejde for et center for dansk-palæstinensisk udveksling en realitet.
Men er sådan et center overhovedet en mulighed i et af verdens mest brandfarlige områder? U-landsnyt har bedt Sune Segal, formand for bestyrelsen, fortælle om forventningerne til initiativet.
Mellemfolkelig dialog
Det nye danske hus ligger i Ramallahs gamle bydel, og støjen fra handlende og tæt trafik præger de smalle gader i et kvarter, hvor kristne og muslimer bor side om side. Om få måneder vil her også være danskere, og ambitionerne er høje før åbningen.
Det konkrete, jordnære samarbejde mellem gammel-danskere og danskere med arabisk/palæstinensisk baggrund og palæstinensere, som huset bliver drivkraft for, skal i følge Sune Segal bidrage til at nedbryde negative stereotyper og styrke gensidig forståelse og respekt.
Konkret skal huset med bestyrelse og lokalansat, dansk direktør gøre det muligt for danskere at komme til de besatte områder i kortere eller længere perioder. På sigt er det hensigten at skabe grundlaget for, at danskere og palæstinensere kan mødes og udveksle erfaringer inden for kunst, håndværk og erhverv.
Det danske hus vil så levere det netværk, der skal til for at danskerne kan knytte lokale kontakter. Og her spiller det stærke palæstinensiske civilsamfund med et utal af organisationer en vigtig rolle.
– Huset betyder, at de, der kommer herned ikke skal famle i blinde. Der vil være en masse kontakter og strukturer, som vi vil stille til rådighed for husets brugere, siger Sune Segal, der har indgående kendskab til regionen.
– Det kan være en tømrer, der har lyst til at komme ud i verden. Så kan han eller hun komme herned og arbejde nogen tid på et tømrerværksted i Nablus og på den måde både lære noget om stedet og om sit fag.
Derfor vil Det danske hus arbejde på at skabe interesse for udvekslingen gennem sit danske netværk i form af fagforeninger, skoler og tekniske skoler. Og på den måde nå ud til mennesker, der ikke i forvejen har noget forhold til Palæstina.
Sune Segal mener ikke foreningen sigter for højt. Han medgiver, at huset naturligvis ikke i sig selv kan “få samtlige palæstinensere til at glemme Muhammed-tegningerne og udrydde alle negative stereotyper”. Men han peger på potentialet i det jordnære møde mellem almindelige danskere og deres palæstinensiske kolleger som et middel til at nedbryde de gensidige fordomme.
Og når Tegning-krisens største taber i dansk erhvervsliv, Arla Foods, tegner sig for 120.000 kr. til et kulinarisk udvekslingsprojekt, er det nærliggende at se det som udtryk for, at grundidéen bag huset vækker genklang ud over de sædvanlige bistands-miljøer.
En helt ny form for samarbejde
Huset er ikke det eneste danske center for kulturudveksling i regionen. I de seneste ti år er startet både Det danske institut i Damaskus og Dialogcentret i Kairo som en del af det arabiske initiativ.
Sune Segal understreger, at de to ‘gamle’ institutter bestemt har “berettigelse og en vigtig funktion” men peger på, at Det danske hus i Palæstina har en anden profil. Det nye hus henvender sig nemlig til ‘almindelige’ mennesker med udgangspunkt i deres arbejde og ikke et finkulturelt miljø eller forskningsverden. Og på det punkt vil det danske hus faktisk, så vidt Segal ved, være enestående i hele den arabiske verden.
Segal ser samtidig en styrke i, at Det danske hus i modsætning til de to andre institutioner er opstået og drevet på privat initiativ. Foreningen bag blev stiftet tilbage i 2005 af en lille håndfuld erfarne Palæstina-kendere fra bl.a. det kirkelige nødhjælpsarbejde. Siden er antallet af støtter i Danmark og de besatte områder vokset, og foreningen har opbygget et solidt netværk af kontakter på græsrodsplan. Den danske repræsentation i Ramallah er en oplagt samarbejdspartner, men strategier og målsætninger besluttes stadig uden indblanding fra hverken Udenrigsministeriet eller Danida.
Den nødvendige bredde
Foreningen har på nuværende tidspunkt 200 støttepersoner fra dansk politik, og ud over kendte navne fra det danske mellemøstmiljø optræder bl.a. ‘kendisser’ som Inge Genefke fra Center for torturofre, forfatteren Kirsten Thorup og Gitte Seeberg, der efter sin kortvarige karriere i Ny Alliance i dag er generalsekretær for Verdensnaturfonden i Danmark
Selvom projektet altså nyder bred opbakning og har solide kontakter, var det lige til det sidste usikkert, hvornår det danske hus ville åbne og i hvilken form. I 2007 udtrykte udenrigsminister Per stig Møller sin principielle støtte til projektet. Men først i 2009, fire år efter foreningens start, gav ministeriet den million danske kr., som sammen med midler fra diverse fonde og organisationer har muliggjort projektet.
Sune Segal henviser til Tegning-krisen, der kom året efter foreningens stiftelse og Gaza-krigen sidste år og ser ingen direkte politisk modarbejdelse i den langsomme behandling.
– Der må jeg svare nej, der har været en utrolig bred interesse og sympati for vores projekt!
Det danske hus har da også allerede været på banen med mindre projekter i et par år. Den eneste omtale i danske medier til dato kom således, da ‘stjernekokkene’ Rasmus Kofoed og Kille Enna sidste år blev inviteret til at deltage i et kulinarisk udvekslingsprojekt med to kendte, palæstinensiske kokke, Ghada Abd el-Nur og Joseph Asfour.
Er der en fremtid for dialog i Mellemøsten?
Det forhold, at ovennævnte kokkeudveksling kun fik omtale i én artikel – i Information – peger til gengæld på de potentielle vanskelligheder ved at trænge igennem dagens mediebillede. Selvom det er de negative historier, der rutinemæssigt trækker overskrifter om Israel-Palæstina, mener Segal, det er muligt at skabe den samme interesse for fredelig kulturudveksling men erkender vanskellighederne:
– Det er rigtigt, og vi skal være opsøgende i forhold til medierne. Men negative historier trækker alle steder flere overskrifter… Når der kommer gang i huset, og folk begynder at bruge det, vil det være en nyhed i sig selv. Dels fordi der er tale om noget så usædvanligt som en positiv historie fra Palæstina. Dels fordi det – forhåbentlig – vil være sådan, at de, der benytter huset, repræsenterer et bredt udsnit af den danske befolkning.
Derfor kommer vanskellighederne måske heller ikke så meget fra projektets danske del. Sidste års israelske Gaza-offensiv viste, at selv internationale institutioner og nødhjælpsprojekter kan blive mål for kommende krigshandlinger. Sune Segal har beskæftiget sig med Mellemøsten, siden han læste antropologi og har boet og arbejdet for Folkekirkens Nødhjælp i Palæstina. Tror han virkelig på, at Det danske hus har en fremtid?
– Vi er selvfølgelig bevidst om risikoen. Men andre danske organisationer har opereret dernede i en årrække og laver et strålende stykke arbejde. Jeg har selv set, hvor meget det faktisk kan lade sig gøre at gennemføre dernede på trods af de begrænsninger, en permanent militær besættelse medfører. Så det er ikke blot håb, vi bygger vores forventninger på men konkrete erfaringer.
Du kan læse om Det danske hus i Palæstina på www.dhip.dk
Daniel Henschen er frivillig tovholder på u-landsnyt.dk
