Verdensnaturfonden WWF har undersøgt kendskabet til miljøvejledningen til offentligt indkøb af tropisk træ, som Miljøministeriet udgav i juni 2003. Resultatet er nedslående: Kun halvdelen af de offentlige indkøbere ved, at den findes, og mindre end en fjerdedel har læst vejledningen.
Undersøgelsen viser desuden, at kun knap en fjerdedel af de offentlige indkøbere forventer at komme til at bruge miljøvejledningen om tropisk træ. De fleste undlader at svare på dette spørgsmål på grund af manglende kendskab til vejledningen.
Og selv om alle de 51 adspurgte offentlige indkøbere har fået miljøvejledningen tilsendt fra Statens og Kommunernes Indkøbsservice er det kun en tredjedel, der bekræfter, at de har modtaget den.
WWF anbefaler på baggrund af rundspørgen, at der gøres en langt større informationsindsats om miljøvejledningen om tropisk træ, og at vejledningen distribueres mere effektivt og målrettet til de offentlige indkøbere.
WWF anbefaler endvidere, at det gøres til et lovkrav, at offentlige institutioner tager miljøvejledningen i betragtning, og at det på sigt gøres lovpligtigt for offentlige institutioner udelukkende at købe lovligt og bæredygtigt træ, tropisk såvel som tempereret træ.
Endelig anbefaler WWF, at der etableres et permanent kontaktpunkt for offentlige indkøbere, hvor de kan få information og vejledning om indkøb af lovligt og bæredygtigt tropisk træ.
Læs hele rapporten på www.wwf.dk