Hvad gør vi i Irak? Statusoversigt fra UM over den danske bistand

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Formålet med den danske bistandsindsats i Irak er at bidrage til udviklingen af et stabilt og demokratisk land, som er i stand til at sikre økonomisk og social udvikling for sine indbyggere samt fremme menneskerettigheder og god regeringsførelse.

Her følger en statusoversigt opgjort af Udenrigsministeriet 19. oktober 2006 med statistik, oplysninger om igangværende og afsluttede projekter samt samarbejdet mellem Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet.

Genopbygningsbistanden gennem Udenrigsministeriet/Danida i tal:

– Den samlede ramme som Folketinget har stillet til rådighed for genopbygningsindsatsen i Irak er på 500 mio. kr. for perioden 2003 – 2008. Indtil nu er over 350 mio. kr. enten øremærket eller anvendt til konkrete projekter.

– Pengene er udbetalt som følger: 2003: ca. 97 mio. kr., 2004: ca. 138 mio. kr., 2005: ca. 109 mio. kr., 2006 (forventet) ca. 78 mio. kr.

– Selv om de operationelle forhold og sikkerhedssituationen er vanskelig, er genopbygningsindsatserne hidtil gennemført nogenlunde efter planen.

– Regeringen har annonceret et supplerende aktstykke på 50 mio. kr. til konsolidering og afrunding af de igangværende genopbygningsaktiviteter frem til og med 2008. Dette ventes fremlagt inden udgangen af 2006, og vil bringe den samlede ramme op på 550 mio. kr. (2003-2008).

Udenrigsministeriet/Danidas udsendte civile rådgivere i Basra:

– Udenrigsministeriet har en styringsenhed med en chef, en ingeniør, der rådgiver om overrislingsprojektet samt en rådgiver til Local Governance Fund. Endvidere har Styringsenheden en civil-militær rådgiver placeret hos den danske bataljon.

– Herudover har Danmark 3 rådgivere placeret i det britisk-ledede Provincial Reconstruction Team (PRT) i Basra, der sammen med irakerne står for planlægningen af den samlede genopbygningsindsats i Basra-provinsen. Der er en dansk souschef i PRT, en dansk landbrugsrådgiver og en dansk juridisk rådgiver.

– Udenrigsministeriet/Danida har således i øjeblikket i alt 7 udsendte civile rådgivere i Irak.

Sikkerhed og logistik

– Hovedparten af de danske genopbygningsaktiviteter udføres i Basra-provinsen, hvor Udenrigsministeriets Styringsenhed og den danske bataljon befinder sig.

– Genopbygningsbistanden kræver i sin nuværende form understøtning fra det danske militære styrkebidrag i form af bidrag til logistik og personbeskyttelse til de udsendte civile rådgivere.

– Til Udenrigsministeriets Styringsenhed i Basra er knyttet et personbeskyttelseshold på 10 mand udsendt af Forsvarsministeriet, som yder støtte til Styringsenhedens civile rådgivere, herunder logistik og beskyttelse.

Forsvarsministeriets genopbygningsprojekter

– Den danske bataljon har siden juni 2003 under samtænkningsinitiativet gennemført projekter til en værdi af ca. 13,5 mio. kr. (RUD-projekter). Udenrigsministeriet/Danida finansierer projekterne og stiller Styringsenhedens civile-militære rådgiver til rådighed for bataljonen. Det dedikerede RUD-enhed er uændret på 45 soldater, således som det fremgår af Irak-analysen.

– Herudover er der gennemført ”CIMIC-projekter” finansieret af forsvaret for ca. 1,1 mio. kr.

Eksempler på Udenrigsministeriets konkrete projekter der er i gang:

– Nærområdeindsats via Dansk Flygtningehjælp (35 mio. kr.): Gennem projektet støttes hjemvendte flygtninge og internt fordrevne i Diyala-området øst for Bagdad og i det sydlige Irak

– FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) (35 mio. kr.): Via projektet støttes indsatser vedr. tilbagevendte til Irak og internt fordrevne.

– Indsats gennem Danish Demining Group (35 mio. kr.): Projektet omfatter rydning af miner og ueksploderet ammunition i det sydlige Irak.

– Bøjeskibet NISR (26 mio. kr.): Skibet er i august 2006 afleveret til de irakiske myndigheder og i gang med bøjeudlægning. Projektet ventes afsluttet primo 2007.

– 2 overrislingsprojekter i det sydlige Irak (22 mio. kr.): Byggearbejdet er i gang og ventes færdigt i løbet af et halvt år. Projektet ventes at gavne op mod 250.000 irakere.

– Transportkorridorstudiet (11 mio. kr.): Danske og irakiske eksperter samarbejder tæt om projektet, der bidrager til en bedre udnyttelse af transportkorridoren mellem Den Persiske Golf og Bagdad.

– Nærområdeindsatser via International Organisation for Migration og AGEF (8 mio. kr.): Kapacitetsopbygning i de lokalområder hvortil irakiske flygtninge og internt fordrevne (hjemstavnsfordrevne) vender tilbage.

– International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT) (7 mio. kr.): IRCT hjælper de irakiske myndigheder med at opbygge et nationalt behandlingssystem for torturofre i Irak. Der er fokus på træning af de irakiske aktører og styrkelse af de irakiske institutioner.

– Dansk Institut for Menneskerettigheder (DIMR) (3,5 mio. kr.): DIMR samarbejder med Basra Universitet om uddannelse af universitetslærere i menneskerettigheder og demokrati. Derudover planlægger Instituttet i samarbejde med det danske politi undervisning i menneskerettigheder.

– Projekt gennem UNIFEM, FNs Kvindefond (3 mio. kr.): Projektet bidrager til at fremme ligestilling og kvinders rettigheder i den irakiske grundlov og irakisk lovgivning i øvrigt. Sverige har bevilget et tilsvarende beløb til projektet.

– Polititræningsprojektet, der indledtes i 2003, har op til 11 udsendte danske polititrænere i Irak. Rigspolitiet står for projektet der bevillingsmæssigt afholdes over finanslovens politireserve.

Eksempler på Udenrigsministeriets afsluttede aktiviteter:

– Støtte til demokratifremme og valgforberedelser (51 mio. kr.):
Danmark har støttet forberedelser af de gennemførte valg i Irak. Sammen med den irakiske valgkommission holdtes i efteråret 2005 et valgseminar for næsten hundrede kandidater fra Basra-området. I april 2005 gennemførtes en studietur for medlemmer af det nyvalgte Basra Provinsråd til Danmark.
I juni samme år besøgte en gruppe irakiske kvinder der beskæftiger sig med ligestillingsspørgsmål og kvinders rettigheder Danmark. Danmark har ydet støtte til gratis transport for herboende stemmeberettigede irakere i forbindelse med valgene. Danmark har også givet et bidrag til FNs arbejde med forberedelse af de gennemførte valg i Irak.

– Danske NGO-indsatser (40 mio. kr.): Gennem bidragene er støttet Humanitære indsatser i Irak via Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Caritas.

– FNs Udviklingsprogram (UNDPs) udviklingsfond for Irak (20 mio. kr.): Danmark har gennem UNDPs fond støttet projekter: vedr. fremme af menneskerettigheder og demokratisering, vand- og sanitetsaktiviteter samt istandsættelse af sundhedsklinikker.

– FNs Børnefond (UNICEF) og World Food Programme (WFP) 12 mio. kr.): Gennem bevillinger til de 2 programmer er der ydet dansk støtte til humanitære indsatser vedr. hhv. fødevaresikkerhed og indsatser målrettet børn i Irak.

– Slamsugere (6 mio. kr.): I millionbyen Basra har tilstoppede kloaker ført til omfattende sundhedsproblemer, ikke mindst blandt byens fattigste grupper. 2 dansk-finansierede slamsugere blev leveret i Basra i maj 2005.

– Blodgasapparater til hospitaler (4 mio. kr.): Danmark har finansieret 11 blodgasapparater til irakiske hospitaler. Apparaterne er indkøbt til det irakiske sundhedsministerium og fordelt til en række hospitaler i Irak. Apparaterne er essentielle for behandlingen af kritisk syge patienter og indgår i sædvanligt overvågningsudstyr på børne- og intensivafdelinger.

– EU Just Lex (3 mio. kr.) EU har gennem dette projekt støttet opbygningen af retsvæsnet i Irak. I samarbejde med Rigspolitiet og Politiskolen gennemføres en træningsmission af irakisk politi og dommerstand.
Danmark har udsendt en instruktør til EUs koordinationsenhed i Bryssel samt afholdt to kurser i Danmark i vinteren 2005-2006. Der planlægges opfølgende aktiviteter i 2007. Fra dansk side forventer man at yde støtte hertil.

Kilde: www.um.dk