Kommentar: Rydningen af Brorsons kirke er oprørende, usmagelig og klam

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Jørgen Estrup, landsformand for FN-forbundet

Med nattens rømning af Brorsons kirke på Nørrebro i København, hvor 17 irakere blev anholdt af et politi, gemt bag hjelme og skjolde, står den danske stat hermed fast på, at de afviste asylansøgere skal sendes tilbage til deres hjemland – det hjemland, der så sent som i går afviste at tage imod dem.

FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har tidligere fastslået, at omkring halvdelen af de afviste irakiske asylansøgere kommer fra egne i Irak, hvor sikkerhedssituationen er præget af terroraktioner, bestialsk vold mod civile og alvorlige menneskerettighedskrænkelser. På den baggrund har UNHCR fastslået, at den danske regering og dens politiske flertal ville gøre sig skyldig i en overtrædelse af ’de mest elementære principper i medmenneskelig behandling’, i fald hjemsendelsen blev virkelighed. Det gjorde den i nat.

Birthe Rønn Hornbech fralægger sig ethvert ansvar for aktionen i nat ved at understrege, at hun ikke tilkaldte politiet. Tidligere, for selve udvisningen ved at erklære, at ansvaret herfor alene lå hos Flygtningenævnet. Det Flygtningenævn, der ikke selv ville besøge disse egne, fordi det var for farligt.

Den ellers oplagte brug af Udlændingelovens paragraf 9, der frem for udvisning giver mulighed for at give humanitær opholdstilladelse, er fuldstændig blevet forbigået af ministeren. Kunne Birthe Rønn Hornbech med rette have anvendt denne paragraf for at beskytte de irakere, der nu må vende tilbage til et liv i frygt for forfølgelse, for vold og overfald, for tortur? Ja – det er netop ministerens ansvar med gældende lovgivning.

Det havde klædt Birthe Rønn Hornbech og den regering, hun er en del af at udvise en rimelig grad af medmenneskelighed. Det havde også været i tråd med dansk humanitær tradition. Og det havde klædt den del af det politiske establishment, som har støttet hjemsendelsesaftalen, og som normalt bryster sig af vore stolte FN-traditioner, hvis man havde lyttet til FN’s rådgivning. Danmark har altid været en aktiv fortaler for respekten for menneskerettigheder og international lov. Men den tale runger hult i dag.

Oprørende, usmageligt og klamt. Det var integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbechs ord om omtalen af og støtten til de asylafviste irakere, da de søgte ly i Brorsons Kirken tilbage i maj i år. Jeg finder det mere passende at benytte de ord om den måde, Danmark – og ministeren – lige nu løber fra sit ansvar.