Leder af afdelingen for globaliseringsforskning på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, kultursociolog Ninna Nyberg Sørensen, og seniorforsker og kultursociolog Finn Stepputat, også DIIS, skrev torsdag en tankevækkende kronik i Berlingske Tidende om flygtninge, nærområder og dansk udviklingsbistand.
Kronikken gengives her med tilladelse fra forfatterne og Berlingske Tidendes debatredaktion.
Bestræbelserne på at støtte flygtninge i de såkaldte nærområder er blevet genstand for fornyet interesse efter udnævnelsen af Flygtninge- og Integrationsminister Bertel Haarder til også at være Udviklingsminister.
Interessen er naturlig, da det er sjældent, at indenrigspolitiske interesser så åbenlyst bringes ind i diskussionerne om prioritering af dansk udviklingsbistand.
Dette betyder ikke, at sådanne interesser ikke før har haft betydning, udtalt f.eks. i forbindelse med valget af danske samarbejdslande, men sammensætningen med et så polariserende og kontroversielt tema som begrænsning af migration til EU/Danmark bringer bistanden uvant tæt på centrum i den politiske debat.
Så meget desto vigtigere er det at undgå, at myter og uvidenhed kommer til at præge debatten.
På Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har en gruppe forskere gennem en årrække undersøgt sammenhængen mellem udvikling, migration og konflikt, både via uafhængig forskning og i samarbejde med relevante kontorer i Udenrigsministeriet. Vores forskning peger på en række sammenhænge, der er væsentlige for den aktuelle debat:
– Er det de fattigste flygtninge, der bliver i nærområderne, mens de mere velstående flygtninge tager til Europa?
Der er ingen tvivl om, at adgang til økonomiske ressourcer og sociale netværk har stor betydning for, hvor langt mennesker på flugt har mulighed for at nå. Generelt har bedrestillede befolkningsgrupper større mulighed for at nå attraktive asyllande i Europa og Nordamerika, de mindre velstillede for at nå nabolandene, mens de fattigste frister en usikker tilværelse som internt fordrevne i deres eget land.
Men også de fattigste og mindst uddannede når Europa. De kommer bare ad de farligste og mest besværlige ruter – ofte via menneskesmuglere til hvem de kommer til at stå i livslang gæld – og sjældent til de steder, hvor de gerne vil hen, dvs. dér hvor de i forvejen har netværk og forbindelser. Andre når ikke frem til den lovede destination, men bliver hængende i transitlande.
– Er det billigere at hjælpe flygtninge i nærområderne end i Europa?
Så længe der er tale om at forsyne flygtninge med mad, tøj, bolig, sundhed, og uddannelse er det som oftest langt billigere at gøre i f.eks. afrikanske lande end i EU, ikke mindst fordi standarderne for hvilke forhold hjælpeorganisationerne byder flygtninge og asylsøgere i nogen grad bestemmes af den omkringboende befolknings levestandard.
Men hvis vi ser på problemerne i et længere perspektiv, er det nødvendigt at overveje, hvordan flygtninge kan komme til at klare sig selv og få adgang til de samme rettigheder som ikke-flygtninge.
Det er her, UNHCR taler om ”varige løsninger”, der normalt omfatter repatriering til det konfliktramte land, lokal integration og udvikling (i nærområdet), eller genbosættelse i tredjeland gennem et af de programmer, der udvælger kvota-flygtninge efter kvalifikationer eller behov.
Mens repatriering kan have lange udsigter og genbosættelsesprogrammer er meget begrænsede, er lokal integration i højere grad blevet en løsning, der overvejes af hjælpeorganisationerne. De støder imidlertid på modstand fra værtslandenes regeringer, der, ligesom som de europæiske regeringer, er bekymrede for konsekvenserne af at have større flygtningegrupper i landet.
De er bange for, at konflikterne vil sprede sig, at flygtninge vil forskyde den politiske balance mellem etniske eller religiøse grupper, eller for at der skal opstå konflikter om adgangen til jord, om lønninger på arbejdsmarkedet osv.
Endelig er det nemmere at gøre problemerne synlige og skaffe humanitær bistand, når flygtningene opholder sig i lejre. Der er derfor tendens til, at flygtninge i nabolande bliver placeret i afgrænsede områder uden ret til at bevæge sig frit.
Hvis bistanden til nærområderne skal hjælpe på længere sigt, må den imidlertid enten bidrage til lokal udvikling i de økonomisk marginale områder, hvor flygtningene ofte opholder sig, eller bevirke at regeringen giver flygtningene mulighed for bevægelsesfrihed, hvilket er den måske vigtigste ressource for selvforsyning og udvikling i marginale områder.
Med hensyn til at påvirke værtsregeringerne til at give flygtninge større bevægelsesfrihed og flere rettigheder i nærområderne, er donorregeringers åbenlyse interesse i at begrænse migration i retning af deres egne territorier et vanskeligt udgangspunkt for forhandlinger. Her vil det være relevant at inddrage andre udviklingstemaer, som f. eks. handelsaftaler og gældslettelser som tegn på interessen i byrdedeling.
– Vil det have den ønskede effekt at støtte og forbedre beskyttelsen for flygtninge i nærområderne?
Udviklingsbistand er mere effektiv end humanitær bistand til forebyggelse af flygtningeproducerende konflikter. Selv i bedste fald er det svært at forestille sig, at de økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold i nærområderne gennem bistand kan forbedres så meget, at betydeligt færre flygtninge end nu vil søge videre mod Europa.
Omvendt kræver det ikke megen fantasi at forestille sig en spredning af konflikter, der i sidste ende vil medføre nye flygtningeproducerende situationer.
– Er bistand til nærområderne med til at bekæmpe verdens fattigdomsproblemer?
Fattigdom og migration hænger sammen, men desværre er sammenhængene langtfra så enkle, som vi oftest antager.
Fattigdomsbekæmpelse er ikke på kort sigt en migrationsbegrænsende strategi. Bedre levevilkår muliggør, at flere kan finansiere flugt (og almindelig arbejdsmigration); bistand til nærområderne vil ikke ændre dette. Mere ”traditionel” udviklingsbistand vil derimod i højere grad være med til at styrke fattige befolkningsgruppers mulighed for at forbedre deres livsgrundlag, der hvor de bor.
Man skal blot ikke glemme, at migrations- og flygtningebevægelser ofte er fattige befolkningsgruppers eneste middel til at forbedre deres livssituation.
– Kan indenrigs og bistandspolitiske målsætninger sammentænkes på en anden måde?
Manglende integration af flygtninge og migranter er et indenrigs- men ikke nødvendigvis et bistandspolitisk problem. Flygtninge og migranter bidrager nemlig i langt højere grad end den samlede internationale bistand til deres hjemlandes økonomiske udvikling.
I år 2000 sendte flygtninge og migranter f.eks. over 72 milliarder dollars hjem til deres familier (heraf gik 60 procent til udviklingslandene), sammenlignet med en samlet international udviklingsbistand på 54 milliarder dollars.
Flest ressourcer nåede de bedrestillede u-lande, til gengæld udgjorde de hjemsendte penge en højere andel af de samlede pengetilførsler i verdens fattigste lande.
Internationale undersøgelser viser, at såvel flygtninge som migranters pengeoverførsler investeres i dagligt forbrug, forbedring af ernærings-, sundheds og boligstandard, uddannelse og på længere sigt produktive aktiviteter, altså de samme områder som dansk bistand med tiltrædelsen til UNDPs 2015 mål ønsker at fremme (bekæmpelse af sult, støtte til grunduddannelse, nedbringelse af børnedødelighed, adgang til vand og sundhed).
Derudover ser disse overførsler ud til at være mere stabile end såvel udenlandske investeringer som udviklings- og humanitærbistand, der har en tendens til at falde drastisk i økonomiske nedgangstider.
Bekæmpelse af verdens fattigdomsproblemer kan altså udmærket ske gennem migrations- og flygtningepolitiske tiltag, nemlig tiltag der gør det muligt for fattige befolkningsgrupper at få adgang til en indkomst, som kan – og bliver – investeret i hjemlandets udvikling.
En sådan politik må dog snarere tage udgangspunkt i mobilitet som en udviklingsressource end søge at fiksere flygtninge i nærområderne.
I den forbindelse er det væsentligt at nævne, at tilbagesendelse af afviste asylsøgere til nærområderne højst sandsynligt vil bidrage til at nedbringe ressourceflowet til udviklingslandene.
Ikke alene vil der blive sendt færre penge hjem; der vil også blive flere til at kæmpe om knappe ressourcer, slutter kronikørerne.
