Den amerikanske skuespillerinde Angelina Jolie har fået tildelt FN-korrespondenternes nyindstiftede pris, “Sergio Vieira de Mello Citizen of the World Award”, der er opkaldt efter den afdøde leder af FNs hovedkvarter i Irak. Han blev sammen med 23 andre dræbt i et bombeangreb i august, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag. .
Angelina Jolie, der er tilknyttet FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, som Goodwill Ambassadør, får prisen for sin indsats for at “skabe offentlig opmærksomhed om flygtninges trængsler og dermed få verdenssamfundet til at hjælpe dem”.
Jolie har doneret UNHCR mindst 100.000 dollars af indtægterne fra sin nye film “Beyond Borders”, der netop har nødhjælpsarbejde som det bagvedliggende tema. Desuden får organisationen samtlige indtægter fra salget af en kommende bog om hendes arbejde med flygtninge.
Den 28-årige stjerne, der er enlig mor til en adopteret cambodjansk dreng, har netop tegnet ny kontrakt med FN om at være Goodwill Ambassadør yderligere 2 år.
Angelina Jolies sidste optræden i de danske biografer var som superhelten Lara Croft i “Tomb Raider II”.