Af Christian Sørensen
Programkoordinator i ADRA Danmark
Indlæg på debatmøde i U-landsfagligt Selskab 16.03.10 om bl.a. dansk bistand til Afrikas landbrug
Det meste af de sidste 25 år har jeg tilbragt i Afrika: Tanzania, Eritrea, Gambia og Kenya.
Her har jeg arbej-det med udvikling på mange fronter – senest som agri-business rådgiver for Danidas land-brugsprogram i Kenya. Jeg er nu ansat som pro-gramkoordinator i ADRA Danmark, hvilket har givet mig en smule indsigt i lande som DR Congo, Malawi og Sudan.
Jeg er også med i redaktionen af U-landsnyt, som i de seneste måneders landbrugsdebat slår til lyd for at landbrug bør stå centralt i den danske udviklingsstrategi.
Og så er jeg økonom. Men når jeg her bruger udtrykket økonomisk vækst er det i bred forstand. Det drejer sig om produktion, produktivitet – om pengestrømme, om store beløb, som vokser. Makro-og mikro-økonomi er blandet sammen.
AFRIKAS SMÅBØNDER
De er fattige, de er kvinder, de er i den private sektor – og de er dygtige!
De første 3 ting er der vist stor enighed om. Langt størstedelen af Afrikas fattige er småbønder. Hvis man vil fattigdommen til livs, må man forholde sig til dem.
Ja, det er kvinderne, som driver det afrikanske småbondebrug. Men det er nu også vigtigt at forstå mændenes rolle. De har én, selv om de ikke går med hakken i marken. Børnene er i øvrigt også med.
Landbrug er en privat virksomhed i Afrika – ligesom i Danmark. Men langt størstedelen af den afrikanske landbrugsproduktion foregår i den uformelle sektor. Man kan ikke blot overføre metoder og anskuelser fra en formel økonomi på afrikansk småbonde-landbrug.
Alt det er med i regeringens oplæg til en ny udviklingsstrategi. Men ordet småbonde står der ikke, og landbrug kun en enkelt gang.
Det afrikanske småbondebrug er meget komplekst. Og afrikanske småbønder er både utroligt hårdføre og meget dygtige.
Tillempelse af afgrøder til jord og klimatyper, udvikling af strategier for overlevelse under barske forhold er de afrikanske småbønders styrke – deres fælles vidensbank, som jeg ikke synes bliver taget tilstrækkelig alvorligt, når der laves politiker for modernisering af det afrikanske landbrug.
DE AFRIKANSKE SMÅBØNDER ER MANGE
Omkring 600 millioner mennesker bor på landet i Afrika, langt de fleste af dem er småbønder.
De er så mange, at selv en lille forøgelse af deres produktivitet vil kunne mærkes i nationaløkonomien. I Kenya er der f.eks. ca. 85.000 småbøn-der, som dyrker kokosnødder. En østafrikansk kokokospalme kan give mellem 30 og 60 nødder om året. I Kenya sælges i gennemsnit 22 modne nødder per træ.
Hvis produktiviteten blev øget til 25 kokosnødder om året – blot 3 nødder mere per træ, hvilket overhovedet ikke er urealistisk, ville indkomsten for disse bønder øges med 90 millioner Kenya shillings om året.
I 2006 var jeg en af initiativtagerne til en optælling af Kenyas kokospalmer. Landbrugsministeriet havde i årevis anslået tallet til at være ca. 4,4 millioner og rapporterede at antallet var dalende.
Vi fandt ud af, at der var hele 7,4 millioner træer og at der var netto-vækst. Da resultatet blev præsenteret for ministeriets Principal Secre-tary, var hans første reaktion: ”Så skal vi have bruttonationalproduktet justeret!”
Vækst i landbruget kræver produktivitetsstigning, og at øge produktiviteten i smålandbrug har vist sig vanskeligt i praksis.
Det afrikanske småbonde-landbrug er ikke homogent. Det er komplekst og uhyre mangfoldigt. De klimatiske forskelle er store og markedet fungerer forskelligt – selv indenfor samme land, ja samme distrikt.
Denne kompleksitet og vanskelighederne skal ikke bruges som argument for at småbondebruget afvises som ’for småt!’.
DE ER DYNAMISKE
Betegnelsen subsistenslandbrug bruges tit om Afrikas småbønder, men passer egentlig ikke på dem. Det har FAO forsøgt at slå fast ved utallige lejligheder.
Der er stort set ingen småbønder, som udelukkende lever af deres egen produktion af mad. De kombinerer sig dynamisk gennem dagligdagen og året ved at engagere sig i mange forskellige aktiviteter:
Det kan være husdyrbrug kombineret med landbrug, salg af landbrugs-afgrøder, andre indtægtskilder: handel, lønarbejde, migrantarbejde, strategisk opsplitning af familier.
I et ellers meget landbrugsorganiseret land som Malawi kommer kun 55 procent af en småbonde-families indkomst fra landbrug.
Der er en stor flugt af unge væk fra landdistrikterne. De flygter fra fattigdommen på landet. Det fører til urbanisering og vækst af Afrikas millionbyer.
Men Afrikas småbønder slipper meget modvilligt deres tag i jorden. Det er landbrug de har forstand på. At have et stykke jord betyder meget for dem.
Det er kaffefarmen derhjemme i højlandet, som taxi-chaufføren hele tiden tænker på, når han sidder fast i trafikken i Nairobis myldretid. Og han vil hellere snakke om kaffedyrkning end trafik.
HVAD SKAL DER TIL? – EKSEMPLET MALAWI
Mere investering i landbrug
Verdensbanken siger det, FAO siger det, G8-landene siger det og har specielt sagt det i kølvandet på fødevarekrisen. NEPAD har sagt det før fødevarekrisen startede: Der skal investeres mere i landbrugssektoren i Afrika.
Der skal ny teknologi til, som er tilpasset småbøndernes vilkår og behov.
Der sker rigtig meget på det område nu. Og småbønderne skal have adgang til bedre såsæd, kunstgødning og bedre rådgivning. Der er gjort mange forsøg på at kick-starte en grøn revolution i Afrika med vekslende held.
Et sted, hvor det er lykkedes er i Malawi. Det fattige sydafrikanske land havde i 2008 en økonomisk vækst på 8 procent. Priserne havde holdt sig stabile, mens der var fødevare- og energiprisstigninger andre steder i verden. Der var for første gang i mange år overskud af majs, som kunne eksporteres til majshungrende nabolande.
Regeringen havde ganske enkelt besluttet at investere i landbrugs-udvikling. Sund fornuft i et land, hvor 4/5 – omkring 10 millioner – bor på landet.
Da Verdensbanken, FAO og NEPAD foreslog, at afrikanske lande skulle øge landbrugets andel til 10 pct. af deres offentlige budgetter, havde Malawi allerede afsat 16 pct. af budgettet til erhvervet.
I modsætning til de fleste andre lande i Afrika Syd for Sahara besluttede Malawis regering helt tilbage i 1998 at subsidiere sit landbrug. Der blev eksperimenteret med forskellige måder at gøre det på. Noget virkede, andet virkede ikke, bl.a. på grund af korruption.
KUPONER TIL KUNSTGØDNING
I 2002-2003 indførtes et kuponsystem, som gjorde det muligt for små-bønder at købe kunstgødning hos en lokal grovvarehandel til reduceret pris. Staten betalte differencen. Det blev en delvis succes, men kun 40 procent af småbønderne købte kunstgødning under denne ordning.
Systemet blev ændret igen fra 2005-2006. Kunstgødningssubsidierne blev øget og der blev sat andre processeer i gang. Det er lykkedes Malawi i de seneste år at højne produktiviteten i landbruget og gøre landet selvforsynende med majs.
Det er småbønderne, som har gjort det – med deres hakker!
Betegnelsen “mirakel” er blevet brugt om Malawi. Det er dog nok for tidligt.
Der er stadig kritik af kupon-systemet. For selv om der i tiden op til regntidens start – lige før majsmarkerne skal sås til – ikke kan ses en cykel ude i landdistrikterne uden en NKP eller Urea sæk på bagage-bæreren, er der ikke kuponer nok til alle.
Det er et dyrt system, for kunstgødningen bliver importeret. Og hvad vil der ske, hvis der igen kommer tørke? Lige nu er der f.eks. områder af det sydlige Malawi, hvor høsten har slået fejl på grund af manglende regn.
Der er også andre afrikanske lande, som – stik mod hovedtendensen – har investeret massivt i landbrug, og hvor den nationale fødevaresikker-hed er kraftigt forbedret, f.eks. Rwanda og Ghana.
IND I VÆRDIKÆDERNE – HVORDAN?
Småbønderne i Afrika slås med vejret, regeringen og med markedet og har ikke ret megen indflydelse på nogen af delene.
Markedet opfattes tit af bønderne som det største problem – priserne er for lave. Mellemhandlerne snyder dem, mener de. Men sådan behøver det ikke altid at være. Det er muligt for småbønderne at gøre sig synlige i værdikæderne.
Der er værdikæder uden mellemhandlere, eller endda med mellemhand-lere, som yder en service til bønderne samtidig med at de selv laver god forretning.
ORGANISERING AF SMÅBØNDER
Mellemhandleren kan f.eks. være en bondeorganisation. I Malawi hedder den NASFAM (National Smallholder Farmers Association of Malawi), rummer omkring 300.000 medlemmer og har specialiseret sig i nogle værdikæder, som giver medlemmerne rimeligt gode priser. Det er bl.a. chili, ris og jordnødder.
Bønderne er organiseret i “klubber” af 10 medlemmer. 4-5 sådanne klubber udgør den næste enhed, som så fungerer som samlingspunkt for oplagring, afhentning og afregning af afgrøderne. NASFAM køber i nogle tilfælde selv op, sorterer, pakker og sælger afgrøderne. Man kan købe NASFAM ris i supermarkederne.
I andre tilfælde fungerer NASFAM som rådgiver og skaber kontakt mellem køber og sælger. NASFAM fik støtte fra Danida indtil 2002, da den nytiltrådte VK-regering lukkede hele landeprogrammet.
I dag er der andre donorer, og det er jo nok NASFAMs akilleshæl, at selv om denne organisation fungerer i markedskæden på forretningsvilkår, kan den stadig ikke klare sig uden tilskud.
TERRITORIAL APPROACH
Et andet eksempel, som jeg selv har været involveret i, kommer fra Kitui i Kenya. Det er et område med typisk småbondebrug. Der dyrkes majs, selv om regnen er upålidelig og majshøsten slår fejl hvert andet år.
Her benyttede vi en anden tilgang: træning af småbønder i hvordan markedet fungerer. Der er udviklet en meget detaljeret fremgangsmåde af CIAT – (International Centre for Tropical Agriculture).
Den starter simpelt hen med, at grupper af småbønder i et område – et såkaldt “territorium” – systematisk afsøger markedet for afgrøder, de kender til eller allerede dyrker. Derefter koncentrerer de sig om en eller 2 af dem og går aktivt ind i deres værdikæder.
I Kitui valgtes i første omgang ’green grams’. Det gav allerede efter første høst en god ekstra-fortjeneste, fordi bønderne havde fundet ud af, hvilke krav markedet stiller til kvalitet og pakning. Og de kunne levere til tiden.
Næste sæson udvidede de deres areal og tjente endnu mere – enkelt og meget effektivt.
VÆRDIKÆDEANALYSE
Man kan som udviklingsorganisation støtte værdikæderne på mange måder. Der har været en debat på Landbrug og Fødevarers hjemmeside om småbrug kontra stor-landbrug i Afrika. Her fremstiller en fortaler for stordriften storlandbrugene som ’vækst-lokomotiver’.
Sukkerplantage-drift bruges som eksempel, der angiveligt tilgodeser småbønderne, der kan komme ind i denne værdikæde som kontrakt-avlere. Det er ikke den eneste måde og nok heller ikke den foretrukne for småbønderne, hvis de har alternativer. Og det er farligt at gøre dette eksempel til de eneste model.
Den måde, jeg selv som Danida-rådgiver har arbejdet med værdikæde-tilgangen på, har været først at sammenligne forskellige værdikæder og så vælge at arbejde med dem, der involverer flest mulige småbønder og små forretningsdrivende, og hvor der samtidigt er et vækst-potentiale.
Dernæst har det været vigtigt at forstå, hvilke problemer og flaskehalse en sådan værdikæde indeholder. Det kan være på producent-niveau f.eks. omkring organisering. Det kan dreje sig om lovgivningen. Og det kan være noget så enkelt som information og dialog mellem de forskellige led i værdikæden.
Der kan også være problemer omkring finansiering. Og det er det sidste punkt jeg vil behandle her.
HAR SMÅBØNDER BRUG FOR KREDIT?
Både ja og nej. I hvert fald er situationen den, at der ikke er megen lånekapital til rådighed for dem.
Bankerne synes, der er for stor risiko ved regnafhængigt landbrug. Og hvis der findes en bank-filial i en lille by i Afrika, er den helt sikkert ikke lagt dér for at give lån til småbønder.
Kun meget få mikrofinansorganisationer har været i stand til at udvikle finansielle produkter, som passer til småbøndernes behov. Det er også for dem – ligesom for bankerne – for dyrt at operere i de afsides landdistrikter.
Landsbybanker ejes typisk af lokale indskydere, deriblandt mange småbønder. Landsbybanken tager imod sparepenge fra medlemmerne og giver dem lån.
Men igen går der ikke så mange lån til landbrug, for det er jo ikke kun bankerne, der udmærket ved, at regnafhængigt landbrug er risikabelt. Bønderne ved det også.
BEDRE AT SPARE OP
Det har faktisk vist sig, at formåen til at spare op i mange tilfælde er vigtigere for småbønderne end direkte landbrugskredit. I et land som Kenya overgår den samlede opsparing fra småsparere i landdistrikterne langt summen af udlånte penge til dem.
Derfor er det ikke så mærkeligt, at den i dag nok hurtigst voksende form for finans-organisation i Afrika er spare-lånegrupperne.
En spare-lånegruppe består typisk af 10-20 medlemmer, flest kvinder, men der kan også være mænd med. De beslutter at mødes en gang om ugen eller hver fjortende dag og vil så hver indbetale et fastsat beløb til en fælles kasse. Det kan være helt ned til 1 krone per medlem om ugen.
Efter et stykke tid kan medlemmerne tage små lån, som betales tilbage med renter. Gradvis vokser gruppens kapital. Kapitalsummen kan deles. Det sker typisk årligt – i begyndelsen af landbrugssæsonen, hvor der er brug for penge.
Efter en pause, hvor alle gruppens medlemmer arbejder i marken, star-ter de med at mødes igen og bygger atter kapitalen op. Det er mønstret i de såkaldte VSLA-grupper, en metodik, der støttes af CARE og nu også andre danske NGOer.
Det er altså ikke kredit-behov, som driver disse grupper, men medlem-mernes egen opsparing. Der er ikke lånepenge udefra, grupperne er total selvkørende og selvfinansierende.
Der skal nogen støtte til i form af oplæring og rådgivning, men det er en relativ billig form for støtte – typisk kanaliseret gennem fattigdoms-orienteret NGO-arbejde.
“OPSPARINGS-REVOLUTION”
4 af de større internationale NGOer, som fokuserer på denne form for støtte, har alene hjulpet 1,5 millioner mennesker – hovedsagelig kvinder, hovedsagelig småbønder – til at organisere sig i spare-lånegrupper i Afrika.
Og tallet er stærkt voksende. “En opsparings-revolution” har OXFAM America kaldt det.
En anden finansiel service, som Afrikas småbønder har stor brug for, er pengeoverførsel. Det skyldes især den dynamik, som er omtalt ovenfor.
Familierne splittes op og nogle medlemmer migrerer permanent eller sæsonmæssigt. Der er brug for at flytte penge over store afstande på en sikker måde. Og her kan mobiltelefonen bruges.
I Kenya lancerede Safaricom i 2006 en pengeoverførsels-service kaldet ’Mpesa’, som er blevet en bragende succes. I løbet af få måneder i prøve-perioden var der 1 million medlemmer af ’Mpesa’. I dag er der 9 millioner kontohavere, og næsten en milliard kenyanske shilling flyttes dagligt.
En meget stor del af disse overførsler er mellem by og land – begge veje.
KONKLUSION: JA, SMÅBØNDERNE KAN SKABE VÆKST
Mit svar på spørgsmålet om Afrikas småbønder kan skabe vækst er ’Ja’. Men det kræver, at man får øjnene op for hvilke mulige nye veje, der kan betrædes.
• For det første skal landbrugsudvikling i fokus. Der skal, som Verdens-banken, FAO og NEPAD siger, investeres mere i landbrugssektoren, også af donorerne.
• Småbønderne har brug for input, viden og bedre organisering for at kunne øge deres produktivitet. Staten kan spille en aktiv og støttende rolle – også ved at bryde vanetænkningen om, at den ikke skal blande sig. Det skal staten, og når den gør det gennemtænkt og uden for megen korruption, så er småbøndernes respons positiv.
• Markedet giver småbønderne muligheder. Småbønder kan få udbytte af at gå aktivt ind i værdikæderne. Men der er mange måder dette kan gøres på – kontraktdyrkning for store eksportører eller forarbejdnings-industrier er ikke den eneste og måske slet ikke den bedste. Der er brug for innovation. Mangel på viden om markedet – på godt og ondt – er nok et af de afrikanske småbønders største problemer.
• Endelig har småbønderne brug for penge. Men ikke udelukkende som landbrugskredit. Opsparing og pengeoverførelse har vist sig som de 2 mest ekspansive finansydelser i Afrikas landdistrikter. Og de når helt ud til de allerfattigste. Der er penge i Afrikas småbønder.
Den store lommeregner skal frem. For Afrika har millioner af småbøn-der, og når de kommer i bevægelse – blot med små skridt – så sker der rigtig store ting.
HENVISNINGER OG KILDER
Debat med indlæg af Esbern Friis-Hansen, DIIS (Småbønderne kan gøre det) of Andrew Temu, Sokoine Agricultural University i Tanzania (Store landbrug er vejen til udvikling for landbruget i Tanzania). Begge artikler findes i Den afrikanske farm anno 2005, EN FAKTA- OG DEBATBOG om Tanzania med fokus på større landbrug, private investorer og udviklingen af landbrugssektoren udgivet af Landbrugsrådet
http://www.ulandbrug.dk
THE COCONUT SUB-SECTOR IN KENYA: THE RESULTS OF COCONUT TREES CENSUS AND BASELINE SURVEY FOR COAST PROVINCE, Institution Development & Management Services, Final Report, May 2007 – April 2009, Ministry of Agriculture and ABD-Danida
The Savings Led Revolution – Mass-Scale, Group Managed Microfinance for the Rural Poor,
Jeffrey Ashe, Director of Community Finance, Oxfam America, September 25, 2009
Malawi case study:
http://www.fao.org/fileadmin/user_upload/newsroom/docs/pathways.pdf
Smallholder Farmers and the Market – Lessons from a pilot project in Kitui District on the ‘Territorial Approach to Agro-enterprise Development’, Christian Sorensen, Agricultural Business Development, July 2008
The Territorial based Approach to Agro-Enterprise Development. Strategy Paper: Territorial Approach to Rural Agro-enterprise Development: Mark Lundy, Carlos Felipe Ostertag, María Verónica Gottret, Rupert Best and Shaun Ferris Rural Agro-enterprise Development Project, CIAT
http://www.ciat.cgiar.org/agroempresas/ingles/manual_series.htm
http://www.safaricom.co.ke/fileadmin/template/main/downloads/M-PESA%20Statistics%20February2010.pdf
Christian Sørensen har e-mail [email protected]
