KOMMENTAR
Af Jesper Søe
journalist med u-landsforhold som speciale
Den danske u-landsforening, BØRNEfonden, skjulte i mere end 3 år overfor offentligheden, at mindst 2 piger er blevet seksuelt misbrugt på et modtagecenter i Benin i Vestafrika. Et center, der var betalt af danskerne gennem DM i Indsamling i 2005.
Det er jo en klassisk sag om, hvordan man til enhver tid kan gradbøje åben-hed, så den passer ind i krammet og ikke generer alt for meget.
BØRNEfondens direktør, Annette Lüdeking, har hverken sagt noget til rådgivnings-firmaet COWI, der udarbejdede en rapport om projektet sidste år, eller til andre NGOer endsige de danske myndigheder.
Kun fordi, der kom et par journalister forbi, er sagen kommet til offentlighedens kundskab. Hvis det havde stået til direktøren, havde vi aldrig fået noget at vide. Aldrig nogensinde. Hun skubber hensynet til børnene og alle mulige andre foran sig.
FIK CHANCEN – TOG DEN IKKE
Selv da Ekstra Bladet, som nu har bragt sagen frem, mødte op på fondens hovedsæde på Jagtvej i København i december sidste år for at høre mere om COWIs kritiske rapport, nævnte hun intet om, at børn var blevet misbrugt på fondens modtagehjem i Benin – der i øvrigt fungerede som et slags lokalt horehus.
Ifølge Ekstra Bladet sagde hun følgende: “Vi har ikke noget at skjule og har selv valgt at offentliggøre en uvildig kritisk rapport”.
Hvordan kan hun finde på at sige sådan noget, når hun netop fik alle tiders lejlighed til at lægge alle kort på bordet? Og oven i købet i en sag, der ifølge hende selv var lukket efter at hendes organisation havde ageret hurtigt og håndfast.
Annette Lüdeking har så oplagt ingen forståelse for, at offentligheden har absolut og uindskrænket ret til at vide besked, når det er samme offentligheds penge, der driver værket.
Hvis man er i tvivl, kunne man bare høre efter, da hun blev grillet om sagen af TV 2s Jes Dorph-Petersen i går søndag. Hun sagde direkte, at hun ville handle på samme måde, hvis en tilsvarende sag kom op. Altså lægge låg på sagen overfor offentligheden igen.
IKKE KAPABEL MED DEN HOLDNING
Det er både modigt – og dumt – sagt. Herfra skal der lyde en klar opfordring til Lüdeking om stille og roligt – uden støj af nogen art – at trække sig som direktør. Hun er simpelt hen ikke kapabel til at sidde, hvor hun gør, med den holdning. 5 år må være nok.
Går hun ikke selv, vil det være på sin plads, at bestyrelsen anmoder hende om det. Den bestyrelse, hvor der i det 4-mand store forretningsudvalg sidder kendisser som (formanden) erhvervskvinden Stine Bosse og TV-journalisten Jes Stein Pedersen.
Bosse har kun siddet godt et år på posten, så sagen fandt sted flere år før hendes tid (2007), alligevel kan man godt undre sig over, at den åbenmundede erhvervsleder har været totalt tavs.
Det var hun bestemt ikke kort efter sin tiltræden, hvor hun lagde ud med at give BØRNEfondens givere en uforbeholden undskyldning for at fonden trak sig ud af det borgerkrigshærgede Rwanda over hals og hoved (mens andre NGOer blev).
Det efterlod tusindvis af sponsorbørn i det borgerkrigstraumatiserede land – børn der var blevet lovet en uddannelse, betalt af danske sponsorer..
TAVSE JES STEIN PEDERSEN
Eller hvad med Jes Stein Pedersen, som jo selv er mediearbejder og tidligere har udvist stor handlekraft i BØRNEfondens regi.
Det var således bl.a. på hans foranledning, at BØRNEfondens formand gennem 10 år, Bjarne Møgelhøj, trak sig fra sin post i efteråret 2008, efter at B.T. afslørede hans kæreste-forhold til en kvindelig ansat. Parret mødtes ved et Røde Kors-møde i november 2007 år og et par måneder senere var hun ansat i BØRNEfondens informationsafdeling, samtidig med at forholdet fortsatte med at udvikle sig.
Dengang var Jes Stein Pedersen handlekraftig: Hvorfor er han mundlam nu? Der er ellers grund nok til at melde sig på banen:
Børnefonden fik i alt 5,2 mio. kr. gennem DM i Indsamling projektet, der skulle befri børneslaver i Benin, og i alt nåede 163 børn at være på Børnefondens modtagecenter fra august 2005 og frem til sommeren 2007. Mindst 2 af dem blev som nævnt udsat for seksuelt misbrug, men omfanget kan være langt større. Børnefonden har nemlig kun interviewet 13 ud af de i 163 børn om, de er blevet misbrugt.
HVAD MED LARS KAABER?
Eller hvad med BØRNEfondens nye pressekonsulent, Lars Kaaber? Den 53-årige journalist blev fra seneste årsskifte hentet til fonden fra Liberal Alliance for at “sikre profileringen som sponsor- og udviklings-organisation”, som det hed.
Har direktøren overhovedet informeret ham om den betændte sag, så han kunne rådgive udfra sit faglige ståsted? Eller var han en af de mange, som havde bedst af ikke at vide noget?
En beslutning, som direktøren kunne tage med henvisning til den gummiparagraf for åbenhed, som organisationen selv har vedtaget. Hør bare fra Børnefondens indsamlingsetiske retningslinjer:
Punkt: 2.8
BØRNEfonden tilstræber at alle relevante oplysninger offentliggøres og bliver gjort tilgængelige for offentligheden. Dog lægges der vægt på at sikre diskretion for bidragydere og sponsorer, sponsorbørn og deres familie samt medarbejdere, om hvem personlige og økonomiske oplysninger ikke viderebringes uden særskilt aftale i hvert enkelt tilfælde.
Nøgleordet er naturligvis her “relevante”. Med andre ord: Fonden bestemmer selv, hvad der er relevant. Offentlighedskravet kan dermed – til hver en tid – gradbøjes nogenlunde efter behag.
Det er selvsagt ikke tilfredsstillende. For det betyder, at alle denne verdens Lüdekinger til enhver tid selv kan beslutte, hvad vi andre må høre. Og den går ikke.
Så hvis bestyrelsen for næsten enhver pris vil beholde Annette Lüdeking som direktør, må den i det mindste stramme kravene til og opsynet med hende.
VAGTHUND MED SVAGE TÆNDER
Opsynet udefra lader nemlig meget tilbage at ønske. Reelt findes der ikke et organ eller en uvildig instans herhjemme, som holder øje med NGOerne på dette område
Den eneste vagthund er indsamlingsorganisationernes egen brancheforening, ISOBRO, hvor også BØRNEfonden er medlem. Og det er så som så med dens glammen.
ISOBROs generalsekretær, Robert Hinnerskov, siger mandag til Ekstra Bladet:
– Hvis man ser på vore etiske retningsliner, stiller vi som krav, at man fortæller om væsentlige begivenheder, og det indbefatter, at man informerer om både det problematiske og det, der går godt. Da sagen var afsluttet nede i Benin og centret var lukket, så skulle de have informeret om den. Og det har jeg gjort gældende overfor Børnefonden.
Generalsekretæren vil nu vurdere om, det skal gøres klarere overfor de 133 organisationer, der er medlem af ISOBRO, hvad de har pligt til.
– Det er klart, at der er områder, vi kan forbedre, og derfor kan det da godt være, at vi sammen med ISOBRO’s Indsamlingsetiske Nævn, skal se på om, det kan gøre endnu mere klart, at organisationerne har en pligt til at overholde retningslinierne om åbenhed, siger Robert Hinnerskov.
Den med “det kan da godt være.. at vi skal se på” vidner jo ikke ligefrem om en mand, der springer op og spænder bælte.
NY UVILDIG INSTANS PÅKRÆVET
Jo, der er lang vej endnu. Og man kan kun se frem til, at NGOerne selv tager initiativ til en stærk uvildig instans, som løbende og af egen drift bl.a. tager sager om manglende åbenhed op. Det er højst tiltrængt.
Ellers vil NGOerne blive ved med at skyde sig selv i foden – forvandle sager, der kan håndteres med positiv åbenhed (udfra devisen “Se, det her har vi gjort for at standse uvæsenet”) til fordækte skandaler, der spores op af pressen og præsenteres i maximalt negativt lys.
Det lyder så indlysende let i ethvert mediemenneskes ører og er dog så uendeligt svært at forstå i det danske u-landsmiljø.
Konsekvensen er nye tab af tillid til bistanden. Simpelt hen fordi manglende ærlighed om tingene, både når det går godt og skidt, i sidste ende rammer hele bistanden som en ond boomerang.
Kommentaren er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk
