U-landsstyrelsen har givet klar bane for en bevilling på 248 mio. kr. over 5 år (2004-2009) til “Afrika-programmet for fred” (AFF), som skal bidrage til fred og stabilitet og derved sikre en bæredygtig udvikling på det fattige og kriseramte kontinent.
Programmet kommer på et tidspunkt, da de afrikanske indsatser over for konflikter forekommer markant styrket gennem flere fredsprocesser, fredsstøtteoperationer og politiske processer, og konfliktbilledet endelig er ved at vende til det positive. Den centrale opgave er nu at støtte forankringen af de erfaringer, som afrikanske organisationer er ved at drage igennem konkrete aktiviteter, i en langsigtet og styrket kapacitet i de relevante institutioner.
Baggrund
Afrika er verdens mest konfliktramte verdensdel. Siden 1945 har der været 80 større krige, som i snit har varet 7 år. Siden 1990 har Afrika haft 13 større konflikter med regionale konsekvenser og i hvert fald 8 med virkninger, der rækker ud over den pågældende konfliktland. Det svarer til, at et gennemsnit på knap 60 procent af afrikanerne er blevet påvirket af konflikt siden 1990. Den Afrikanske Union (AU) anslår, at konflikter i årene fra 1980 til 1996 har kostet Afrika over 250 milliarder US dollar (1,5 billioner kr.).
Verdensbanken anslår, at den gennemsnitlige årlige vækst i et konfliktland falder med 2,2 procent og at fattigdommen efter en typisk konflikt vil være forøget med 30 procent.
Gennemsnitligt vil det tage et land 10 år blot at nå det økonomiske niveau fra før konflikten brød ud. Effekterne rammer også regionen, der typisk oplever et 0,5 pct. fald i den økonomiske vækst. Ustabiliteten fortsætter længe efter en konflikts ophør, ikke mindst fordi det tager tid at omstille en krigsøkonomi baseret på dag-til-dag transaktioner og lyssky forretningsnetværk til en normalt fungerende økonomi.
De menneskelige og sociale effekter af konflikter er enorme: 90 procent af alle tab i krig er nu civile og siden 1990 har konflikter skabt flygtningestrømme på over 21 millioner mennesker. Hårdest ramt var Liberia, hvor 71 pct. af indbyggerne på et tidspunkt var flygtninge eller fordrevne.
Konflikt i ét land påvirker regionen, men summen af konflikter påvirker hele kontinentet i form af spredning af ustabilitet, flygtningestrømme og affødte sociale problemer, kriminalitet på tværs af grænserne, begrænsninger i den regionale økonomiske aktivitet, skævvredne økonomiske prioriteringer i retning af sikkerhed og færre muligheder for at koncentrere sig om udviklingsprioriteterne og fattigdomsafhjælpning.
De grundlæggende årsager til konflikter i Afrika inkluderer politiske, økonomiske, social/etniske eller religions-/kulturelle faktorer.
Men helt centralt i billedet står de svage stater sammenholdt med mangel på økonomisk udvikling/økonomisk krise. Denne konstellation spiller en vigtig rolle i at mobilisere de andre faktorer til konflikt.
Lande med svage stater og udemokratiske styreformer har vanskeligere ved eller mangler vilje til at løse politiske spørgsmål gennem politiske processer, og i kampen mellem politiske eliter om magten spiller parterne på andre, latente brudflader i samfundet, som f.eks. etniske, religiøse eller sociale modsætninger.
Disse faktorer, sammenholdt med at der anslås at findes 30-100 millioner håndvåben og lette våben på det afrikanske kontinent og forholdsvis nem adgang til ressourcerige områder, der kan finansiere konflikter, gør konflikt til en alt for oplagt mulighed i Afrika.
Afrikas regionale organisationers rolle i at forebygge konflikter og styringen af kriser bliver stadig stærkere og mere effektiv. Denne rolle voksede frem i løbet af 1990erne som funktion af det eksploderende behov og i lyset af en betydelig international handlingslammelse i forhold til Afrikas konflikter efter bl.a. Somalia-fiaskoen i 1993.
Den regionale organisation for Vestafrika, ECOWAS, var den første, der indsatte en egentlig fredsstøtteoperation (Liberia 1991), og selv om de første ECOWAS-missioner var langt fra perfekte, satte de en udvikling i gang.
Lanceringen af NEPAD-initiativet (New Partnership for Africas Development) i 2001, der kæder økonomisk udvikling sammen med forbedringer på sikkerhed, god regeringsførelse og demokrati, og etableringen af Den Afrikanske Union (AU) i 2002 satte en helt ny dagsorden for fred og sikkerhed.
Processen var med Sydafrika og Nigeria i spidsen for første gang ledet af Afrikas progressive kræfter. 2003 blev på mange måder et vendepunkt: Afrika indsatte hele 4 fredsstøtteoperationer (Liberia, Elfenbenskysten, Burundi og Den Centralafrikanske Republik), 3 militærkup blev effektivt modgået og nye demokratiseringsprocesser sat igang, ligesom den politiske indsats over for potentielle konflikter blev betydeligt mere selvsikker.
Endnu vigtigere var, at kontinentets store konflikter i Angola, DR Congo, Sudan og i Manoflodsområdet, der i størrelse og kompleksitet har været for vanskelige til hurtige og resolutte løsninger både for Afrika og det international samfund, enten er overgået til en efter-konfliktfase (Angola, DR Congo, Manoflodsområdet) eller er godt på vej (Sudan). Med løsningsprocesser på de store konflikter skabes der en helt anden mulighed for resolut indgriben over for de mindre af slagsen.
Men udfordringerne er store og omfatter opbygning af en operativ og effektiv afrikansk sikkerhedsarkitektur, operationalisering af konfliktforebyggelse, tættere og mere operativt samarbejde med civilsamfundsorganisationer i konfliktforebyggelse, begrænsning i den nemme adgang til håndvåben og naturressourcer som finansieringskilde og tydeligere fokus på de stærke konfliktforebyggelsesmuligheder, der ligger i udviklingsprocesserne og i bistanden hertil.
Men i lyset af udviklingen må det vurderes som realistisk, at afrikanske regionale organisationer i et tæt samarbejde med andre aktører i Afrika, herunder særligt civilsamfundet, og internationale organisationer, primært FN, EU og G8, kan få kontrol over konflikter rundt om i verdensdelen inden for en overskuelig fremtid.
Den danske indsats hidtil
Danmark har støttet konkrete fredsprocesser, konfliktløsningstiltag og post-konflikt stabiliseringsfaser i en række stater i Afrika, herunder f.eks. overgangsbistanden til Rwanda, fredsprocesserne i DR Congo og Sierra Leone. Danmark har også støttet AU gennem 2 bidrag til AUs fredsfond, der finansierer konkrete konfliktindsatser.
I 2003-4 blev et forprogram til Afrikaprogrammet for Fred igangsat. Det skal via bidrag til AUs og ECOWAS fredsfonde støtte de 2 organisationers omstruktureringsprocesser og indsatser.
Programbeskrivelse
Programmet sætter ind overfor nogle af de helt centrale udfordringer, som de regionale organisationer står over, når de skal styrke deres indsatser til at forebygge konflikter og styre kriser. Men programmet har også søgt at fastholde et klart fokus, der er fastlagt med udgangspunkt i organisationernes behov og prioriteter, tilpasning i forhold til andre udviklingspartneres indsats og en vurdering af, hvad der kan give de største resultater i forhold til antallet, længden og arten af konflikter i Afrika.
Programmet har således et strategisk fokus på tre områder:
1. Operationalisering af konfliktforebyggelse.
De regionale organisationer har under presset fra behovet for krisestyring i aktuelle konflikter reelt ikke haft overskud til at opbygge en operationel kapacitet til at
forebygge kriser.
En ny situation er imidlertid ved at opstå: Nemlig færre og færre nye konflikter, mens antallet af potentielle konflikter stadig er højt og stigende. Vurderinger af potentielle konflikter, der kan føre til væbnede konflikter på nationalt niveau (altså ikke kun på lokalt niveau), svinger mellem 50 og 90.
Der er således ikke i de regionale organisationer nogen strukturer, der planlægger og gennemdriver konfliktforebyggelses-interventioner, sådan som det er tilfældet for militære krisestyringstiltag. Og de konfliktforebyggende indsatser er ofte begrænset i tid og rum til enkeltstående initiativer på et snævert politisk (diplomatiske missioner) eller militært felt (observationsmissioner).
Kerneudfordringen består derfor i at opbygge den politiske forståelse for og villighed til konfliktforebyggelse som et operationelt middel i organisationernes palet af mulige indsatser og hjælpe til at opbygge et integreret og sammenhængende konfliktforebyggelseskoncept. Det skal trække bredt på politiske, militære, civile og økonomiske instrumenter og muligheder og føres ud i livet som langsigtede og sammensatte ”konfliktforebyggelsespakker”.
Det indebærer flere fokusområder:
(1) styrkelse af kendskabet til hvad konfliktforebyggelse er og viljen til konfliktforebyggelse,
(2) udvikling af et bredt koncept for konfliktforebyggelse,
(3) udvikling af operationelle procedurer for indsættelse af konfliktforebyggelse, herunder ”Standard Operating Procedures” (SOP), identificering og træning af eksperter på forskellige områder, klargøring af udstyr for f.eks. små missioner,
(4) sikring af målrettede finansieringskilder for konfliktforebyggelse, som kan aktiveres med meget kort varsel.
Indsatsen er i overensstemmelse med de beslutninger, som de involverede regionale organisationer har taget om opbygning af en bred konfliktkapacitet, men blot ikke har kunnet udføre fuldt ud, og deres egne umiddelbare prioriteter, og et supplement til den styrkede indsats på kapacitetsopbygning inden for krisestyring, der i øjeblikket foregår.
2. Opbygning af den afrikanske sikkerhedsarkitektur.
En hovedopgave for de regionale organisationer er at opbygge et sammenhængende sikkerhedsarkitektur i Afrika, der bygger på komparative fordele, evnen til at supplere hinanden og synergi – i stedet for, at hver organisation skal kunne alt og gøre alt i sin egen region og udvikle sin kapacitet parallelt med, men ofte ikke i overensstemmelse med, de andre organisationer.
Med vedtagelsen af en fælles afrikanske forsvars- og sikkerhedspolitik i marts 2004 og forhandlinger om aftaler mellem AU og de subregionale organisationer er første skridt taget i at samle organisationerne til ét hele. Den store opgave er opbygningen af Den Afrikanske Beredskabsstyrke (African Standby Force – ASF), der skal bestå af en beredskabsbrigade i hver af Afrikas 5 anerkendte regioner. Afrika har lagt sig fast på, at der skal være tale om en beredskabsstyrke efter SHIRBRIG-model (Standby High Readiness Brigade) og ikke store, stående og dyre enheder.
SHIRBRIG er et samarbejde mellem mindre NATO-lande om opstilling af en multinational brigade, der kan stilles til rådighed for FN, og som har hovedkvarter i Høvelte. Tanken er en slank model, der er centreret om et lille planlægningselement på 15 personer, der skal styre styrkebidrag fra medlemsstaterne til brigaden og integrere dem til en sammenhængende enhed.
G8-landene vedtog på deres topmøde i 2002 at yde betydelig støtte til opbygning af PSO-kapaciteten (Peace Support Operations), der primært fokuserer på opstilling af enheder (bataljoner) og opbyggelse af en enhedstræningskapacitet. Afrika-programmet har til hensigt bl.a. at støtte SHIRBRIGs fortsatte støtte til kapacitetsopbygning, udvikling af et operationskoncept og en doktrin samt retningslinjer for operationer samt anden støtte – en indsats på det overordnede niveau, der afpasses indsatsen på styrkeniveau.
Programmet har også til hensigt at støtte operationaliseringen af forbindelserne mellem de regionale organisationer som led i opbygning af sikkerhedsarkitekturen.
3. Styrkelse af forbindelserne mellem de regionale organisationer og civilsamfundet.
En anden hovedudfordring for de regionale organisationer, ikke mindst i forhold til konfliktforebyggelse, er at kunne styrke indsatsen ved at samarbejde med andre kræfter.
Der er allerede en betydeligt samarbejde mellem NGOer og de regionale organisationer under fremvækst. I Vestafrika er et civilsamfundsforum under fremvækst og ved AU dannes ECOSOCC (Economic, Social and Cultural Council) snart, som i virkeligheden er et ”parlament” bestående af civilsamfunds-organisationer, der vælges i hvert enkelt land som det samlede civilsamfunds repræsentant.
Samarbejdet byder på store fordele i form af tilpasning og synergi. NGO arbejder ofte med lokale konflikter, hvor ofte hverken stater eller regionale organisationer når ud. NGOer kan også arbejde i lande, som ikke ønsker, at regionale organisationer skal blande sig i deres interne forhold. Samarbejdet giver derfor muligheder for at mindske den negative effekt af ikke-indblandingsprincippet.
NGOer bidrager i stigende grad til at professionalisere arbejdet i de regionale organisationer, ikke mindst i form af informationsindhentning og analyse. De regionale organisationers sekretariater har også set en fordel i, at NGOer tager sager op, som de af hensyn til diplomatiske hensyn til en vanskelig medlemsstat er forhindret i at tage op.
Programmet sigter på at styrke den udvikling i samarbejdet mellem de regionale organisationer og civilsamfundet, som allerede er i gang. Det vil støtte en stærkere organisering af civilsamfundet i platforme eller fora, fordi det øger deres mulighed for indflydelse og for at sætte sager på den politiske dagsorden, og medvirke til at muliggøre et tættere operationelt samarbejde om konfliktforebyggelse omkring konkrete aktiviteter.
Programmet retter sig mod de 4 centrale organisationer for fred og sikkerhed i Afrika: AU samt ECOWAS, SADC og IGAD som de regionale organisationer for henholdsvis Vestafrika, det sydlige Afrika og Afrikas Horn.
I alle organisationer tages der udgangspunkt i egne strategier og planer, om end støtten tilpasses de konkrete forhold. Dette gør sig ikke mindst gældende i forhold til SADC, hvor der i en indledende periode satses meget stærkt på kapaciteten ved centrale aktører i civilsamfundet, som i høj grad kan påvirke det politiske samarbejde i SADC i en positiv retning. Og til IGAD, der i lyset af situationen på Afrikas Horn reelt hverken har en stor rolle eller kapaciteten at spille ind, når det gælder konfliktforebyggelse eller krisestyring. IGADs fredsprocesser for Sudan og Somalia køres reelt af Kenya som IGAD-medlemsland.
Programmet er tilrettelagt sådan, at det løbende kan tilpasse sig de regionale organisationers prioriteter, men samtidig sådan, at det fremmer kapacitetsudvikling og indsatser i den konfliktforebyggende retning. Håbet er, at kapacitetopbygningen fremmer en større forståelse for nytten af konfliktforebyggelse og derved også et mere langsigtet fokus herpå.
Der er fastsat ”sektorspecifikke” resultatindikatorer for programmet (for 2009), herunder
– Antallet af konflikter nedsættes til maksimalt 2002-niveauet.
– Den gennemsnitlige varighed af en konflikts aktive fase (dvs. fra udbrud til effektiv våbenhvile eller våbenstilstand) begrænses til maximalt 8 måneder – mod førhen 7 år i snit.
– Det årlige antal nyudbrudte væbnede konflikter falder til maximalt 2002-niveauet.
– Lande, i hvilke der indsættes ”konfliktforebyggelseskampagner”, glider ikke ned i væbnet konflikt.
– Målbare indikatorer for de enkelte komponenter opbygges i samarbejde med de enkelte organisationer.
Modtagergruppen
AU er i forhold til forgængerorganisationen OAU en forbedring på en række områder, ikke mindst etableringen i marts 2004 af det nye Freds- og Sikkerhedsråd (PSC).
Protokollen gør for det første AUs muligheder for konfliktindsatser meget mere operative. PSC består af 15 medlemslande , herunder i realiteten altid 5 af Afrikas største nationer, og er ikke afhængig af konsensusbeslutninger, men tager beslutninger ved 2/3 flertal.
For det andet indeholder AU-charteret mulighed for intervention i en medlemsstat i tilfælde af ”alvorlige omstændigheder”,f.eks. forbrydelser mod menneskeheden.
For det tredje er der indsat en ny AU-kommission, der på kort tid er blevet til et dynamisk lokomotiv for den progressive dagsorden i Afrika. Samlet må AU betegnes som inde i en meget positiv udviklingsproces og bliver i stigende grad den centrale aktør på konfliktområdet. Grundlaget for AUs indsats på konfliktområdet er Freds- og Sikkerhedsprotokollen fra 2003.
ECOWAS er den underregionale organisation, der er kommet længst i den politiske og økonomiske integration, og løsning på konflikterne i regionen åbner helt nye perspektiver. ECOWAS går samtidig foran, når det drejer sig om at omsætte NEPAD i praktisk gerning. Samtidig må ECOWAS sammen med AU betragtes som de stærkeste regionale samarbejder i Afrika, og ECOWAS er inde i en hastig og meget positiv udvikling. Grundlaget for ECOWAS indsats på konfliktområdet er en konfliktmekanisme fra 1999.
SADCs konflikt-og sikkerhedsmekanismer har af politiske årsager været samlet i Organet for Politik, Forsvar og Sikkerhed – formelt uden for organisationen. Men med vedtagelsen af den Strategiske Indikative Plan for Organet (SIPO) i 2003 og enighed om en Fælles Forsvars- og Sikkerhedspagt er Organet institutionaliseret under SADC-sekretariatet i Gaborone.
Derved har SADC fået et nyt grundlag for at styrke sin konfliktindsats. Det muliggør, at det stærke regionale samarbejde på konflikt- og sikkerhedsområdet, som især civilsamfundet har været involveret i, kan tilnærme sig SADC-sekretariatet med sigte på dels at fastholde og udbygge de opnåede resultater og den regionale kapacitet, dels rodfæste et stærkere samarbejde mellem SADC og civilsamfundsorganisationerne fra starten.
IGADs rolle på Afrikas Horn er prekær, ikke mindst fordi mange af landene i organisationen ligger i indbyrdes strid. Perspektivet om en løsning på konflikten i Sudan kan imidlertid ændre denne situation radikalt, og IGAD har samtidig fået en vigtig rolle i opbygningen af den østafrikanske ASF-brigade. Samlet må IGAD betragtes som en endnu svag organisation, der imidlertid kan komme til at spille en vigtig rolle i fremtiden. Grundlaget for IGADs konfliktindsatser er IGAD-strategien fra 2003.
Komponenter
Komponent 1: AU
Komponenten har 2 underkomponenter: Støtte til gennemførelsen af AUs Freds- og Sikkerhedsprotokol og til at styrke forbindelserne mellem AU og civilsamfundsorganisationerne.
Underkomponent 1:
Fokus for komponenten er at styrke AUs evne til at forebygge konflikter og medvirke til at styrke den politiske vilje til at engagere sig i konfliktforebyggelse, udvikle et konfliktforebyggelseskoncept og opbygge operationelle muligheder for at sætte ind med konkrete interventioner.
Støtten vil bestå af en særlig fond, som kun kan bruges til konfliktforebyggelse og AU kan trække på i opbyggelsen af kapaciteten til konfliktforebyggelse samt til støtte til konkrete konfliktforebyggelsesmissioner. AU kan få adgang til støtte fra fonden efter fremlæggelse af korte aktivitetsoplæg, som tiltrædes af programmet.
Som sådan skal fonden muliggøre et stærkere fokus på konfliktforebyggelse, hvor såvel tids- som finansielle begrænsninger i AU tilsiger et ensidigt fokus på krisestyring. Der kan indsættes en konfliktforebyggelses-langtidsrådgiver, som skal bistå opbygningen af denne kapacitet.
Underkomponenten gør det også muligt for AU at indsætte kortere eller længere observatørmissioner i kriser, der er under udbrud, eller feltmissioner i situationer, hvor udviklingen går i den forkerte retning og AU gennem dialog med parterne og påvirkning af regeringen og myndighederne kan søge at vende situationen.
Underkomponenten vil også sikre støtten fra SHIRBRIG til opbygning af den kontinentale ASF-kapacitet, dvs. opstillingen af AUs planlægningselement, der skal binde de 5 regionale ASF-brigader sammen, udviklingen af operationskoncept og doktriner på relevante områder. Endelig vil underkomponenten støtte tættere forbindelser til de sub-regionale organisationer ved at muliggøre fælles aktiviteter eller et bredere harmoniseringsarbejde.
Underkomponent 2:
Denne Underkomponent vil støtte opbygning af mere operative forbindelser mellem AU og civilsamfundsorganisationerne. Den vil tage form af en særlig fond, der skal fremme samarbejdet mellem civilsamfundsorganisationer og AU i konkrete indsatser, for derved at sikre bredere samarbejde også i ECOSOCC.
Komponent 2: ECOWAS
Komponenten har 3 underkomponenter: Støtte til ECOWAS konfliktmekanisme, støtte til at gennemføre NEPAD i Vestafrika og til at styrke forbindelserne mellem ECOWAS og civilsamfundsorganisationerne.
Underkomponent 1:
Underkomponenten vil muliggøre SHIRBRIGs kapacitetsopbyggende arbejde med ECOWAS efter samme retningslinjer som for AU og give et årligt bidrag til ECOWAS fredsfond for at støtte den bredere kapacitetsudvikling og udbygning af organisationens aktiviteter.
Underkomponenten har samme model for opbyggelse af kapacitet til konfliktforebyggelse som AU-komponenten. Den består af en konfliktforebyggelsesrådgiver og en særlig konfliktforebyggelsesfond, der samlet skal medvirke til at opbygge kapacitet og muliggøre konkrete indsatser.
Underkomponent 2:
Denne underkomponent har til formål at støtte ECOWAS koordinerende rolle i virkeliggørelsen af NEPAD-dagsordenen i Vestafrika. ECOWAS var den første underregionale organisation, der har fået den specifikke rolle at være regionalt centerpunkt for NEPAD, og ECOWAS har gennemført et stort arbejde med at bringe NEPAD centralt ind i den regionale økonomiske integrationsproces.
Processen har et langsigtet konfliktforebyggende sigte. Underkomponenten vil for det første finansiere 2 ud af 12 ekspertrådgivere, der skal opbygge kompetencen i ECOWAS og medlemsstaterne til at samarbejde regionalt. De 2 tre-årige ekspertstillinger dækker politisk regeringsførelse og fattigdomsbekæmpelse. Underkomponenten vil dertil bestå af en særlig fond, der skal muliggøre ECOWAS arbejde og nærmere samarbejde med medlemsstaterne herom.
Underkomponent 3:
Denne underkomponent vil direkte støtte Den Vestafrikanske Civilsamfundsplatform ved ECOWAS samt bestå af en fond, der skal støtte civilsamfundets samarbejde eller koordination med ECOWAS i konkrete aktiviteter til konfliktforebyggelse eller NEPAD-gennemførelse.
Komponent 3: SADC
Komponenten har 2 underkomponenter: Støtte til øget demokratisk kontrol med forsvars- og sikkerhedssystemerne i det sydlige Afrika og til at gennemføre SADCs Strategiske Indikative Plan for Organet (SIPO). Som sådan integrerer denne komponent løbende det omfattende samarbejde, som allerede sker med civilsamfundsorganisationer, der på mange måder er fokus det regionale samarbejde i det sydlige Afrika i den nuværende situation.
Underkomponent 1:
Underkomponenten vil støtte ”Southern African Defence and Security Management Network” (SADSEM), der skal etablere en stærkere regionale kontrolmekanisme med forsvars- og sikkerhedssystemerne. Et vigtigt element er at styrke forbindelserne mellem initiativet og SADC med henblik på at SADC på sigt overtager funktionen.
Underkomponent 2:
Underkomponenten vil fokusere på at styrke evnen til at forebygge konflikter i SADC-regionen. I dag gennemføres denne aktivitet af Centre for Conflict Resolution (CCR – Sydafrika) med fokus på CCRs arbejde med SADC som del af deres Afrikaprogram i opbyggelsen af en konfliktforebyggelseskapacitet.
Samtidig består aktiviteten af en fond, der skal muliggøre et tættere samarbejde om konfliktforebyggelse og konkrete interventioner. Der kan indsættes en konfliktforebyggelseslangtidsrådgiver, som skal bistå ved opbygningen af denne kapacitet ved SADC.
Underkomponenten vil støtte opbygningen af det sydlige Afrikas ASF-brigade, særligt gennem SHIRBRIG-støtte til opbygning af SADCs planlægningselement, støtte til træning i fredsbevarende operationer samt støtte til strategiudvikling i SADC, særligt i forhold til et nærmere forsvars- og sikkerhedssamarbejde i regionen. Endelig vil underkomponenten støtte formanden for SADC-organet og fremme båndene mellem civilsamfundsaktører og SADCs sikkerhedsstrukturer.
Komponent 4: IGAD
Komponenten støtter IGADs nye strategi, men tager højde for IGADs begrænsede rolle i forhold til konfliktforebyggelse og krisestyring på Afrikas Horn. Også af denne årsag er komponenten væsentligt mindre end de andre.
Komponenten vil støtte operationaliseringen af IGAD-strategiens konfliktforebyggelseselementer og bestå af en konfliktforebyggelsesfond, der skal fungere efter samme retningslinjer som for AU. Der indsættes ikke en konfliktforebyggelsesrådgiver, men det er tanken, at rådgiverne ved AU også skal have et tæt samarbejde med IGAD.
Komponenten vil også støtte opbygningen af Østafrikas ASF-brigade, idet IGAD har fået ansvar for at opstille denne for hele Østafrika (dvs. med deltagelse af flere lande end IGADs medlemskreds). Dette er ikke uden betydning, idet det kan medvirke til at sikre en balance mellem konfliktlandene i IGAD og derved give organisationen en stærkere rolle at spille.
Endelig vil komponenten støtte IGADs fredsfond for at støtte den bredere kapacitetudvikling og udbygning af organisationens aktiviteter.
Reviews
Støtten fastlægges indledningsvis for den første del af programperioden. I 2006 tænkes gennemført fælles reviews med de pågældende organisationer for at kunne drage erfaringer og tilrettelægge støtten for den sidste del af programperioden 2007-2009.
Koordination
Koordination med andre udviklingspartnere vil være helt afgørende, og Danmark vil søge at deltage i centrale koordinationsfora, hvor organisationernes udviklingsprioriteter diskuteres med udviklingspartnerne, støtteprogrammer fastlægges og koordineres og andre betingelser for støtten harmoniseres. Et problem er, at Danmark ikke er repræsenteret ved de regionale organisationers hovedsæder. Også af den årsag forudses en regelmæssig konsultation.
Ikke-øremærkede midler
Der afsættes et ikke-øremærket beløb på 5 mio. kr. (plus 6 mio. kr. til ECOWAS) til mulige nye aktiviteter, der bliver identificeret i løbet af programfasen til at understøtte programmets overordnede formål..
Tværgående hensyn
Kvinder er én af de primære offergrupper i konflikter, og der er stort behov for at sikre større bevidstgørelse af kønsaspekterne i indsatserne over for konflikter. Programmet vil aktivt prioritere kapacitetsopbyggelse, der kan fremme en større køns-sensitivitet i organisationerne og i konfliktanalyser, og vil prioritere køns-rettede konfliktforebyggende aktiviteter.
Bekæmpelsen af hiv/aids i de væbnede styrker er helt central, såvel for spredningen af hiv som for fastholdelsen af kapaciteten i militæret i forhold til kapacitetsopbygningen.
Smitteprocenten hos militærpersonel ligger noget højere end i befolkningen som helhed, og da soldater indsættes forskellige steder medvirker det til at fremme smittespredning og udhule kapaciteten. Det ligger imidlertid uden for dette programs rækkevidde at gøre en indsats på dette område, men andre partnere, der har fokus herpå, er i færd med at inddrage præventive hiv/aids-kampagner i arbejdet.
Programmet som sådan er miljøneutralt. Det vil gennem fondene komme til at støtte tiltag, der skal opmuntre gennemskuelig og god adfærd i udnyttelsen af Afrikas rige naturforekomster.
Programmet indeholder ingen store anlægsudgifter. Der indsættes i alt 4 langtidsrådgivere under programmet:
En rådgiverenhed på 2 langtidsrådgivere ved AU i Addis Ababa (den ene er optionel). Rådgiverne skal bistå AU og IGAD med at (1) operationalisere konfliktforebyggelse, (2) opbygge sikkerhedsarkitekturen, og (3) sikre harmonisering og indre sammenhæng i Afrikaprogrammet for Fred på tværs af sikkerhedsarkitekturen. Som sådan skal rådgiverne også støtte indsatsen i ECOWAS og SADC.
– En langtidsrådgiver i ECOWAS, der skal støtte opbygningen af en operationel konfliktforebyggelseskapacitet.
– En mulig rådgiver ved SADC til at støtte opbygningen af en konfliktforebyggelseskapacitet.
Væsentlige risikoelementer
En risiko er, at det stærke progressive førerskab, der kendetegner Afrika i øjeblikket, går tabt. Det kan ske, hvis ét af de toneangivende lande igen falder fra den demokratiske udvikling og får mere traditionelt autokratisk styre, eller hvis blokken af mindre progressive lande får held med til at stække dagsordenen. I øjeblikket tyder intet på, at det skulle være tilfældet.
En anden risiko er, at organisationerne på trods af målrettet støtte til konfliktforebyggelse fortsat ikke har kapacitet til at prioritere indsatser i situationer, der i sagens natur endnu ikke er kommet på den politiske dagsorden.
I støtten lægges der vægt på at fremme et koncept for konfliktforebyggelse, der inddrager forskellige partnere og kan gennemføres så nemt og billigt som muligt, samt på procedurer, der er tilpasset de almindelige kommandoveje på krisestyringsområdet – med det sigte at modvirke en overbelastning af nye strukturer. Såvel AU som ECOWAS lægger stor vægt på at effektivisere deres kapacitet til konfliktforebyggelse.
En tredje risiko kunne være, at der ikke kan skabes politisk vilje til konfliktforebyggelse, fordi det berører interne forhold i landet. Den seneste udvikling peger dog på, at det ikke er et generelt problem. AU har således kunne indsætte konfliktforebyggende missioner i Burundi og på Comorerne. Til gengæld holder visse undertrykkende regimer, f.eks. i Zimbabwe, meget strikt fast i ikke-indblandingsprincippet.
Kilde: www.um.dk
