1,7 mio. til børn og unge i u-lande

Redaktionen

ProjektPuljen under Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) gav i maj 1,7 millioner kr. til projekter for børn og unge i u-lande.

Puljen er indrettet til at støtte organisationer for børn og unge i udviklingslande. I alt 6 organisationer modtog støtte til 9 projekter.

Ungdomsringen arbejder videre med børn direkte eller indirekte påvirket af hiv/aids i Kenya. Ungdomsringen holder workshops og åbner et hjem for forældreløse piger, der ellers typisk er ofre for prostitution. Formålet er at opnå en adfærdsændring og derigennem mindske antallet af aidsramte.

I Nairobis slumkvarterer styrker Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund lederskabet i deres samarbejdsorganisation gennem et seminar. Samtidig forsøger de at bekæmpe den altoverskyggende fattigdom gennem små lån, der giver fattige en chance for at starte f.eks. en lille forretning og derigennem få en levevej.

De danske medicinstuderendes organisation, International Medical Cooperation Committee, IMCC, vil gøre en indsats mod fattigdommen i Rwanda, hvor en lille andel voksne forsørger et stigende antal børn.

Gennem undervisning i familieplanlægning forsøger projektet at mindske den skæve befolkningsvækst. Herudover vil IMCC gennem yderligere et projekt forsøge at hjælpe unge til forsoning samt forbygge nye konflikter gennem et seminar om konfliktløsning.

Netop Rwanda var skueplads for et folkemord for godt 10 år siden, hvor opimod en milion tutsier og moderate hutuer blev myrdet.

Næste ansøgningsfrist til ProjektPuljen er 21. august. Afgørelser om støtte bliver truffet omkring en måned efter. Foreninger, der overvejer at søge om støtte, kan få hjælp og rådgivning af DUFs ProjektPulje konsulent.