Af Maja Schultz Nordbrandt
Medicinstuderende på 9. semester, Københavns Universitet.
Tid til eftertanke, tid til refleksion.
Nu, efter at eksaminerne er overstået og sommeren igen går på hæld og sensommerfreden hviler over København, er der tid og plads til eftertanke.
Ikke mindst tid til at tænke tilbage på april i Rwanda: Regntid. National sørgetid.
Det er 15-året for folkemordet, der fandt sted i det lille centralafrikanske land i 1994, hvor næsten 1 million mennesker blev dræbt.
Jeg boede som medicinstuderende fra januar til maj 2009 i Rwanda, udsendt sammen med Cecilie Dinesen for vores organisation af medicinstuderende, IMCC.
Arbejdet bestod i at hjælpe og være tovholder på et projektsamarbejde om sundhedsforebyggelse og sexualundervisning, som vi har sammen med rwandiske medicinstuderende igennem deres organisation, MEDSAR.
Studerende underviser i sexualoplysning
Samarbejdet består i 5 mindre projekter, der med hvert sit fokus handler om forebyggelse og sundhed hos landbefolkningen, mestendels igennem uddannelse og undervisning.
Set i lyset af Rwandas meget høje fødselsrate på 5,31 børn pr. kvinde (Kilde: Wikipedia), et indbyggertal på omkring 8,4 millioner og et areal, der omtrent er på størrelse med Jylland, er familieplanlægning – dvs. planlægning og styring af hvornår og hvor mange børn man skal have – en meget essentiel faktor i udviklingen.
Rwanda er en nation, hvis image selvsagt er temmelig præget af folkemordet i 1994. Og et land, der 15 år efter folkemordet bestemt ikke er fri for konflikter med rod i folkemordet.
Der ses stadig etnisk-baserede drab, dog ved ingen rigtig hvor mange, fordi kun meget få af disse episoder kommer op i medierne.
Og der er meget divergerende meninger om, hvor højt konfliktniveauet egentlig er – nogle mener, at der i dag er fred og ro i Rwanda, mens andre, hvis du spørger dem, siger, at folkemord kunne ske når som helst igen.
Men Rwanda er også et land, der i dag – og heldigvis for det – har en aktiv, vidende og ambitiøs ungdom, hvilket nok er noget af det vigtigste, når det handler om at kunne bringe landet videre og ud af skyggen fra sin dystre historie.
Nu har jeg været igen i Danmark i et par måneder. Tilbage til den kendte hverdag med de problemer, vi nu slås med her – bander der strides og integrationsdebat.
Men alle sammen problemer, der som bekendt er af en ganske anden karakter end i Rwanda, hvor nogle af de emner, man stadig kæmper med, er: de etniske konflikter fra folkemordet, en stadig uafsluttet retsforfølgelse af de medvirkende og derudover bare generelt demokratiske rettigheder.
April i Rwanda: sørgemusik og genoplevelse af traumer
Da jeg forlod Rwanda i slutningen af april, var landet lige akkurat kommet ud af den sørgekåbe, der tungt havde indhyllet det fuldstændig fra den 7.- til den 14. april og desuden mere eller mindre også resten af måneden.
April er altid for langt de fleste rwandere en tung måned at komme igennem, og historien fylder utroligt meget i stort set alles bevidsthed i denne periode.
Men i år var der ekstra fokus på mindeperioden, ikke mindst fra omverdenen, fordi dette 15-året for historiens mest effektive folkemord, hvor der på 100 dage blev dræbt mellem 800.000 og 1 million mennesker, i dag står som et af de største skrækeksempler på, hvor galt det kan gå, når der ikke er et internationalt samfund, der tør og vil gå ind i konflikter som denne.
April er i Rwanda en periode, hvor alle medier næsten kun beskæftiger sig med folkemordet og ihukommelsen af alle dem, der blev dræbt dengang.
I radioen sendes i hele den officielle sørgeperiode udelukkende en blanding af traditionel rwandisk sørgemusik, oplæsninger af digte om folkemordet, kommentarer om folkemordet, samtaler om folkemordet og vidneberetninger fra folkemordet.
I byerne hænger der guirlander og bannere over hovedgaderne i den officielle sørgefarve dyb-lilla med den ofte brugte frase, ”Never again”. De fleste går hver dag klædt i noget lilla; noget lilla tøj eller et lilla sørgebånd om hals eller håndled.
Hver eftermiddag er der i alle byer ceremonier, hvor noget i samme retning finder sted: øjenvidneberetninger, digte og taler. Og også genbegravelser af nyligt fundne dele af de dengang myrdede.
Til disse ceremonier fungerer rwandiske medicinstuderende som ”councellors” eller samaritter: de tager ud til små landsbyer og bysamfund og er til stede hver dag under ceremonierne, der finder sted hver eftermiddag hele ugen igennem.
Deres rolle er at tage sig af de mennesker, der bryder sammen under ceremonierne – af sorg eller af at genopleve et gammelt traume fra 1994. Det hænder ikke sjældent, at personer, der bryder sammen, ender med at blive hospitalsindlagt.
I Butare, på universitets campus, bliver der også sørget. Hver aften bliver der hele ugen i det store auditorium der har plads til flere tusinde, vist film som fx ”Shooting Dogs”, ”Hotel Rwanda” og andre film, der omhandler folkemordet.
Derefter og indtil klokken 7 om morgenen bliver der så på et udendørs mindested, der hører til universitetet, holdt mindehøjtidelighed til ære for de mange studerende, der blev dræbt på og omkring universitetet i Butare i 1894.
Der bliver tændt bål, holdt taler, fortalt flere vidneberetninger og vist flere film. De forskellige studieretninger skiftes her til at ”have vagten” og våge hele natten lang.
Det er en meget stærk oplevelse at sidde blandt alle disse unge studerende på alder med mig selv, som for de flestes vedkommende allerede har oplevet så meget forfærdeligt og mistet så mange, de kendte og holdt af.
Det er meget stemningsfuldt at være med til disse ceremonier: mørket er for længst blevet tæt og sort her klokken 12 midnat, bålets skær oplyser de mørke ansigter og de lilla stofbannere i glimt.
I mørket kan man på et tidspunkt høre et langt og højlydt, vanvittigt skrig ude fra et sted i den ellers stille skov, der omgiver universitetet. Det er bare én, der genoplever et traume, siger de, der sidder tæt på Cecilie og mig.
Lidt efter ser vi pludselig pigen, som vi før hørte inde fra skoven, komme ud derindefra, båret af 3-4 unge samaritter. De fører hende ned mod kollegieboligerne, mens hun stadig skriger med en uhyggelig og næsten umenneskelig stemme, og hendes lemmer er helt forvredne og krampagtige.
”De bærer hende væk, for at det ikke skal sprede sig til de andre omkring hende”, får vi at vide.
Især i denne officielle sørgeuge er der samtidig en del, heriblandt nogle af vores venner, der til tider får en stærk trang til at komme væk fra alt dette her. Væk fra sorgen og de smertelige minder. Væk fra grædende mennesker og historier om umenneskelige handlinger begået mod andre mennesker.
Én af vores venner siger: ”Nu har jeg brugt hele resten af året på at gå og tænke på dem, jeg mistede og det, der skete dengang – i den her uge vil jeg bare have lov til at glemme det for et stykke tid…!” Underforstået: det er alligevel altid i vores bevidsthed, så hvorfor skal vi så mindes så voldsomt om det hvert år!
Andre mener, at det er en vigtig ”ventil” for alle de traumatiserede: hvis ikke der er et tidsrum i løbet af året, hvor det kan komme til udtryk og op til overfladen, så ville det poppe op på andre og langt mere ukontrollerbare måder mange gange i løbet af året.
Selv om der ganske givet er noget om dette, er det svært at komme uden om, at sørgeperioden godt kan se lidt tvangspræget ud, og den har desuden også nogle svære konsekvenser.
F.eks. er der masser af børn, der ikke er gamle nok til at have oplevet folkemordet selv, men trods dette, efter den officielle sørgeuge hjemme hos familien, kommer tilbage til skolen og her kommer i en krise-/traumelignende tilstand.
En af vores venner, en lærer, siger, at hun opfatter det som en efterreaktion på at have oplevet forældrene gå i den her dybe sorg.
Hun siger, at man som lærer skal være meget opmærksom i tiden efter sørgeugen: lægge mærke til børn der trækker sig ud af sociale sammenhænge, trækker sig ind i sig selv og isolerer sig.
Dette er ofte tegn på, at barnet nu også har fået et traume eller er ved at udvikle et, siger hun.
Stærke viljer trods tragiske oplevelser i barndommen.
Når jeg tænker tilbage på månederne her og alle de mange fantastiske oplevelser, så er noget af det, der har gjort størst indtryk på mig, den styrke og energi, som er til stede i den generation, der nu er ved at uddanne sig til læger, agronomer, jurister, lærere, socialarbejdere, journalister osv.
En energi og vilje, man nogen gange kan synes står i skærende kontrast til alt det, de har oplevet; den familiehistorie, som man ikke skal kende ret mange unge rwandere for at vide, er den gængse historie her.
En historie om, hvordan de som 10-15-årige har mistet en del eller det meste af deres familie i 1994 og hvor de selv i varierende grad har været vidne til drabene på familie, venner eller andre. De har set hele deres samfund gå i opløsning i vanvid og bestialske drab og set ligene hobe sig op i gaderne.
Mange har måttet flygte rundt i landet igennem en periode. Nogle har måske nok boet uden for landet under selve folkemordet, men langt de fleste har alligevel mistet familie.
For slet ikke at tale om alle dem, der har mistet familie tidligere i Rwandas historie. Stort set ingen her har IKKE mistet nogen de holdt af.
Fremtidsperspektivet er: engagerede studerende
Mange af dem, vi kender, har på grund af historien et stort ansvar i familien, fordi der ofte kun er højst én forælder (oftest en mor), hvorfor vores unge venner er dem, der må tage hjem, når mindre søskende er syge, forælderen er syg, eller der opstår andre problemer.
Netop set i lyset af alle de traumatiske oplevelser, som de fleste bærer rundt på, kan det virke absurd, at de trods alt klarer sig så godt, som de gør.
Dels at så mange faktisk kommer på universitetet og får gode uddannelser. At de ikke sidder så fast i tab og traumer, at de glemmer deres fremtid.
Dels er det fascinerende og imponerende at se med hvilken iver og energi de medicinstuderende og andre studerende forsøger skabe en bedre fremtid for befolkningen i deres land.
Der er (ikke mindst sammenlignet med danske tilstande) en helt utrolig aktivitet i alle mulige former for frivillige projekter, der handler om at forbedre leve- og sundhedstilstanden for landbefolkningen.
Mange af dem, der er aktive, er med i adskillige projekter og tager f.eks. ud og underviser en gang om ugen på et sundhedscenter i familieplanlægning; underviser kvinder i en lille flække i fejlernæring og microfinans-projekter eller underviser prostituerede i at få en anden indkomstmulighed.
Der er en enorm aktivitet, som jeg synes vidner om en utrolig stor ansvarlighedsfølelse for deres lands videre fremtid, og et meget stort engagement i deres landsmænds velfærd.
Det sætter vores danske tilgang til frivilligt arbejde meget i perspektiv:
Her i Rwanda skal man sådan set bare sætte et lille opslag op på fakultetets tavle, eller skrive en notits på gulvet med kridt, så møder folk op samme dag med en vældig gejst.
Lidt noget andet må man sige, end situationen i Danmark hvor frivillige organisationer ofte har svært ved at tiltrække folk til, bl.a. fordi der er så ufatteligt mange andre tilbud – men måske også fordi vi ikke ser behovet.
Ikke ser, at vi kan gøre en forskel noget sted. OG ikke møder elendigheden i gadebilledet hver dag, som man gør det i Rwanda.
Selvfølgelig skal man ikke være naiv og undervurdere den grad af tiltrækningskraft det har at komme ind i en NGO (i NGOer er der relativt set flere penge end så mange andre steder), men jeg fornemmer, at det handler om mere og andet end bare det.
Mange har selv været i en meget svær situation i en periode af deres liv – uden forældre, familie og ressourcer – nogle har levet mere eller mindre som gadebørn i en periode efter folkemordet. Og stort set alle har mistet.
Dette giver for nogle, tror jeg, en anden samhørighed med mennesker, der har det svært, og – måske derfor – en større trang til at hjælpe.
Der er derudover en fantastisk idérigdom til nye projekter – mange har på en eller anden måde altid et lille anti-malaria projekt eller noget andet i lommen, som de gerne vil have søsat, hvis der er nogle der kan skyde lidt penge i det.
Det er, som man måske kan forstå, utroligt inspirerende og dejligt at være sammen med så mange engagerede og vidende studerende. Og det giver mig et stort håb om en bedre fremtid for Rwanda.
Konklusionen på det hele er, at jeg har haft 4 fantastiske måneder i Rwanda, og jeg ved, at jeg må tilbage dertil igen en dag. Det er et land med en tragisk historie, men også et land med en utrolig ressourcerigdom i form af unge, engagerede mennesker.
Når man først har været her én gang, er det som om det går i blodet på én. Jeg er ikke færdig med dét land endnu.
——–
Maja Schultz Nordbrandt var udsendt som Ungdomsleder for IMCC Rwanda fra januar til maj 2009 til Butare i den sydlige provins af Rwanda. Projektetsamarbejdet mellem danske IMCC og rwandiske MEDSAR er finansieret af DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd.
Mere information om projektet på http://www.imcc.dk/rwandanmark/