FN har de senere år været øretævernes holdeplads i det internationale samfund. Folkemord, Irak-krig og anklager om korruption har bragt organisationen i miskredit, skriver Morten Felding i en kronik i Berlingske Tidende onsdag. Kronikøren tegner billedet af et andet FN. Et FN som skaber social forandring og politiske reformer i verden.
Af Morten Felding
Årtiet fra 1995 til 2005 ligner umiddelbart et decennium horribilis for FN. Handlingslammet, udemokratisk og korrupt var nogle af de adjektiver, som Kofi Annans organisation måtte lægge ryg til i det forgangne tiår.
Folkemordene i Rwanda og Darfur udstillede Sikkerhedsrådets ørkesløse beslutningsprocesser og manglende vilje til at gribe ind i nationale konflikter, mens krigen i Irak demonstrerede, hvordan verdens eneste supermagt i sidste ende så stort på det internationale samfunds politiske velsignelse. Endelig viste kulegravning af olie-for-mad programmet for nylig eksempler på korruption og manglende etik blandt FNs ansatte.
Med udnævnelsen af den amerikanske FN-ambassadør John Bolton blev der sat ansigt på kritikken af FN som en handlingslammet, udemokratisk og korrupt organisation. Amerikaneren har kontroversielt forslået at fjerne de ti øverste etager i FNs hovedkvarter, al den stund dette bureaukratiske babelstårn blot producerer papir og ikke reel forandring.
Den amerikanske FN-ambassadør har et klart blik for FN-systemets fiaskoer og mangler. Og noget af kritikken kan for så vidt være reel nok. Alligevel er der grund til at tegne billedet af et andet FN.
Et FN, som ikke associeres med handlingslammelse, mangel på demokrati og korruption og i stedet anerkendes for arbejdet med at formulere og formidle politiske standarder og pejlemærker, som udøves i hele FN-systemet.
FN har nemlig aldrig været kendetegnet af de store spektakulære politiske sejre, hvor krig og fred, suverænitet og intervention, reguleres kompetent, effektivt og legalt. De sidste 60 års historie demonstrerer velsagtens det modsatte.
Organisationens kvaliteter, meritter og dermed berettigelse skal snarere findes i den vedvarende insisteren på at agere verdens globale kollektive politiske bevidsthed, samvittighed og hukommelse. Det er i FN-regi, der sættes ord på, hvad anstændige stater kan være, og hvad anstændige stater bør gøre, hvilke forfatninger der kan vedtages, og hvilke politikker der fremstår som legitime.
Her er tale om en definitionsmagt snarere end realpolitikkens vokabularium udgjort af militære og økonomiske termer. En indflydelse som ikke er baseret på militær overlegenhed, funderet i økonomiske incitamenter eller hjemlet i international lovgivning, men i langt højere grad baserer sig på den moralske integritet og ekspertviden, som organisationer som UNDP, UNESCO eller WHO tillægges.
Evnen til at sætte lokale politiske dagsordner har på sigt vist sig langt mere effektiv, end hvad organisationens kritikere normalt kvitterer for. Indflydelsen, som dette andet FN udøver, er sværere at få hold på, men ikke desto mindre væsentlig i forhold til en række lokale sociale forandringsprocesser.
Det andet FN er med andre ord, per excellence, det internationale systems soft power player.
Den amerikanske politolog Joseph Nye definerer den bløde magt som evnen til at tiltrække og overtale andre til at dele dine mål. Og delte mål, visioner og strategier er faktisk langt mere udbredte, end samtidens post 11. september optik med fokus på civilisatoriske sammenstød og uforsonlige værdikampe antyder.
Udbredelsen af de fælles mål og delte visioner ses særligt i rækken af konventioner, udarbejdet i FN-regi, som har vundet noget nær universel hævd i efterkrigstiden.
Det bedste eksempel på den bløde magt, som FN-organisationerne gør brug af, er forsøget på at regulere ligestilling og udbrede kvinders rettigheder på globalt plan.
På trods af at spørgsmål om kvinders rettigheder ofte skiller de politiske vande, er det lykkedes at samle bred opbakning til FN-konventionen Convention on the Elimination of all Discrimination Against Women fra 1979. Konventionen er p.t. ratificeret af ikke færre end 179 lande, hvilket svarer til 94 procent af verdens stater.
Den globale konsensus er bemærkelsesværdig ikke mindst i lyset af den kontroversielle problemstilling, som konventionen forsøger at regulere. Og traktatteksterne er ikke bare retoriske luftkasteller, men fremtvinger konkrete forandringer verden over.
Eksempelvis har majoriteten af verdens stater i dag etableret nationale agenturer med henblik på at sikre kvinders rettigheder og vurdere ligestillingspolitiske konsekvenser af fremsatte lovforslag.
FN-konventionens ånd materialiserer sig imidlertid ikke bare i institutionel knopskydning, men også i en række hårde fakta. Andelen af kvindelige analfabeter er således på vej ned, og samtidig udgør kvinder en stadig større del af arbejdsstyrken på globalt plan.
Det er imidlertid ikke blot i forhold til uddannelse og erhvervsliv, at verdens kvinder i stigende grad træder ind på scenen. Også i det politiske liv griber ligestillingen om sig i kraft af den stigende andel af kvindelige parlamentarikere.
Således udgør kvinder mere end en tredjedel af alle lokalpolitikere i Pakistan på grund af FN-inspirerede paragraffer i valgloven, som sikrer kønskvotering. Noget tilsvarende gør sig gældende i Rwanda, og begge eksempler demonstrerer, hvordan udviklingslande med global inspiration fra FN adopterer modernitetstræk, som historisk set kun langsomt er fremvokset i Vesten, eksempelvis politisk ligestilling.
Både Pakistan og Rwanda har således mere parlamentarisk ligestilling end mange vestlige industrialiserede lande. Igennem arbejdet med at formulere og formidle modeller for god politisk praksis fungerer organisationerne i FN-systemet som modernitetsacceleratorer i mange udviklingslande.
Her er tale om en langsomt virkende definitionsmagt, som sporer verdens lande ind på identiske politiske mål og strategier og dermed peger frem mod mere socialt og kulturelt ensartede samfund.
Konventioner og traktater er imidlertid langtfra de eneste redskaber, som anvendes i forsøget på at disciplinere og socialisere verdens stater i det globale samfunds billede.
Brugen af diverse dedikationer, dvs. mærkedage eller hele dekader tilegnet forskellige sociale problemer, fungerer også som global inspiration, når de nationale politiske dagsordner skal sættes.
Brugen af dedikationer, det være sig en enkelt dag om året som den 2. december, hvor slaveriets ophør mindes, året 1968 der blev tilegnet menneskerettigheder, eller en hel dekade som perioden 1997-2006 dedikeret til kampen mod fattigdom, demonstrerer, hvordan FN-systemet kan fokusere på væsentlige sociale problemer og lokale indsatser.
Identifikationen af racisme, brud på menneskerettighederne og fattigdom som væsentlige globale sociale problemer mobiliserer social bekymring på nationalt plan og aktiverer indignerede aktører, der ønsker social og politisk forandring.
Brugen af dedikationer kan inspirere nationale diskussioner i forhold til, hvad der overhovedet bør gøres til genstand for politiske diskussioner. Forhold, som i nogle lande betragtes som rent private, bliver i andre politisk reguleret, og dedikationer kan bidrage til at fokusere opmærksomheden på, hvilke forhold der bør gøres til genstand for politik og ikke overlades til tradition eller kultur.
Dedikationerne og særligt FNs mærkedage får status af politiske røntgenapparater, som gennemlyser verdens nationalstater og identificerer sociale problemer på nationalstatsniveau.
I kraft af komparative statistikker – lande vi normalt sammenligner os med – sættes de sociale problemer på en bestemt formel, der fordrer politisk opmærksomhed og i sidste ende handlen. Forhold, som hidtil er taget for givne og opfattet som naturlige, bliver politiske og dermed foranderlige.
Det andet FN spiller en væsentlig rolle i det internationale system som katalysator for lokal social forandring. I kraft af konventioner, dedikationer og andre debatskabende og dagsordenssættende processer agerer organisationen fødselshjælper for udviklingen af mere moderne og retfærdige samfund overalt i verden.
Sådanne sammenhænge og måder at udøve indflydelse på er selvfølgelig langt mere komplekse end medietækkelige fiaskoer som Darfur eller globalt eksponerede korruptionsanklager, men ikke desto mindre virkningsfulde redskaber i forsøget på global regulering. Der er derfor grund til at gå i rette med den kritik af FN-systemet, som John Bolton og ligesindede fremsætter, ikke fordi den entydigt er forkert, men fordi den er ensidig.
Det andet FN reformerer verden med det gode eksempels magt og små skridt, og spørgsmålet er, om der findes andre metoder og tempi, når det gælder holdbare sociale og politiske forandringer på en global skala, slutter kronikøren i Berlingske.
Morten Felding er sociolog og fuldmægtig i undervisningsministeriet. Kronikken stod i Berlingske Tidende onsdag den 25. januar 2006.
