Et årti efter de blodige begivenheder i Rwanda er det kommet frem, at den amerikanske efterretningstjeneste allerede i april 1994 brugte ordet “folkedrab” om dét, der netop på det tidspunkt fandt sted i Rwanda, og som kom til at koste omkring 800.000 livet. Alligevel greb hverken vestlige magter eller FN ind, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten mandag..
USAs daværende præsident Bill Clintons regering undgik i april 1994 at betegne massakrerne i Rwanda som “folkedrab” af frygt for, at den offentlige mening ville kræve handling. For USA var ikke indstillet på at gribe ind i Rwanda. Året forinden havde USA trukket sig ud af Somalia, efter at ligene af amerikanske marineinfanterister var blevet trukket gennem Mogadishus gader, anfører avisen.