Årsmøde i Projektrådgivningen med meget nyt på paletten – udtalelse om konsekvenserne af Muhammed-tegningerne

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Ekstra kontingent til en særlig indsats for at synliggøre medlemmerne og deres u-landsarbejde overfor danskerne, stærkere lobbyarbejde overfor politikere med samme formål, foreningen som mødested for grupper af medlemmer, der vil lave fortalervirksomhed i Danmark, og så måske et nyt navn til foreningen.

Det blev resultatet af weekendens årsmøde i Projektrådgivningen, som dermed lagde nye linjer ud for fremtiden. Projektrådgivningen er en forening og mødested for flere end 200 små og mellemstore danske foreninger (NGOer), der alle er engagerede i u-landsarbejde.

Foreningsdelen af Projektrådgivningen skal således styrkes betydeligt. Samtidig skal aftalerne med Danida om varetagelsen af Konsulentordningen og Minipuljen fortsættes og konsolideres.

Der vil bl.a. være fagligt fokus på organisationernes arbejde med mikrokreditter, brug af udstationeret personel, projektrelateret oplysningsarbejde og et samarbejde på nordisk plan om værdien af NGO-ernes indsats i u-landene.

Projektrådgivningen skal advokere for etablering af en statslig pulje, der kan yde støtte til danske organisationers u-landsaktiviteter, som ikke er egentlige udviklingsprojekter.

Det kan f.eks. være målrettede mellemfolkelige aktiviteter, utraditionelle samarbejdsprojekter, fredsskabende og konfliktløsende opgaver og demokratiopbygning.

I forlængelse af den nuværende særlige indsats i Projektrådgivningen vil der blive arbejdet med at søge flere u-landsaktører (f.eks. rammeorganisationer) inddraget i at sikre flygtninge- og indvandreres deltagelse i NGO-bistanden.

På mødet blev der givet flere eksempler på, hvordan krisen om Muhammedtegningerne direkte påvirker samarbejdet med lokale partnere i u-landene og deres arbejde.

F.eks. har Gymnasielærerforeningen været nødt til at udsætte planlagte aktiviteter i Palæstina, ligesom der kom stærke reaktioner overfor Foreningen Levende Hav fra fiskere i samarbejdskooperativerne i Eritrea og Folkehøjskolernes Forenings partner i Bangladesh har mødt lokal modstand.

Bl.a. på baggrund heraf vedtog årsmødet følgende udtalelse:

”Dialog er vores eneste mulighed

Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammedtegningerne har ændret vilkårene for de danske NGOer og deres samarbejdspartnere i udviklingslandene. Det er blevet sværere at arbejde for at øge den folkelige indsats for en mere retfærdig fordeling i verden og bekæmpelsen af fattigdommen.

Mødet mellem mennesker har altid været udfordret af diskussionen om respekt og ytringsfrihed. Det er den virkelighed, alle NGOer møder i deres daglige arbejde. Nu er det også en politisk diskussion, vi umuligt kan forholde os neutralt til.

Vi har ikke andre muligheder end dialogen, uanset hvor vi drager grænsen mellem ytringsfrihed og respekt.

En mangfoldighed af aktive og stærke civile organisationer overalt i verden er med til at nuancere holdninger og præge ekstremerne med medmenneskelige værdier. Det er vores opgave som NGOer at bidrage til at udvikle denne mangfoldighed.

Projektrådgivningens flere end 200 medlemsorganisationer brænder for at forbedre forholdene for verdens fattigste. Vi opfordrer til, at vi i et samlet Danmark tager ansvar for at skabe en mere retfærdig verden, hvor dialogen råder”.

På årsmødet deltog 51 repræsentanter fra 37 medlemsorganisationer

Flere oplysninger hos formanden Gunhild Skovmand mobil 86 68 29 26 eller se nedenstående website.

Projektrådgivningen er en sammenslutning af mere end 200 danske foreninger, der alle har relationer til u-landene. Op mod 100 af dem er i gang med aktiviteter og projekter i samarbejde med lokale organisationer ude i verden.

På Projektrådgivningens hjemmeside (nedenfor) er der mulighed for at se alt om hvem der laver hvad og hvor i verden – i kraft af et dynamisk verdenskort.

Projektrådgivningen driver en konsulentordning til støtte for organisationerne og administrerer ”Minipuljen”, som med Danida-midler kan støtte projekter med op til 3 mio. kr.

Kilde: www.prngo.dk