Amnesty savner ytringsfrihed i Sudan

Redaktionen

Sudans regering forsøger at lukke munden på enhver, der taler højt om de omfattende overgreb i Darfur. Det fortæller en ny rapport fra Amnesty International, der kommer få dage før FNs Sikkerhedsråd skal diskutere situationen i Sudan, skriver den danske afdeling af organisationen i en pressemeddelelse, onsdag.

De sudanske myndigheder arresterer dem, der rapporterer og diskuterer overgrebene i stedet for dem, der begår overgrebene. Ytringsfriheden spiller en rolle i forsvaret af andre rettigheder. Indgreb overfor ytringsfriheden berører således også alle de krænkelser, som nu ikke kan dokumenteres og rapporteres, siger Amnesty Internationals generalsekretær i Danmark, Lars Normann Jørgensen.

Den 30. august diskuterer FNs Sikkerhedsråd udviklingen i Sudan, men den manglende ytringsfrihed gør det svært for observatørerne fra FN og fra Den Afrikanske Union at fremskaffe præcise oplysninger om den reelle udvikling i Darfur.

Blandt de sager, som Amnestys rapport nævner, er arrestationen af syv personer for at have givet informationer til våbenhvileobservatører fra Den Afrikanske Union. De blev fængslet den 15. og 17. juli og var stadig indsat i det nationale sikkerhedscenter i Al Fasher den 20. august.

Sudanesiske journalister har fået mundkurv på. Kontrollen med den uafhængige del af pressen er skarp, og de regeringsejede tv- og radiostationer giver et ensidigt billede af krisen. Udenlandske journalister er udsat for restriktioner i Darfur, mens organisationer som Amnesty International er nægtet adgang til provinsen. De sudanesiske myndigheder forsøger ligeledes at hindre landets civilsamfund i at diskutere årsagerne til og mulige løsninger på krisen.

Amnesty International opfordrer de sudanske myndigheder til at fjerne alle restriktioner på ytringsfriheden samt løslade alle, der er fængslet for at have udtrykt deres mening, understreger Lars Normann Jørgensen.

Kilde: Amnesty International