Modtagelsen af Søren Pind (V) som ny udviklingsminister spænder fra begejstring til ligegyldighed og dyb skepsis.
Kristeligt Dagblad skriver på lederplads, at “udnævnelsen af Venstres vildtflyvende Søren Pind…. kan blive fornyende eller ende katastrofalt. Hvordan Pind, der for bare nogle måneder siden foreslog FN nedlagt, vil arbejde for at forvalte u-lands-bistanden, bliver spændende at følge”.
Lederskribent Erik Bjerager fortsætter: “Han skal lave et nyt, bredt forlig om fremtidens bistand, men formår han samtidig at sætte demokrati og ytringsfrihed i u-landene på dagsordenen med mere end skåltaler, vil han have givet posten ny betydning”.
Morgenavisen Jyllands-Postens lederskribent ofrer ikke mange linjer på ham: “Løkke Rasmussen viser med rokaden også, at han står i gæld til dem, der har hjulpet ham frem: Søren Pind får en plads i regeringen, og Claus Hjort Frederiksen forbliver som finansminister”.
Hverken Berlingske Tidendes eller Poli-tikens lederskriben-ter bruger meget mere plads end bladet på Viby Bakke:
“…..samt den interessante konstellation med Venstres enfant terrible, Søren Pind, i spidsen for Udviklingsministe-riet” er alt ,hvad Berlingske får med.
I Politiken noterer Tøger Seidenfaden, at “generelt tegner der sig et billede af en febrilsk satsning: Efter fiaskoen ved klimatopmødet er det ikke et signal om større seriøsitet, at Lene Espersen (K) bliver ny udenrigsminister, eller at Søren Pind (V) – der vil nedlægge FN – bliver udviklingsminister – eller »frihedsminister«, som han kalder det”.
Til gengæld bragte Politiken i mandags nogle vurderinger fra senior-forsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Lars Engberg-Pedersen.
Han gør gældende, at Søren Pind udover regeringens konkrete udkast til en ny bistandsstrategi står over for 3 mere abstrakte udfordringer.
For det første er international udviklingsbistand blevet stadig mere kompliceret. Problemerne i de såkaldt skrøbelige modtagerlande, som Danmark arbejder i, er omfattende og vanskelige.
Den anden udfordring er, at fattigdom i dag ikke længere skabes lokalt. Den skabes internationalt og globalt gennem f.eks. finans- og fødevarekriser og klimaforandringer, der er globale fænomener.
Den tredje udfordring er, at international bistand er blevet mere “kao-tisk”. – Kineserne er på banen, og inderne er på banen. Mange globale fonde er også med, og de laver bistand på mange forskellige måder. Det skaber ikke effektiv bistand samlet set, siger Lars Engberg-Pedersen til bladet.
Berlingske Tidendes erfarne reporter, Ole Damkjær, peger (onsdag) i en artikel på, at Søren Pind “bør tage ekstra vare på Danidas kasse, bl.a. i lyset af de problemer, som den nye forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech (V), får med at finansiere krigen i Afghanistan, hvor hun overtager et budget, der allerede er overskredet”.
Han skriver videre, at Pind sammen med den nye udenrigsminister “skal finde ud af, hvordan de vil vende et forestående diplomatisk nederlag til sejr i FN. I september skal de 2 stå i spidsen for et stort anlagt topmøde om global fattigdom (i New York)”.
“Hvordan Pind – der har kaldt FN en meningsløs organisation uden frremtid – og Lene Espersen vil få de rige lande til at give mere u-lands-bistand og u-landenes regeringer til at opføre sig mere anstændigt vides ikke. Men uden gode løsninger står Danmark oven på klimatopmødet med endnu en international bagmand”, anfører Ole Damkjær.
Institutleder på RUC, Gorm Rye Olsen, savner i Politiken allerede den anonyme Ulla Tørnæs, som efter hans mening forvaltede sin post ganske udmærket.
Dagbladet Information ofrer en særskilt leder (24.02.10) på Søren Pind, hvor lederskribent Lotte Folke Kaarsholm kommer frem til, at “det meste af den danske udviklingsverden (synes) ramt af et mindre granat-chok efter udnævnelsen af den dybt nationalkonservative, libertarianske, provokatoriske Pind…”.
Hun fremfører 3 grunde til, at Søren Pind “kan blive en god mand for udviklingspolitikken”.
“1. Han er ideolog og vil….i modsætning til Tørnæs ikke forsøge at skjule sin ideologi bag kommissionsrapporter og embedsmandsalibier. Og vil udfordre det traditionsbundne udenrigsministerium på en måde, hun aldrig har formået. Men han har også udvist villighed til at lytte til modargumenter, som den defensive Tørnæs sjældent har demonstreret.
2. Han er idealist. Man kan være uenig i Pinds definition på den gode verden og på den liberalistiske frihed….. Men de færreste betvivler, at hans holdninger kommer fra et bankende hjerte.
3. Han er synlig.”
Generelt mener Kaarsholm, at “udviklingsorganisationerne, ministeriet og erhvervslivet til tider synes forenet i en stor, diplomatisk forbrødring, hvor….man ikke bør kritisere hinanden for ikke at skade den gode sag – så længe alle får en del af kagen. (men) Der er brug for uenighed. For udvik-lingspolitik er virkelig politik”.
