MAN SER DET for sig: Ledende embedsmænd i Udenrigs- og Statsministeriet lister rundt om et statsministerkontor, hvor Anders Fogh Rasmussen, rank og ubøjelig, sidder og gentager sit mantra: “Ytringsfriheden er ukrænkelig. Der var ikke noget grundlag for et møde med ambassadørerne. Der er ikke noget at komme efter”, skriver Politiken indledningsvis i en ledende artikel lørdag. Bladet fortsætter:
IMENS rives danske varer ned af hylderne i arabiske butikker, internettet svirrer med opfordringer til at boykotte alt dansk, en ambassadør hjemkaldes, og de krænkede følelser breder sig over store dele af Mellemøsten.
Millioner, ja måske milliarder af gode danske eksportkroner er i fare, arbejdspladser kan følge efter, og Dansk Industri er begyndt at tale højt om, at også udstationerede danskeres sikkerhed kan være truet.
Det er lykkedes embedsmændene at få statsministeren til at fremsige en enkelt sætning i nytårstalen om, at det er uheldigt at dæmonisere og krænke hele befolkningsgrupper. Den udgør nu kernepunktet i de annoncer, som den danske ambassade har hjulpet Arla Foods med at udforme til indrykning i dagens saudiarabiske aviser.
Men mon statsministeren ved, at sætningen skal bruges i netop denne sammenhæng? Er det ikke betænkeligt nær på en indrømmelse af, at der faktisk er noget at komme efter? Ja, på at sagen måske ligefrem kalder på andet end tonedøv principfasthed og indenrigspolitisk gangbar arrogance?
SELVFØLGELIG forekommer de muslimske reaktioner på Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten proportionsløse.
Men følelser er ikke sådan at diskutere med. Og ligesom vi har vores ytringsfrihed, så har saudiaraberne og andre muslimer et frit forbrugsvalg. Hvis de ikke har lyst til at købe danske varer, fordi de er fornærmede over vores statsministers uvilje mod at udtrykke forståelse for deres krænkede følelser, så er det deres gode ret. Et forsøg på at tryne forbrugerne i Mellemøsten med henvisning til et andet af vore hellige principper – international frihandel – er næppe egnet til at få gemytterne til at falde til ro.
Muslimernes frie forbrugsvalg kan koste dansk erhvervsliv og danske interesser dyrt. Det er derfor, embedsmændene så gerne ville have statsministeren i tale. Hvis de altså bare turde gå ind på hans kontor.
MÅSKE ER DER alligevel håb for det diplomati, denne sag så åbenbart kalder på. Også den norske avis Magazinet har nemlig trykt Jyllands-Postens tegninger. Det er avisen i sin gode ret til. Men den norske regering har et andet syn på, hvad der kan lade sig gøre i sagens anledning.
Aftenposten i Oslo kunne i går skrive, hvad det norske udenrigsministerium har instrueret sine ambassadører i Mellemøsten i at sige til de lokale regeringer: “Karikaturerne er ikke egnede til at bygge de nødvendige broer mellem mennesker af forskellig religion og etnisk baggrund. De skaber derimod mistillid og unødvendig konflikt”.
Den norske regering har altså ingen vanskeligheder med at beklage, hvad en avis har gjort, når det nu er notorisk, at karikaturerne har såret og provokeret mange. Hvis man skal tro statsministeren og hans forsvarere i denne sag, står ytringsfriheden nu for fald i Norge.
Det er naturligvis ikke tilfældet. Den norske avis optræder religionskritisk (eller er det islamofobisk), og den norske regering optræder diplomatisk.
Ikke nogen usædvanlig arbejdsdeling og en, der har fungeret mange gange før. Man må tro, at embedsmændene allerede i går trippede ind på statsministerens kontor og lagde telegrammerne om den norske udvikling diskret frem på skrivebordet.
HER PÅ BLADET vil vi til det sidste forsvare en avises ret til at bringe de karikaturtegninger, den vil. Men det forekommer os ikke, at denne ret er truet eller på noget tidspunkt har været det.
Den sag, som nogle danske muslimer har ønsket ført mod Jyllands-Posten, er afvist allerede af anklagemyndigheden. Alle andre danske aviser – inklusive Politiken – har bragt eksempler på de omstridte tegninger. Ellers er det jo også svært at forklare læserne, hvad det hele drejer sig om.
Den Muhammedkritiske bog, der er hele affærens udspring, er netop udkommet efter planen. Den holder ikke noget højt niveau, for nu at sige det mildt. Men den blev såmænd skånsomt anmeldt i hele pressen.
Der er mange årsager til, at sagen om profettegningerne er løbet løbsk. En af dem er den generelt islamfjendske stemning i Danmark. En anden er den globale kendsgerning, at islam for tiden misbruges af rigtig mange små og store fanatikere til formål, der ikke har meget med ægte religiøsitet at gøre.
Det burde i det lys have stået statsministeren klart, at her var en sag, der skulle håndteres med omtanke. Det gjorde det ikke. Man må sige, at han i ugernes løb har haft mange anledninger til at blive klogere. Endnu har han ikke grebet nogen af dem.
Det er på tide, at embedsmændene tager sig sammen og forklarer Anders Fogh Rasmussen, at det er muligt at vise omtanke uden at svigte sine principper.
Det er ikke bare i eksporterhvervenes, men også i den sunde fornufts interesse, at vores regeringschef skifter kurs, slutter Politiken.
Lederen stod i dagbladet Politiken lørdag den 28. januar 2006.
