VK-regeringens drakoniske sparehug over u-landshjælpen og omlægning af u-landspolitikken siden 2002 medvirker nu til at skaffe Danmark en lidet flatterende bundskraber på et årligt indeks over 21 rige OECD-landes ageren og holdninger til Den 3. Verden fra en amerikansk tænketank.
Bundskraberen består i, at tænketanken “Center for Global Development” i sit særlige “Commitment to Development Index” (CDI) for 2006, som kom ud mandag eftermiddag (dansk tid), placerer Danmark som nr. 21 og dermed på jumbopladsen på en liste over, hvordan de målte lande har forbedret sig på 7 områder i årene fra 2003 til 2006.
Danmark har ikke forbedret sig, men er tværtimod det land, der har oplevet sin afgjort største forværring i perioden. Tilbagegangen måles til en faktor på minus 0,6 – dobbelt så meget som den næstdårligste, New Zealand – der nøjes med en forværring på minus 0,3.
Blot 7 af de 21 lande har oplevet “minusvækst”, og de øvrige skandinaviske lande, vi normalt sammenligner os med på dette område – Sverige, Norge og Finland – har alle forbedret sig og opnår derfor “positiv vækst”.
Alene fordi dansk udviklingsbistand og udviklingspolitik har et meget højt stade som udgangspunkt for målingerne – nemlig de næsten 10 år under de forrige SR(QCD)-kabinetter – scorer vi fortsat en andenplads, når det amerikanske center gør det hele op. I øvrigt efter, at vi hidtil har indtaget førstepladsen. Den har hollænderne nu overtaget.
Vi ligger kun stadig nummer 1 i en enkelt disciplin – bistanden, her både forstået som dens omfang og kvalitet, selv om især det første parameter er kraftigt udhulet og varsler fremtidig degradering også her.
De øvrige måleområder er handel, investeringer, indvandring, miljø, sikkerhed og teknologioverførsel. Her er der tilbagegang over næsten hele linjen fra 2003 til 2006-indekset fra centret i Washington D.C.
Målingen fra den amerikanske tænketank afviger dermed ikke afgørende fra den seneste årsrapport over de rige landes bistand, som kom ud fra udviklingskomiteen (DAC) i industrilandenes samarbejdsorganisation, OECD, i april i år.
Den henviser for første gang Danmark til en beskeden femteplads, efter at vi lå en suveræn nr. 1 og kunne kalde os “verdensmester i u-landsbistand” i årene under SR.
Læs hele indekset på www.cgdev.org
Læs også telegrammet “Nyt hug i bistanden banker Danmark ned på femtepladsen – kilder i Danida: En verden til forskel”, dato 05.04.06, i rubrikken Dansk bistand.