Opråb til erhvervslivet: Engager jer i udvikling og kvinders vilkår

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Anne Müller, reporter på U-landsnyt.dk Profit var ikke et fyord, da koncernchef i Tryg, Stine Bosse, og udviklingsminister Søren Pind onsdag inviterede til rundbordsmøde om kvinders ligestilling i den fattige del af verden. De to pinger havde indbudt civile samfundsorganisationer, forskere samt ledere fra erhvervslivet til Trygs hovedsæde i Ballerup for at få ideer til, hvordan dansk erhvervsliv kan være med til at forbedre kvinders vilkår samt bidrage mere generelt til opfyldelse af 2015-målene. ”Erhvervlivet må engagere sig mere i udviklingslandene. Det handler ikke kun om profit men om forretning,” sagde Stine Bosse. ”Alle undersøgelser viser, at jo flere kvinder i arbejde og jo flere børn i skole, desto større velstand,” sagde hun og henviste til, at øget velstand betyder flere forretningsmuligheder. Blandt internationale kendisser Stine Bosse havde taget initiativ til mødet, fordi hun er blevet udpeget af FNs generalsekretær Ban Ki-moon som en ud af 20 ”MDG Advocates”, der skal fremme de 8 mål for udvikling inden 2015. Stine Bosse er blevet bedt om at koncentrere sin indsats på at styrke kvindernes forhold i udviklingslandene (MDG3). Og hun fortalte begejstret om sit første møde i Madrid sammen med de andre i gruppen, der bl.a. tæller erhvervsledere som Bill Gates, statsledere og nobelpristagere. Søren Pind talte glad om vækst, frie markedskræfter og Stine Bosses nye rolle. ”Vi ved, at de mest konkurrencedygtige lande har mest ligestilling,” sagde udviklingsministeren. ”Det handler ikke om at få indført barselsorlov og børnepasningsordninger i udviklingslandene, men derimod at sikre, at kvinder har de samme basale rettigheder som mænd, f.eks. retten til at eje og arve”. Klar tale om profit Koncernchef i Grundfos, Carsten Bjerg, fastslog, at erhvervslivets projekter i udviklingslande skal være økonomisk bæredygtige. ”Det dur ikke, hvis der kun er tal på udgiftslinjen, indsatsen skal også vise sig på toplinjen,” sagde han. ”Vi behøver ikke stor profit, men det skal løbe rundt”. Pumpe-virksomheden har allerede flere projekter i gang i bl.a. Kenya. ”Jeg er ikke bange for at tale om profit,” sagde Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og formand for NGO Forum. Han fortalte forsamlingen om Folkekirkens Nødhjælps samarbejde med Arla i Gaza og med Novo Nordisk i Øst-Jerusalem. ”Det undrer mig, at vi ikke bliver kontaktet af erhvervlivet om etablering af projekter, når vi nu har så megen viden på udviklingsområdet,” sagde Stubkjær. Han ønsker at styrke forholdet mellem stat, private virksomheder og de civile samfundsorganisationer. ”Det vil være en win-win-win situation, hvis der er tale om et landtidsholdbart samarbejde,” sagde han. Gør kvinder synlige Direktør for UNDPs nordiske kontor, Jacob Simonsen, henviste til FNs Global Compact-program, som netop er et forsøg på at engagere erhvervsvirksomheder i udvikling. Han pointerede også, at det ikke er nok med et engageret erhvervsliv. ”ODA (Official Development Assistance, red.) er stadig meget vigtigt bl.a. til at opbygge landenes institutioner,” sagde han. ”Det nytter ikke at sige, at vi støtter frihandel og MDG målene og så gemme os bag protektionistiske regler”. Klima- og ligestillingsminister Lykke Friis foreslog, at der blev kigget mere på koblingen mellem klima, energi og kvinder, og henviste til eksempler, hvor solenergi har givet kvinder mere tid til at engagere sig i egne aktiviteter, fordi de ikke længere skal samle brænde. Grundfos-direktøren supplerede med en erfaring fra et brøndprojekt i Afrika, hvor mænd var blevet interesseret i at hente vand, fordi der pludselig er status i at være associeret med en ‘high-tech’ brønd bestående af pumpe og solfanger. Henrik Stubkjær mente, der skal fokus på landbrugssektoren. ”Kvindernes ligestilling i landbruget er helt central, og deres usynlige rolle skal gøres synlig,” sagde han og nævnte, at kvinder skal have ret til at eje jord. ”I dag er kun 1 procent af jorden i Afrika ejet af kvinder,” sagde han.’ En kuffert fuld af ideer Andre ideer blev også nævnt, bl.a.: > Få NGOerne til at spille en større rolle i at få erhvervslivet involveret i udviklingsprojekter > Sørg for at virksomheder sætter minimum standarder for, hvad det er acceptabelt at tilbyde ansatte kvinder i udviklingslande > Find rollemodeller og sørg for at promovere dem > Brug arbejdspladser som platform til at få fat i og styrke kvinders iværksættergen > Hjælp virksomheder med at finde produkter, der hjælper kvinder og samtidigt er kommercielt rentable > Giv mere opmærksomhed til kvindelige iværksættere i det danske B2B program > Sig at det er fint, hvis virksomheder er involveret i filantropi og ikke i direkte udviklingsprojekter > Få hvert firma til at forpligte sig til 1 ting de kan gøre for at styrke kvinder i udviklingslandene. > Hjælp de kvinder, der allerede har startet virksomhed, med at ekspandere (udnyt kvindeligt vækstlag) Stine Bosse og Søren Pind var begejstrede, da de med en kuffert fuld af disse ideer forlod mødet. Kufferten tager vi med til New York, sagde de, hvor de skal deltage i FN topmødet om fattigdomsbekæmpelse senere på måneden. Det er Danmark, der leder forhandlingerne ved topmødet, der skal resultere i en ”Agenda for Action” om, hvordan verdens lande skal nå de 8 udviklingsmål i 2015. U-landsnyt.dk bringer i næste uge et interview med Stine Bosse.