Debat om landbrugsbistanden (112): Opråb fra Uganda til topmødet: Støt fattige kvinder som mig!

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Leya Chede, landmandskone fra Uganda, har et godt råd til verdens ledere, når de diskuterer fattigdomsbekæm-pelse i New York mandag til onsdag: “Besøg mig og se hvordan det kan betale sig at hjælpe fattige kvinder”. Af Vibeke Quaade Informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Uganda Leya Chede kommer mig i møde ad den smalle markvej, der fører til hendes hus i landsbyen Buseta i Pallisa distriktet, der ligger i det østlige Uganda. Storsmilende og selvsikker i sit vanlige antræk: Kjole, gummistøvler og et stort gult tørklæde om hovedet. Leya er ikke hvem som helst. I Buseta og omegn er hun klart en rollemodel. For 10 år siden lignede Leyas historie et utal af andre ugandiske kvinders. Som 30-årig var hun en ludfattig bondekone med mand og 8 børn. Hendes hverdag bestod af mark- og husarbejde, og det var hun mildest talt løbet sur i, fordi der ikke rigtig kom noget ud af det. Penge havde familien stort set aldrig, og hvis de havde så var det manden som disponerede over dem. Dengang var det langt fra altid givet, at familien havde nok mad til alle. Hvis høsten slog fejl, enten fordi det regnede for meget eller for lidt, så var der bare ikke noget at spise. Børnene gik heller ikke i skole, for selv om skoleundervisning i Uganda er gratis fra 1. til 6. klasse, er der en masse skjulte udgifter til skoleunifor-mer, bøger og skriveredskaber, som man bare ikke kan komme udenom. Leya selv havde heller aldrig gået i skole og kunne hverken læse eller skrive. Hun måtte heller ikke for sin mand. Men så gjorde hun det bare alligevel. I 2000 meldte hun sig til voksenundervisning sammen med 15 andre kvinder. Undervisningen foregik om eftermiddagen, hvor manden alligevel aldrig var hjemme. Han opdagede ikke noget, før hun en dag lod en seddel ligge fremme, hvorpå hun havde skrevet sit eget navn. Først blev han stiktosset, men så skrev hun også hans navn og så blev han helt rørt. Siden forhindrede han hende aldrig igen i at lære noget. Voksenundervisningen var organiseret af ActionAid, og 3 år senere introducerede organisationen også et såsædsprojekt i Buseta. Leya og de andre kvinder fra voksenundervisningsprojektet fik hver 15 kg jord-nødder, der var særligt hårdføre og velegnede til klimaet i Østuganda. Kvinderne fik også træning i, hvordan man dyrkede jordnødder, så udbyttet blev størst. Modydelsen var, at de hver skulle aflevere 30 kg igen efter at have høstet, så kredsen af deltagere i såsædsprojektet kunne udvides. Alle fik de mere end 300 kg jordnødder i udbytte så det var en small sag at betale de 30 tilbage. Siden er det bare gået op ad bakke for Leya. Udover jordnødder dyrker Leya i dag sine marker med majs, søde kartofler og bønner. Hun har også købt 10 geder og 20 kalkuner, fået alle sine nu 9 børn i skole og erstattet den stråtækte hytte med et lille murstenshus med bliktag, som de kan sove i. Såsædsprojektet er også vokset. Flere end 1.500 familier har indtil videre modtaget enten majs eller jordnødder til at lægge i jorden, fået træning i nye dyrknings- og høstmetoder og dermed et boost til økonomisk fremgang. Uganda er et ekstremt frodigt land med åbenlyst potentiale til at være hele Østafrikas spisekammer. Det er et af de steder i verden, hvor man uden forspiring, forplantning og andre indledende manøvrer kan stikke et lille stykke af en frisk maniok-gren i jorden, og en-to-tre, så vokser der en ny maniok-busk frem. Jorden de fleste steder er enhver landmands drøm; fed og næringsrig. Ikke desto mindre lever 31 procent af befolkningen fortsat under fattigdomsgrænsen ifølge den ugandiske stats egne statistikker. Tilmed sulter 37 pct. i perioder, fordi de ikke er i stand til at skaffe mad nok. Trods de trange kår i landområderne, stammer 24 pct.af bruttonationalproduktet fra landbruget, som er så åbenlys en ressource for økonomisk udvikling, at alle – indbyggere såvel som besøgende – spørger sig selv, hvorfor fattigdom fortsat er et livsvilkår for 1/3 af befolkningen? Især fordi der er vældig meget politisk fokus på landbruget – i hvert fald på papiret. Det skorter ikke på landbrugsstrategier- og tiltag, som siden 1990’erne har, skulle modernisere landet. I det offentlige rum og fra politisk side tales der hele tiden om landbrugsudvikling. “Forarbejdning af råvarer” og “Ugandas industrialisering” er plus ord som præsident Museveni jævnligt bruger, når han er ude blandt folk. Men selv om forarbejdningen af råvarer allerede foregår med succes i isolerede lommer indenfor landbruget, f. eks i mejerisektoren, virker det som om præsidenten tager glæderne lidt for meget på forskud. For ifølge research, som ActionAid lavede sidste år i Pallisa, dér hvor Leya Chede og hendes familie bor, lever folk stadig fra hånden til munden, fordi den eksisterende landbrugspolitik bare er ikke god nok. I Uganda er over 3/4 af landbrugssektorens arbejdskraft kvinder, og det er kvinderne som producerer 96 pct. af landets mad. Det er bare ikke dem, som nyder godt af de mange landsbrugsstrategier og tiltag. Hvad enten det gælder træning, støtteordninger eller mikrofinanslån så står de konsekvent bagerst i køen. Og det til trods for at alle er klar over, det er kvinderne, som er rygrad i nationens vigtigste ressource; landbruget og dermed I landets økonomi. Siden 1987 har Danida bakket op omkring Ugandas landbrugsudvikling med godt 1 milliard kr., og i nogle af de fattigste områder i Norduganda støtter Danmark for øjeblikket programmet “Kuponer for arbejde” Vouchers for Works”. I stedet for betaling i kontanter får folk kuponer til at købe såsæd og landbrugsredskaber for at udføre manuelt vejrarbejde. Ifølge evalueringer er kvinderne godt tilfredse med programmet. For når det er husmoren, som modtager sin arbejdskupon, betyder det f.eks. at en alkoholiseret husfar ikke har mulighed for at drikke pengene op. I stedet kan betalingen blive brugt på det som kvinderne generelt sætter højest; reinvestering i produktionen af fødevarer til familiens eget forbrug. Men ligesom ActionAids såsæds Project i Buseta er Danidas “Kuponer for arbejde” et isoleret tiltag, der i den store sammenhæng forslår som den berømte skrædder i helvede og mest af alt fungerer som “rollemodel” eller “retningsgivende” for, hvordan gennemgribende ændringer i hele landbrugssektoren kunne komme til at se ud. Der skal nemlig gennemtænkte, gennemgribende strategier og oprigtig politisk vilje til, hvis de fattigste bønder og kvindernes forhold skal ændres. Gode intentioner og landsbrugsprojekter principielt rettet mod kvinder batter ikke så længe der er tale om er nålespids-aktiviteter, som ikke går ind og piller i de strukturer, der er med til at holde kvinder på deres traditionelle plads. Sådanne tiltag er sympatiske, men de rykker ikke som andet end pejlemærker for i hvilken retning ændringerne skal på. Til gengæld vil det kunne betale sig at satse helhjertet på kvinderne. Leya Chedes eksempel i Buseta er ikke enestående. Der findes flere af hendes slags. I nabolandet Kenya viser research-resultater publiceret i “Gender in agriculture sourcebook i 2009” og foretaget af FNs fond for Landbrugsudvikling (IFAD), FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) og Verdensbanken, at hvis kvinder havde samme adgang til frø, avlsdyr og uddannelse som mænd, vil fødevareudbyttet stige med 22 pct. Malawi og Rwanda er gode eksempler på, hvordan det er lykkedes ved hjælp af støtteordninger og massive investeringer i landbruget at vende udviklingen; for Malawis vedkommende oven i købet i løbet af få år at gå fra underskud til overskud af fødevarer. Det hører med til historien, at Uganda har afsat 5,4 procent af sit nationalbudget for 2010-11 til landbrugsudvikling, en mærkbar stigning fra 3,8 pct. i 2006-07. Spørgsmålet er bare, hvordan stigningen bruges. Da Leya Chede bliver spurgt om, hvad hun ville sige til verdens ledere, hvis hun kunne være med, når de i disse dage mødes i New York for at diskutere 2015 målene og fattigdomsbekæmpelse, lyder svaret: – Jeg ville invitere dem til Buseta og vise dem, hvordan det kan betale sig at hjælpe kvinder som mig. Artiklen er stillet til rådighed for u-landsnyt af forfatteren Se også www.ms.dk Vibeke Quaade Tlf: +256 392 220 002/3 Mobil: +256 782 178 200 E-mail: [email protected]