Der findes nu helt konkrete bud på, hvordan de rige lande kan leve op til målet om inden 2020 at rejse 100 milliarder US dollar om året til arbejdet med at tilpasse verden til klimaforandringerne. Et gigantisk beløb, der svarer til den samlede globale udviklingsbistand i dag.
Der er stort behov for disse penge, ikke mindst i u-landene, hvor klimaforandringerne allerede i dag har dramatiske konsekvenser for fødevaresikkerheden og landenes muligheder for at skabe vækst og udvikling, fremgår det af en presseudtalelse fredag fra Folkekirkens Nødhjælp.
RAPPORT ANVISER FINANSIERING
Er det realistisk at finde så mange penge? Ja svarer den norske statsminister Jens Stoltenberg og Etiopiens ministerpræsident Meles Zenawi i en rapport, som kom ud fredag.
Rapporten er resultat af et højniveau panel, som FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon nedsatte efter sidste års klimatopmøde. Panelet har haft til opgave at pege på, hvor man kan hente de store beløb, der bliver brug for i fremtiden for at skabe tilpasning til klimaforandringerne, udvikle og producere nye teknologier og reducere CO2-udledningen.
Folkekirkens Nødhjælps klimamedarbejder Mattias Söderberg siger:
– Det er godt, at der nu findes dokumentation for, at det kan lade sig gøre at skaffe de store summer penge, der er brug for i kampen mod klimaforandringerne. Nu findes der ikke nogen undskyldninger, og hvis pengene ikke findes, handler det om mangel på politisk vilje.
100 MILLIARDER
Rapporten viser, at det er muligt at finde de 100 milliarder dollar per år, og det skal gøres gennem en lang række initiativer. Rapporten foreslår, at penge skal komme fra både offentlige pengekasser, private investeringer og innovative finansieringsinitiativer.
Mattias Söderberg anfører:
– En stor del af finansieringen skal, ifølge rapporten, komme gennem handel med CO2, hvor firmaer må betale for deres udslip. For at beregningen skal holde, skal prisen på CO2 være 25 USD per ton. Det er kun muligt, hvis regeringerne også bliver enige om ambitiøse reduktions mål, hvilket vil sikre en høj pris på kvoterne.
IKKE PROBLEMFRIT
Rapporten er dog ikke problemfri, og der findes flere faldgruber, mener Mattias Söderberg:
– Der er flere områder, hvor der er brug for videre analyse. For eksempel skal private investeringer ifølge rapporten være en vigtig del. Og der ved vi af erfaring, at det er svært at sikre, at penge går til de fattigste mest sårbare lande. Firmaerne vil jo investere hvor der er gode muligheder for afkast, og det er det desværre ikke blandt de fattigste, som jo ikke har mange penge til at begynde med.
DE RIGE SKAL BETALE
– Rapporten foreslår også, at en del penge skal gives som lån. For udvikling af teknologier for vedvarende energi kan det være meget forståeligt, gør Mattias Söderberg gældende og uddyber:
– Når det handler om tilpasning er dette imidlertid ikke hensigtsmæssigt. Det er u-landene, der har de store udfordringer med at tilpasse sig effekterne af klimaforandringerne, men det er ikke disse lande, der har været med til at skabe dem. At de nu skal låne penge fra de lande, der har skabt problemerne, er absurd. At hjælpe med tilpasning er en moralsk forpligtelse for de lande, der har skabt deres vækst og velfærd ved at tillade store udslip af CO2.
