Udviklingsindsatsen i Afghanistan virker – men det tager tid
Af Søren Pind, Udviklingsminister
Gunnar Olesen skriver i et indlæg i U-landsnyt den 21. november 2010, at den danske udviklingsindsats i Afghanistan ikke er baseret på ordentlige analyser af de komplicerede lokale forhold, og at der ikke er sket justeringer siden 2005.
Desuden argumenterer han for, at bistanden ikke skaber resultater og er fejlslagen, da den er drevet af politiske og militære hensyn.
Jeg er ikke overraskende uenig med Gunnar Olesen. Ja, der er stadig store udfordringer og uløste problemer i Afghanistan, men der er også udvikling og fremskridt.
Olesens billede af, at den danske indsats sker uden den store lokale forankring er forkert. Det danske udviklingsengagement i Afghanistan understøtter således målsætningerne i den afghanske udviklingsstrategi, der dækker perioden 2008-2013. Strategien er den afghanske regerings instrument til at styre og prioritere politikker, strategier, investeringer og budgettet.
Samtidig bakker Danmark og EU op om principperne fra Kabul-konferencen i juli 2010 om at sikre øget afghansk ejerskab og kapacitet. Konkret skal donorernes aktiviteter tilpasses til nationale programmer, og størstedelen af den internationale donorstøtte skal kanaliseres gennem statens budget. Det lever Danmark op til.
Danmark fokuserer desuden sin indsats på enkelte sektorer for at fremme effektiviteten – konkret støttes statsopbygning, uddannelse og forbedring af levevilkår. Danmark deltager aktivt i forsøget på at styrke donorkoordineringen og fremme en effektivisering af bistanden til Afghanistan, bl.a. via det nordiske samarbejde samt i EU- og FN-regi.
Helt klare fremskridt
Nytter den danske bistand til Afghanistan så? Ja, det gør den. Vi kan se helt klare fremskridt, når projekter og programmer evalueres, og afghanerne selv fortæller os, at Danmark er med til at gøre en positiv forskel. Det var jeg også selv vidne til, da jeg besøgte Afghanistan i slutningen af august. Men vi skal også være realistiske ift. hvor hurtigt, vi kan se en tydelig forskel.
Trods den høje økonomiske vækst er Afghanistan fortsat ét af verdens fattigste lande. For ti år siden var der ingen centraladministration og kun meget få uddannede afghanere. Kun 20 procent af befolkningen kunne læse – og heraf kun meget få piger og kvinder. Infrastrukturen var smadret af 30 års krig.
Gunnar Olesen argumenterer, at det danske udviklingsengagement kun kommer få til gode, og at der gøres for lidt for at øge befolkningens indkomstmuligheder. Det er ikke korrekt. Udgiften til udenlandske rådgivere udgør kun ca. 6 pct. af den samlede udviklingsbistand. Og rådgiverne har en vigtig funktion ift. at opbygge den afghanske kapacitet. Derudover lægger vi vægt på, at alle dele af landet får andel i udviklingen – både de sikre og usikre provinser.
Solidaritetsprogram en udviklingssucces
Det danskstøttede nationale solidaritetsprogram er en af de største udviklingssucceser i Afghanistan. Programmet giver bloktilskud til landsbyers lokale udviklings¬projekter efter etablering af demokratisk valgte lokale udviklingsråd. Der er til dato etableret godt 22.300 sådanne råd, der ifølge impact-studier fra Harvard University har medført betydelig forbedring i lokaladministration, forbedret adgang til serviceydelser og forøget deltagelse af kvinder på en række områder.
Der er gennemført over 41.000 udviklingsprojekter inden for bl.a. uddannelse, kunstvanding, energiforsyning og transport. Projekterne har bidraget til økonomisk udvikling og skabt et stort antal arbejdspladser. Danmark støtter derudover bl.a. et mikrofinansieringsprogram, der til dato har givet støtte til 1,5 millioner lånere til opstart af egen virksomhed. 60 procent af lånerne har været kvinder.
På lidt længere sigt kommer Afghanistans unge befolkning kun på fode igen, hvis uddannelsesniveauet forbedres. Derfor har Danmark valgt at fokusere på uddannelsessektoren og grunduddannelse. Halvdelen af Afghanistans børn går nu i skole. Heraf er en tredjedel piger – under Taliban var der ingen piger i skole.
Evaluering af Afghanistan-bistanden i 2011
Der foretages løbende monitorering af alle aktiviteter, der modtager danske midler. Der foretages opfølgning på udfordringer, problemer, finansstyring og praktiske resultater. Der foretages desuden med jævne mellemrum reviews, evalueringer og studier, der også ser på den langsigtede virkning af indsatserne.
Jeg har allerede taget initiativ til, at vi i løbet af 2011 får evalueret de forskellige indsatsområder af den danske udviklingsbistand til Afghanistan.
Analyserne vil dermed kunne indgå i forberedelsen af næste fase for udviklingsbistanden til Afghanistan. Det danske udviklingsengagement i Afghanistan baseres således i høj grad på analyser af de lokale forhold og evalueringer.
Vi skal skabe sikkerhed for alle
Gunnar Olesen rammer alt i alt forbi skiven med sin kritik, men når det er sagt, er det klart, at der fortsat er store udfordringer i Afghanistan, og at udviklingen ikke følger en ret linje. Danmark er først og fremmest i Afghanistan for at fremme sikkerhed for os alle og forhindre, at landet igen bliver til et fristed for terrorister.
Sikkerhed opretholdes dog kun på langt sigt ved at stabilisere landet gennem civil, social og økonomisk udvikling. Støtten til at fremme god regeringsførelse, demokrati, ligestilling og menneskerettigheder skal derfor også ses i denne sammenhæng. Udviklingsbistanden spiller således tæt sammen med det militære og politiske engagement. Derfor burde Gunnar Olesen ikke undre sig over, at udviklingsbistand er politisk, det er al bistand.
Men præmisserne for udviklingsengagementet i Afghanistan er anderledes end i f.eks. Tanzania. Afghanistan er en skrøbelig stat, hvor der fortsat er krig og konflikt, som vi ser det i bl.a. Helmand. Vi vedkender os de politiske, økonomiske og operationelle risici og indretter os efter dem.
Derfor har vi en fleksibel tilgang og forskellige instrumenter til rådighed afhængig af den sikkerhedsmæssige og politiske kontekst. De konkrete udviklingsaktiviteter spænder således fra kortsigtede civile-militære projekter over humanitær nødhjælp og nærområdeindsatser til flygtninge til den mere langsigtede udvikling gennem nationale programmer i hele landet.
En langsigtet indsats
En meningsmåling udarbejdet af ABC News, Washington Post, den tyske tv-station ARD og BBC (”Where Things Stand”), der blev offentliggjort den 6. december 2010, viser at afghanerne er blevet mere skeptiske over for NATO’s indsats i Afghanistan og over for sikkerhedssituationen generelt. Dette gælder dog ikke for Helmand-provinsen, hvor de danske soldater er indsat, og hvor situationen generelt vurderes som værende i bedring.
Ifølge en anden nylig meningsmåling fra The Asia Foundation fra oktober 2010 mener 47 procent af den afghanske befolkning, at landet bevæger sig i den rigtige retning (mod 42 procent i 2009). Dette begrundes i forbedret sikkerhed, genopbygning og serviceydelser såsom uddannelse. Samtidig fremhæves fortsatte udfordringer inden for sikkerhed, korruption og arbejdsløshed.
Disse målinger er for mig en indikation på, at partnerskabet med afghanerne skaber positive resultater, men også at det vil kræve en langsigtet indsats fra Danmarks og det internationale samfunds side for at sikre stabilitet, sikkerhed og en bæredygtig udvikling i Afghanistan, der er til gavn for os alle.
