63-årige Bent Kjellerup fra Fredericia har altid haft en indre trang til at rejse og opdage verden. Det har ført til en lang og givende karriere i Den 3. Verden.
Med 30 års erfaring som rådgivende ingeniør står efterlønneren stadig klar til at rejse ud på nødhjælps-missioner, når katastrofen rammer. Netop nu er Bent Kjellerup udsendt af Dansk Flygtningehjælp til Somaliland som rådgiver for FNs Børnefond (UNICEF).
Af Cherlyn Løvefod
kommunikationsmdarbejder i Dansk Flygtningehjælp
Bent Kjellerup har arbejdet som freelancekonsulent siden 1988. Med en ingeniøruddannel-sev i bagagen har trangen til at rejse bragt ham verden rundt, hvor han over årene har fungeret som rådgiver indenfor vandforsyning i lande i Den 3. Verden.
Han har i flere år stået på Dansk Flygtningehjælps Beredskabsliste og er ofte rejst fra Fredericia for at hjælpe med at forsyne u-lande med vand.
At arbejde i u-lande er blevet Bent Kjellerups særlige ekspertise og fagområde. Karrieren begyndte i 1982 med et projekt i Indien for Danida, som blot skulle være på et år.
Men den rejse tog mange flere med sig, og listen over lande han har besøgt og arbejdet i, vidner om en livslang karriere i Den 3. Verden. I dag har Bent Kjellerup mere end 3 årtiers erfaringer bag sig inden for branchen.
– Det ligger til familien at have en vis udlængsel, og ret tidligt da jeg begyndte at arbejde som ingeniør var det i mine tanker at jeg på et eller andet tidspunkt gerne ville ud og arbejde. Dog var jeg dengang ikke særlig bevidst om, at det skulle blive til en karriere i Den 3. Verden, siger Bent Kjellerup i telefonen fra Somaliland.
Bent Kjellerup blev involveret i Dansk Flygtningehjælp i forbindelse med et projekt i Cambodja:
– Jeg blev ringet op en søndag i en påskeferie og spurgt om jeg ville lede et vandforsyningsprojekt i Cambodja. Jeg var ivrig for at for at komme af sted, og allerede ugen efter landede jeg derude.
At stå standby på Beredskabslisten har betydet, at Dansk Flygtningehjælp med kort varsel kan udsende højt kvalificerede og erfarne specialister til nødhjælpsopgaver i hele verden.
Det har været en blanding af korte og lange besøg i udlandet og til tider er familien draget med på rejsen, når der har været lange kontrakter. Som ekspert på Beredskabslisten har Bent Kjellerup i flere omgange stillet sin ekspertise til rådighed og har arbejdet på projekter i bl.a. Pakistan, Cambodja og Somaliland.
Selv om 63-årige Bent Kjellerup i dag er gået på efterløn, står han stadig på standby til at rejse ud og arbejde. Med mange års erfaring mener han, at han stadig har meget at byde på.
Det seneste projekt, Kjellerup har vovet sig ud i, er i et hjælpeprojekt i Somaliland, hvor han i 4 måneder sammen med et team skal sørge for udvikling og forbedring af sanitet og vandforsyning i Somalilands hovedstad, Hargeisa.
– Mine erfaringer har givet mig evnen til bedre at kunne komme igennem på mange områder, og for mig er det en rigtig god følelse, at kunne se at ens arbejde er til nytte og gavn. For de fleste betyder det at være på efterløn, at man har karrieren bag sig. Men jeg føler da, at jeg stadig at jeg har nogle år, hvor jeg kan yde en indsats – det er lidt ligesom cirkushesten og savsmuldet, siger den berejste ingeniør.
Karrieren har været fyldt med oplevelser, succeshistorier og til tider svære udfordringer. Hvad fremtiden bringer er uvis, dog ved Bent Kjellerup, at han fortsat vil tilbyde sin ekspertise og står som ekspert på Dansk Flygtningehjælps Beredskabsliste klar til at drage ud på nødhjælpsmissioner.
FAKTABOKS
Bent Kjellerup har en uddannelse som ingeniør og har i over 30 år arbejdet i:
2010: Somaliland
2008: Ghana
2007: Tanzania
2005-2006: Pakistan
2005: Etiopien
1997 til 2003 med små afbrydelser: Ghana
1997: Eritrea
1994 – 1995: Tanzania
1993: Indonesien
1993 & 1994: Cambodja
1989 & 1993: Malawi
1991: Egypten
1988 – 1990: Sydasien
1985 – 1988: Bangladesh
1982 – 1985: Indien
Artiklen er stillet til rådighed for u-landsnyt af forfatteren.
Yderligere oplysninger hos:
Cherlyn Løvefod
tlf. 33 73 51 91 og e-mail: [email protected]