I hvilke lande skal Danmark satse med bistand – høring til fredag morgen!

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Bistand til Afrika og Asien – hvor skal Danmark gøre en forskel? hedder det i en rundskrivelse fra Danida tirsdag.

Deltag i den offentlige høring om Danmarks partnerlande. Deadline nærmer sig hastigt, så skriv inden fredag den 17. december til [email protected] fortsætter henvendelsen.

Hvis du vil dele dit bidrag med andre, kan du skrive det direkte ind på
http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/OmUdviklingspolitik/HoeringOmPartnerlande

“Forhåbentlig kommer der mange temaer og overve-jelser på banen, når du/I spiller ind med bidrag, kommentarer, overvejelser og gode idéer”, hedder det videre og fortsat:.

“Som ”bagtæppe” for denne mere principielle diskussion, som vi nu indbyder til, er der udarbejdet korte beskrivelser af de 21 lande, der p.t. fylder mest i dansk udviklingsbistand (Afghanistan undtaget, da der knytter sig helt særlige forhold til den indsats)”.

Landebeskrivelserne står på
http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/OmUdviklingspolitik/HoeringOmPartnerlande

I VK-regeringens udviklingspolitiske strategi ”Frihed fra Fattigdom – Frihed til Forandring” slås det fast, at målet med dansk udviklingspolitik er at sikre det enkelte menneskes frihed fra fattigdom og frygt – og frihed til at tage ansvar for og præge eget liv.

Udviklingspolitik er også realpolitik, for Danmark har en klar egeninteresse i at fremme udvikling og fundamentale værdier gennem aktiv og målrettet deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde. Udviklingspolitikken er derfor også en central del af den aktive danske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Global ansvarlighed og fremme af universelle frihedsværdier går således hånd i hånd med varetagelse af vore egne interesser. Det er grundlaget for vores udviklingspolitiske engagement.

Udviklingsminister Søren Pind (V) siger i den forbindelse:

– Dansk udviklingsbistand skal gøre en forskel i fattige lande og for fattige mennesker. Der er både til gavn for dem og til gavn for os selv. I dag er vi til stede med et betydeligt bistandsengagement i 26 lande. Det er besluttet at udfase bistanden til 4 lande, for hvis vi skal gøre en forskel, så må vi koncentrere indsatsen yderligere.

– Vi skal have et stærkere engagement i færre lande – det er mere effektivt og fremmer en arbejdsdeling mellem donorerne. Når vi vælger nogle lande frem for andre er det vigtigt at overveje hvilken bistands-politisk profil Danmark skal have.

– Det ligger fast, at vi skal være stærke i Afrika, men herudover er der mange muligheder. Giv dit besyv med om hvor du synes Danmark skal gøre en forskel.

Hvor Danmark skal, kan og vil gøre en forskel er i sidste ende selvfølgelig en politisk beslutning. Men den beslutning hviler på grundlag af en række principielle overvejelser.

Som det er beskrevet i den udviklingspolitiske strategi, skal valget af partnerlande baseres på en vurdering af udviklingsbehov; relevans, herunder muligheden for at sikre fremdrift på de 5 danske udviklings-politiske prioriteter; og effekt og resultater. Herudover skal andre aspekter og problemstillinger overvejes. Det kunne bl.a. være:

• Skrøbelige stater:
I den nye udviklingspolitiske strategi fremhæves, at vi fra dansk side vil øge indsatsen i skrøbelige, konfliktramte og sammenbrudte stater. Hvordan skal vi vægte den prioritet i forhold til et engagement i mere stabile, men stadig fattige lande?

• Danske interesser:
Udviklingspolitikken skal fremme fattigdomsbekæmpelse og et liv i frihed, men også bredere udenrigs- og sikkerhedspolitiske, kommercielle eller konsulære interesser må med i billedet. Hvad vil det i givet fald betyde for valget af partnerlande?

• Regional fokusering – i Afrika, i Asien:
Hovedparten af den danske udviklingsbistand vil fortsat gå til Afrika, men i hvilken grad skal der inden for denne brede ramme lægges vægt på øget regional koncentration i partnerlandsvalget i Afrika? Og skal det fortsatte udviklingsengagement i Asien koncentreres yderligere geografisk?

• Donor darlings/Aid orphans (bistandsstedbørn):
I hvilken udstrækning skal vi fra dansk side tage hensyn til antallet af andre donorer i partnerlandene? I hvilken grad er det relevant at inddrage overvejelser om ’donor darlings’ og ’aid orphans’?

• Transition af partnerskab: Bør vi satse på gradvist at udfase i lande, hvor samarbejdet – i takt med den økonomiske udvikling og voksende kapacitet – kan transformeres fra et samarbejde domineret af bistand til et bredere funderet partnerskab, der ikke primært er baseret på udviklingssamarbejde? Som det f.eks. sker i Vietnam i disse år.

Kilde: www.um.dk