Når katastrofen rammer, er der brug for hurtig hjælp til ofrene; det skal ske med kortest mulig reaktionstid og kræver særlig ekspertise og fleksibilitet af nødhjælps-organisationerne.
For at sikre den rette indsats på kortest mulig tid, har Dansk Flygtningehjælp introduceret en Nødhjælpsfond, som allerede indenfor det første år har været i brug 3 gange.
Det skriver organisationen i en rundsendelse mandag.
Da oversvømmelserne skyllede ned over Pakistan i sensommeren 2010, blev millioner af mennesker berørt og havde brug for nødhjælp. Billederne nåede verden rundt og ingen var i tvivl om behovet for bistand til ofrene for katastrofen.
For Dansk Flygtningehjælp var det egne midler fra den særlige Nødhjælpsfond, der gjorde det muligt at hjælpe de nødlidende mod følgerne af monsu-nen i Pakistan.
– Nødhjælpsfonden har sikret en hurtig dansk indsats i flere katastrofe-situationer, både de, der har fået mediernes bevå-genhed og de, der har udspillet sig i stilhed i isolerede områder og uden opmærksomhed, siger Ann Mary Olsen, der er chef for Flygtninge-hjælpens internationale afdeling.
Nødhjælpsfonden blev stiftet af Dansk Flygtningehjælp i april 2010 for at skabe en genvej uden om de traditionelle og mere tidskrævende sagsbehandlinger af ansøgninger hos regeringer og andre donorer.
Sammen med Nødhjælpsfonden er der nedsat et team af eksperter, der kan rykke ud med kort varsel og sikre både økonomiske og menneskelige ressourcer i katastrofesituationer.
Udover hjælp til Pakistan har fonden det første år skabt mulighed for at bidrage med nødhjælp til somaliske flygtninge i verdens største flygtningelejr Dadaab i Kenya, og siden efter etniske uroligheder i sommer i Kirgisistan.
Nødhjælpsfonden har indenfor sit første leveår været anvendt til helt korte indsatser, men har også kunnet sikre Dansk Flygtningehjælp fodfæste i områder, hvor der var brug for mere vidtrækkende bistand.
Kirgisistan er blandt eksemplerne, hvor der blev brugt midler fra den nye Nødhjælpsfond. Kort efter etableringen af fonden blev der brug for hjælp til flygtninge og fordrevne i det centralasiatiske lands sydlige del, hvor landsbyer var brændt ned og uroligheder havde tvunget etniske mindretal på flugt.
Nødhjælpsfondens midler sikrede, at Dansk Flygtningehjælp kunne reagere med kort varsel og siden blev udvalgt til at spille en central rolle i samarbejdet med FN om genopbygningen af omkring 1.700 huse.
Fondens midler kommer bl.a. fra Flygtningehjælpens egne bidragydere. Ved katastrofer kan man desuden trække på midler fra Danida og svenske Sida, the Swedish International Development Cooperation Agency.
Kilde: www.flygtning.dk