Hvem kan skabe udvikling – soldater eller nødhjælps- og udviklingsorganisationer?
Af Christian Sørensen
medlem af u-landsnyts redaktion, programkoordinator i ADRA Danmark med ansvar for arbejdet i Sudan og DR Congo
Kronik offentliggjort i Politiken 20. dec. 2010
En ung dansk soldat sidder i en majsmark med tre afghanske bønder.
Soldaten har taget hjelmen af. Han er tilsyneladende sammen med en afghansk tolk – også i uniform – mens en tredje soldat står i baggrunden med sit våben pegende skråt ned mod jorden.
Det er et fotografi fra Forsvarets Mediecenter i pjecen ’Fred og stabilisering’ om “Danmarks politik for indsatser i skrøbelige stater”.
Halvdelen af billedet – det med de tre bønder i majsmarken – minder mig om situationer, jeg kender godt fra de sidste 20 til 25 år, hvor jeg har arbejdet som udviklingsarbejder i Afrika og Asien. Men den anden halvdel – det med soldaterne – har jeg aldrig set før.
Billedteksten, “Soldaterne er ofte de første, som taler med de lokale om deres behov”, tyder på, at der endda måske er tale om en behovsanalyse.
FØRSTE KONTAKT ER VIGTIG
Normalt er det erfarne udviklingsarbejdere, helst lokale, som kan sproget, der laver den slags arbejde. De er typisk uddannet inden for landbrug, økonomi, sundhed, uddannelse eller er erfarne generalister.
Den første kontakt med bønderne er både vigtig og meget svær. Behovsanalyse kræver, at man finder frem til de virkelige behov i en dialog baseret på tillid.
Man skal helst undgå at udsende de forkerte signaler. Kommunikation er ikke kun ord. En soldat i baggrunden med fingeren på aftrækkeren er mildest talt ikke befordrende for meningsfuld dialog.
Udenrigsministeriets pjece handler om strategien for 2010 til 2015. Udviklingspolitikken og det danske humanitære og militære arbejde skal nu “samtænkes”. Der skal måske sendes danske soldater til Afrika i 2014; muligvis til Sudan eller Somalia, som er nogle af Afrikas skrøbelige stater.
For nylig var jeg i Sudan i et af de mest udsatte områder, det konfliktramte Darfur. Jeg tog billeder fra turen. Og nogle af dem var illustrerede faktisk “den første kontakt” – ikke mellem danske soldater og befolkningen, men mellem de projektansatte i ADRA, som jeg arbejder for og rejste rundt med, og folk i landsbyerne.
Det var i det projektområde, hvor ADRA Danmark netop har startet et nyt sundhedsprojekt med midler fra Danida.
Men før jeg beskriver disse billeder, skal forhistorien med.
SVÆRT AT KOMME AFSTED
Min rejse havde ikke været så nem.
Først måtte jeg vente i over et år, før jeg kunne få visa til Sudan – angiveligt på grund af sagen omkring Muhammedtegningerne. Men i september 2010 så det ud til, at denne restriktion var lempet. Der ventede faktisk et visum på mig ved indrejsen.
Jeg var på forhånd ikke sikker på, om denne tur kunne gennemføres, men sad pludselig på en vinduesplads i et Tupolev 134 fly fra Marsland Aviation og kiggede ned på et brunt og grønt landskab.
Navnet Darfur betyder “Stedet, hvor fur-folket kommer fra”. Det har været et sultanat. Befolkningen på ca. 6 millioner er etnisk blandet, men alle er muslimer. Der har været krig og konflikt siden 2003.
Da jeg sammen med en ADRA-kollega havde besøgt EU’s nødhjælps-kontor i Khartoum et par dage før afrejsen til Darfur, spurgte jeg om råd med hensyn til sikkerheden. Vi fik at vide, at det blev anbefalet at rejse i konvoj eller at bruge helikopter, og at sikkerhedssituationen i det hele taget var dårlig, især i den sydlige del af Darfur.
Men der kom også en munter bemærkning: “Tag en tyk bog med!”. Og det råd var kommet fra en fransk Røde Kors-medarbejder, som netop var blevet løsladt efter 147 dage som gidsel efter en meget omtalt kidnapning. Han havde angiveligt kun haft en enkelt tynd bestseller i tasken, da han blev kidnappet i oktober 2009.
HELIKOPTER ELLER ESKORTE – NEJ TAK
Efter ankomsten til Darfur var sikkerheden derfor naturligt det første spørgsmål, som vi tog op på det lokale ADRA-kontor. Var det overhovedet muligt at rejse rundt ude i de landdistrikter, hvor ADRAs projekter blev udført?
Til daglig bevæger ADRAs ansatte sig ret frit omkring i et projektområde, hvor organisationen er velkendt efter mange års tilstedeværelse. Man kører i lejede biler for at undgå “carjacking”. ADRAs egne projektbiler er klodset op. Og man kører altid med to biler og radiokontakt.
Helikopter eller konvojkørsel med militær eskorte havde man aldrig benyttet sig af. – Det vil virke alt for voldsomt, sagde en af de ansatte. En snak med en canadisk NGO bekræftede denne arbejdsform.
Den bedste sikkerhed, man kan få, er at have lokalbefolknings tillid, sagde en af dem. “Hvis lokalbefolkningen siger, at situationen er o.k., så kører vi af sted”.
Selv den stedlige FN koordinator for den humanitære indsats mente, at det faktisk var mere sikkert at bruge lejede biler end militæreskorte. – UNAMID er begyndt at skyde igen!, sagde han.
UNAMID er FN-styrken i Darfur, som hovedsagelig består af soldater fra andre afrikanske lande. Jeg havde allerede set nogle af de firhjulstrukne pickupper med FN-soldater og et maskingevær på ladet. Det system bruger både militsgrupperne i området og den sudanske hær, men altså også FN-styrkerne.
En sådan FN-pickup med soldater i skudsikre veste, alvorlige blikke og fuldt bevæbnede var det første tegn på, at dette ikke var en turisttur ud i det afrikanske landskab.
LIDT AF ET DILEMMA
Det var lidt af et dilemma, for de ADRA-ansatte og også NGO-repræsentanterne var sudanere – dog ikke fra Darfur, men i hvert fald ikke som jeg: lige så hvid og europæisk som den franske Røde Kors-mand.
Men det var logisk nok, det, de sagde. ADRA havde arbejdet i dette område i mange år. For Danida-finansierede projekter var vi i gang med det femte i en række af etårige sundhedsprojekter. Der havde parallelt hermed også været fem år med vandprojekter finansieret af EU’s nødhjælps-program, ECHO.
ADRA opretter typisk en lille projektlejr i et område, hvor der bygges en klinik, afholdes træning for sundhedsarbejdere eller graves brønde. Her bor de ansatte i telte eller hytter i en lille indhegning. De laver deres egen mad og bliver velkomne gæster i lokalsamfundet.
Jeg besluttede at følge ADRAs mønster, og vi tog af sted næste dag i to lejede landcruisere. Chaufførerne var lokalt kendte og eminente rejseførere. Og deres biler velkendte. Ikke engang politivejspærringen uden for byen stoppede dem.
Vi kørte ad mudrede veje og hjulspor – snart var byen og det store omhegnede område omkring lufthavnen bag os. Vi var ude på landet.
UNDER AKACIETRÆET
Vores første stop var ved en landsby, som ADRA ikke har arbejdet i tidligere, men som kommer med i det nye sundhedsprojekt. Vi skulle snakke med landsbyboerne om deres behov og ideer.
Mødet foregik under et stort akacietræ i et udtørret flodleje. Der var lagt måtter og tæpper af græsflet ud på sandet. Her satte mænd fra landsbyen sig, mens vi besøgende fik stole og skamler at sidde på.
Der kom snart en 14-15 mænd, alle i hvide jalabiyaer. De kom gående fra landsbyen med stråtækte hytter, som man kunne skimte 200 meter borte.
Sandalerne blev taget af, og vi begyndte mødet.
Landsbyen havde været udsat for overfald, hvor de fleste geder, får og køer var blevet røvet. Hønsene havde de også mistet, men det var på grund af sygdom.
Men lige nu var hovedinteressen markerne med hirse, som stod ret godt, fordi det havde regnet. Hirsen var til at spise. Der var ikke ret meget, som blev dyrket med salg for øje, og uden dyr betød det, at der manglede indkomst i landsbyen.
Der var langt til nærmeste sundhedsklinik og ingen brønde. Vand fik man ved at grave ned i flodsandet til man nåede grundvandet.
Vi fortalte lidt om ADRAs planer om netop at forbedre sundhedstilstanden og at hjælpe med til at skaffe rent vand. Men det var en generel snak, fordi det var vores første møde.
SPIDSEDE ØREN
Landsbyboerne kunne dog godt mærke, at dette her måske kunne udvikle sig. De havde hørt om ADRA, bl.a. fordi en ombygget ADRA-landcruiser blev brugt som ambulance i området.
De begyndte at fremsætte andre ønsker: en lille frugtplantage med appelsiner, som krævede en vandpumpe, de ikke havde råd til. En ny skolebygning og gerne en ambulance.
Der blev konkluderet, at det nok kun kunne blive til noget med sundhed og vand, men at vi skulle mødes igen senere. Jeg tog billeder fra dette første møde, hvor vi talte om landsbyboernes behov.
Det næste sæt billeder tog jeg, da vi stoppede igen kort tid efter. Denne gang var det ved nogle hytter, som så helt anderledes ud – det var lave, runde telte. Igen var det ved et flodleje, vi stoppede, hvor en gammel mand sad i skyggen sammen med en flok gedekid.
Det var en hyrde, som var dårlig til bens og ikke kunne vandre med de store gede- og kvægflokke eller med kamelerne, som han kort efter fortalte om. Der var stjålet syv kameler ud af landsbyens samlede flok på 1.000, og de unge mænd var draget af sted for at få kamelerne tilbage.
BØNDER OG NOMADER
Darfur er kendetegnet ved de to grupper, landbrugerne og kvægholderne, som har sameksisteret i generationer, men som konkurrerer om de samme naturresurser – jord og vand. Konflikten i Darfur er ofte blevet beskrevet som en konflikt imellem disse to grupper.
Kvægholderne bliver kaldt “arabere”, som har organiseret sig i militser, der terroriserer landbrugerne, fordriver dem fra deres jord, tager kvæget og brænder deres landsbyer af.
Jeg kom også til at tænke på en kritisk artikel, jeg for nylig havde læst om, at nødhjælpsorganisationerne havde et alt for forenklet billede af konfliktens karakter ved at betragte pastoralisterne som “de onde” og landbrugerne som “ofrene”.
Det var meget mere komplekst, men dette billede havde medført en slags blindhed over for pastoralisternes problemer. Artiklen foreslog, at man skulle samarbejde med pastoralisterne – inkludere dem, også selv om de ikke tilhørte de mest sårbare.
Den forenklede fremstilling af konflikten står i kontrast til, at de to produktionsformer, pastoralismen og agerbruget, faktisk er begyndt at have fælles problemer.
F.eks. er kvægholderne begyndt at dyrke jorden, bl.a. fordi klimaændringer har indsnævret deres normale græsningsområder og vanskeliggjort deres sæsonmæssige vandringer med kvæget. Det fortalte den gamle hyrde om.
På den anden side havde vi jo lige siddet under et andet træ og hørt, hvordan landbrugerne beklagede sig over, at de havde mistet deres husdyr. Så egentlig nærmer de to produktionsmåder hinanden, hvilket kun øger konkurrencen over jord og vand.
HAFFIRERNE
Der var stor forskel på de to møder. Landbrugerne var høflige, lavmælte og lidt formelle i deres fremtoning. Hyrden med alle de små velnærede gedekid var åben, overstrømmende venlig og fuld af armbevægelser. Vi blev inviteret på frisk mælk med hirsegryn. Det smagte dejligt.
Han viste sine ømme knæ frem og spurgte, om ikke jeg kunne tage ham med til Danmark, så han kunne blive helbredt. Det fik mig til at vise ham mit eget håndled, som også har lidt leddegigt, og som ikke kan helbredes – ikke engang i Danmark.
ADRA har repareret to store “haffirer” i området. En haffir er en kunstig, inddæmmet sø, som samler regnvand. Den er omgivet af en jordvold, som giver den plads til et anseligt volumen af vand. Og der er hegn hele vejen omkring, så brugerne – i teorien – skal vande deres dyr fra vandtrug, der er forbundet med søen.
Men hegnet havde ikke holdt til det pres, der havde været, efter at den forrige regntid var forbi, og de naturlige vandingssteder var tørret ind.
ADRA havde beregnet kapaciteten af den først reparerede haffir til at være mellem 700 og 800 dyr om dagen. Men snart var der 2.000, så 3.000, 4.000 og 5.000 dyr dagligt. Hegnet røg ned.
Vandingstrugene stod ubrugte, mens dyrene gik op over volden – som derved blev jævnet ud – og ned til søbredden for at få vand. Der var i alt fem sådanne haffirer i området, men alle var blevet ødelagt gennem årene og ikke vedligeholdt.
Derfor var presset så stort på denne første haffir, som blev restaureret.
UNDERVURDERET BEHOVET
For ADRA var dette et klart signal om, at man havde set rigtigt, hvad angår behov, men at man havde undervurderet, hvor stort det var.
Indtil for godt et år siden havde ADRA boret eller gravet brønde for at skaffe rent drikkevand til mennesker. Det behov var stadig stort, men det var tydeligt, at de folk, som havde meget kvæg, førte sig forfordelt. Vand til deres dyr var også vigtigt, for dyr er deres livsgrundlag.
Derfor havde ADRA startet projektet med haffir-restaurering, samtidig med at der også stadig blev gravet brønde.
Konflikten mellem landbrugere og kvægholdere findes mange steder og ikke kun i Afrika. Det er et vanskeligt problemfelt, også for erfarne nødhjælps- og udviklingsorganisationer.
Når så staten samtidig er svag, der opstår krig, og folk bliver fordrevet, bliver det endnu vanskeligere. Her kommer nødhjælpen ind, men også – hvor og når det er muligt – genopbygning og genskabelse af livsbetingelserne for befolkningen.
Det er også her, de fredsbevarende missioner kommer ind, som i Darfur. Deres mandat er ikke emnet her. Den rolle, som disse udenlandske soldater, hvad enten de er danske eller fra andre afrikanske lande, imidlertid ikke har – og ikke kan have – er at stå for genopbygnings- og udviklingsarbejdet.
TANKER EFTER DARFUR
Da vi kørte tilbage mod El Geneina i konkurrence med truende regnskyer og skumringen, som hastigt nærmede sig, og som ville gøre det umuligt at færdes herude, kom en lavtflyvende helikopter ned langs et af de mange flodlejer, som vi skulle over. Nu var der vand i, men det var stadig passerbart.
Jeg tænkte på, hvor umulig den opgave, ADRA havde sat sig for, ville være at udføre, hvis vi skulle bruge helikopter som transportmiddel. Eller endnu værre, hvis vi skulle afholde møder i landsbyerne under militær eskorte.
Kronikken er stillet til rådighed for u-landsnyt af forfatteren efter indhentet tilladelse hos Politiken.
Kroniken stod i dagbladet Politiken mandag den 20. december 2010.
