Dansk Afrika-kender: Fra uegennytte i bistanden til, hvad der gavner os

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Leder af Center for Afrikastudier i København, Stig Jensen, kalder torsdag overfor Morgenavisen Jyllands-Posten udviklingsminister Søren Pinds omprioritering af vore begrundelser for at bistå verdens u-lande et “historisk brud med dansk bistandspolitik, som har været præget af altruisme (uegennytte), og ikke hvad der gavner danske interesser”.

Udtalelsen falder aktuelt på baggrund af ministerens fravalg af endnu 3 lande som modtagere af dansk udviklingsbistand, nemlig Zambia og Benin i Afrika og Cambodja i Sydøstasien. Bistanden til dem udfases over 2 til 3 år. Men den skal også ses som svar på ministerens ønske om generelt at omlægge bistanden i større stil.

I alt skal antallet af større samarbejdslande, såkaldte partnerlande, ned fra 26 til 15 og Pind vil nå målet i år. Med bortskæringen af de 3 torsdag, er tallet nede på 19, således at der mangler 4. De øvrige, der er valgt fra de senere år, er Egypten i Nordafrika samt Vietnam og Bhutan i Asien og – sidste år – Bolivia og Nicaragua i Latinamerika.

Til gengæld har Pind i 2010 indsat nye partnerlande, som indgår i de 19 styk. Det er Sudan, Zimbabwe, Somalia/Somaliland, Gaza/Vestbredden, Indonesien, Burma og Pakistan. Så den reelle udskiftning i forhold til den oprindelige landekreds bliver betydeligt større i sidste ende.

Stig Jensen mener, at Pind i denne omgang udvalgte 3 lande, hvor “det vil vække mindst opsigt at fjerne den danske støtte”.

Han begrunder det med, at hverken Zambia, Benin eller Cambodja har fremtrædende sikkerhedspolitisk eller økonomisk interesse for Danmark.

– I næste runde er der ingen nemme lande. Her lever alle landene op til regeringens vision om at være vigtige økonomisk eller sikkerheds-politisk…. der vil blive et ramaskrig, hvis han fjerner støtten til Tanzania eller Ghana, anfører Stig jensen overfor Jyllands-Posten.

– Mens Danmark tidligere havde fokus på at bekæmpe fattigdom, er der nu i meget høj grad fokus på Danmarks nationale interesser, gør han gældende og kalder det “den største omvæltning i dansk bistand i 30 år”.